Panelet bedømmer Italien: Marco Mengoni – “Due Vite” | ESC 2023

0
108

Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af “Panelet”, hvor vi i 37 artikler tæller ned til musikfesten i Liverpool til maj med reviews af årets sange i både artikelformat og som videoer på vores Youtube-kanal.

Som en del af vores optakt til Eurovision Song Contest har vi traditionen tro lyttet til årets sange, givet point og lavet reviews. Fra den 1. april tæller vi ned med en sang pr. dag.

Som noget nyt i år er vores afstemning lavet i samarbejde med den danske fanklub, MelodiGrandPrixfans.dk (OGAE Danmark), og udover de skrevne artikler her på Good Evening Europe, så vil 2 repræsentanter fra GEE (Simon og Daniel) og 2 fra OGAE (Mikal og Zakarias/Asger) diskutere årets bidrag i vores serie af video reviews, hvor vi også deler resultatet af afstemningen.

Husk at abonnere på vores Youtube-kanal, så du får en notifikation, når der er nye videoer ude.

Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.

Panelet 2023 | Foto: privat

Om panelet:
I panelet sidder 14 personer med forskellig baggrund, som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har bl.a. flere tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker alt ved Danmark og har Chanée & N’Evergreen og Fyr og Flamme som favoritter, en tidligere radiovært der elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision og ikke mindst manden, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt årets sange en karakter jf. Eurovision-skalaen (1-12 point).

Se alle årets reviews her >>

Marco Mengoni – “Due Vite”

Reviews

 Clara: Jeg er vild med årets italienske nummer, som jeg har været det så mange gange før. Den italienske Eurovision opskrift er relativt simpel (hvis man da modregner eksempelvis Måneskin) men alligevel enormt effektfuld; skriv en fængende popmelodi, med italiensk tekst og en mandlig forsanger der er den perfekte kombination af hård og blød, og bum, der har du den italienske Eurovision opskrift som gang på gang skaffer landet topplaceringer. 

Mette: “Det Clara siger!”. Denne her sang oser italiensk kvalitet og Sanremo-festival. Det er fedt at Italien igen og igen leverer bidrag på italiensk og aldrig svigter mht. kvaliteten. Jeg har høje forventninger til live-versionen, da jeg synes studieversionen måske lige bliver poleret nok. Men point for en tidsløs klassiker.

Mikal: Der er ikke nogen som italienerne, som kan komme afsted med de storladne ballader år efter år – men italienerne kan. Jeg bliver aldrig rigtig træt af sange på italiensk – og det gør jeg i den grad heller ikke af “Due vite”, som jeg mener er årets bedste ballade. For mig er Marco Mengoni væsentligt bedre i år end i 2013, hvor han vel at mærke også var god. Han har en virkelig god udstråling, og så er han en af dem, som synger endnu bedre live end på studieoptagelsen – hvilket jo er godt i Eurovision.

Daniel: Italien er, efter sidste års svipser, tilbage i topform med en storladen ballade som kun italienerne kan skrive den. Det er helt klassisk, vi har hørt det tusind gange før, men det fungerer bare stadig!

  

Videopanelets bedømmelse

YouTube player