Albanien: Albina og Familja Kelmendi til Liverpool med “Duje”

0
112
Albina og Familja-Kelmendi | Foto: RTSH
Albina og Familja-Kelmendi | Foto: RTSH

Albanien har fundet sit bidrag til Eurovision Song Contest 2023 i Liverpool. Albina & Familja Kelmendi skal synge “Duje”. Det står klart efter afslutningen på finalen i årets Festivali i Këngës torsdag aften.

Seerne har talt. Elsa Lila vandt juryafstemningen og kan kalde sig vinder af Festivali i Këngës, men billetten til Liverpool gik til vinderen af seerafstemningen, Albina & Familja Kelmendi, som altså skal repræsentere de albanske farver med sangen “Duje”.

Efter 4 afteners musikfest er den 61. udgave af Festivali i Këngës (FiKmas) slut. Årets udgave bød på flere ændringer, herunder udvælgelsesmetoden til Eurovision. RTSH havde i år besluttet at lade seerne kåre Albaniens repræsentant til Eurovision.

Teksten til “Duje” er skrevet af Eriona Rushiti, mens Enis Mullaj har komponeret. Vi ved endnu ikke, om sangen bevares i sin nuværende form, eller om Albanien traditionen tro vælger en “revamp” forud for Liverpool.

Albina Kelmendi er en kendt albansk sangerinde, som udgav sit debutalbum i år. Hun kommer fra en familie af musikere, som hun valgte at tage med på scenen i Festivali i Këngës, heraf artistnavnet “Familja Kelmendi”.

En lille pudsig bonusinformation om Familien Kelmendi, som bl.a. omfatter bror, kusine og bedstemor, er at man er gået all in på “albanske” navne og både har en Albina, en Albin og en Albana.

Albina & Familja Kelmendi. Foto: RSTH

Familja Kelmendi (fra venstre mod højre):

  • Albin Kelmendi
  • Sidorela Kelmendi
  • Albana Kelmendi
  • Albina Kelmendi
  • Bujar Kelmendi
  • Vesa Kelmendi
YouTube player