Panelet bedømmer Belgien: Gustaph – Because Of You | ESC 2023

0
114

Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af “Panelet”, hvor vi i 37 artikler tæller ned til musikfesten i Liverpool til maj med reviews af årets sange i både artikelformat og som videoer på vores Youtube-kanal.

Som en del af vores optakt til Eurovision Song Contest har vi traditionen tro lyttet til årets sange, givet point og lavet reviews. Fra den 1. april tæller vi ned med en sang pr. dag.

Som noget nyt i år er vores afstemning lavet i samarbejde med den danske fanklub, MelodiGrandPrixfans.dk (OGAE Danmark), og udover de skrevne artikler her på Good Evening Europe, så vil 2 repræsentanter fra GEE (Simon og Daniel) og 2 fra OGAE (Mikal og Zakarias/Asger) diskutere årets bidrag i vores serie af video reviews, hvor vi også deler resultatet af afstemningen.

Husk at abonnere på vores Youtube-kanal, så du får en notifikation, når der er nye videoer ude.

Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.

Panelet 2023 | Foto: privat

Om panelet:
I panelet sidder 14 personer med forskellig baggrund, som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har bl.a. flere tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker alt ved Danmark og har Chanée & N’Evergreen og Fyr og Flamme som favoritter, en tidligere radiovært der elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision og ikke mindst manden, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt årets sange en karakter jf. Eurovision-skalaen (1-12 point).

Se alle årets reviews her >>

Gustaph – Because Of You

Reviews

Clara: “Because Of You” er virkelig et nummer der har skullet vokse på mig, fra jeg hørte det første gang, men jeg er endt med, at blive lidt vild med den 90’er agtige gospel lyd, og det samlede indtryk minder mig om RuPauls DragRace på en eller anden måde, der ikke kan andet end at gøre mig glad. Jeg tror måske også at mængden af ballader i årets felt gør, at det er nemmere at falde en lille smule for et nummer der bare emmer af fest. 

Mikal: Gustaph og “Because of you” vinder klart noget ved at være en markant sang blandt nogle mildest talt knapt så markante sange. Hvis de lykkes med at få skabt en fest på scenen, så kan det godt række langt. Jeg er ikke helt oppe og ringe over selve sangen, som i produktionen er lidt til den gammeldags side og med et budskab, som efterhånden er set mange gange før, men den er i det mindste ikke intetsigende og ligegyldig, som en del andre af dens konkurrenter er.

Daniel: Når Gustaph går på scenen som sang nummer fem, er det efter fire smertefulde sange om ulykkelig kærlighed, og så er Because of You et tiltrængt positivt afbræk. Han er en dygtig sanger og har et utroligt nærvær på scenen, men desværre tipper det over og bliver lidt en parodi for mig. Det bliver simpelthen FOR kitsch.

Mette: Jeg kommer til at tænke på Serhats “Say Na Na Na”, som i 2019 tog en noget overraskende finaleplads. Noget tilsvarende kunne ske i år med Gustaph, som i en semifinale (med 100% seerstemmer) uden så mange favoritter og placeret omkring en del stille og lidt anonyme sange, kommer med masser af attitude og sing-a-long/dance-a-long vibes. Pluspoint for en stærk vokal og for budskabet i sangen, som dog er hørt – og formidlet – før i langt bedre indpakning. Sangen kommer 20-30 år for sent, men ville med garanti have været fan dengang.

Simon: Totalt 90’er-flashback, hvilket unge Simon ville have været helt pjattet med. Nu er Simon bare blevet gammel og kynisk med årene, så selv om jeg gerne vil give points for temaet om at stå ved sig selv og være stolt af det, bliver det overordnede indtryk bare at det er en lidt uddateret produktion, på trods af en god vokal. Den ligger godt i startrækkefølgen, og det kan være det der tipper den over og giver Belgien en lidt overraskende finaleplads.

Videopanelets bedømmelse

YouTube player