Tekniske problemer med scenen og anklager om cencur

0
109
Foto: Nathan Rends / Eurovision.tv

Prøverne er lige skudt i gang i PalaOlimpico i Torino, og vi har de seneste par dage kunnet følge alle deltagerne i semifinale 1 træde ind på scenen for første gang. Men selvom solen skinner og Eurovision nærmer sig med hastige skridt, så er humøret ikke i top i alle delegationer.

Scenens funktionalitet kritiseres

En række af årets deltagere har nemlig luftet utilfredshed med årets scene. Problemerne er relateret til den “kinetiske sol”, som er en vigtig del af scenen i PalaOlimpico.

Årets scene, som er skabt af Atelier Francesca Montinaro, har allerede under årets indledende stand-in rehearsals forud for prøverne, forårsaget tekniske udfordringer.

Foto: Nathan Reinds / Eurovision.tv

Litauens delegation oplyser, at de ikke har kunnet gennemføre Monika Liu’s optræden som planlagt, ligesom det italienske medie La Stampa hævder, at rækkevidden på solens bevægelser ikke er som forventet. Det var meningen, at solens skulle kunne bevæge sig 180 grader i hver retning, men det kan den angiveligt ikke på grund af en konstruktionsfejl. Fejlen blev desværre opdaget så sent, at man ikke kunne nå at rette den.

Fansiden Eurovisionfun melder også om utilfredshed hos bl.a. den hollandske, moldaviske, lettiske og kroatiske delegation i forhold til det materiale, som de har modtaget fra stand-in rehearsals, hvor både lyset og øvrige tekniske problemer er blevet nævnt.

Ved dagens pressemøde oplyste REDDI, at de tidligere har været utilfredse med stagingen, men at det er blevet meget bedre efter en del ting er ændret.

Der er endnu ingen officiel udmelding fra EBU vedr. scenen.

Billede fra den albanske prøve slettet

En anden sag, som har fyldt i medierne i dag, er Eurovision.tv’s sletning af et billede fra Albaniens prøve igår på den officielle Instagram profil. Søndag eftermiddag var hele galleriet fra den albanske prøve ifølge Wiwibloggs fjernet og senere re-uploadet. Et billede, som ikke længere er med, viser Ronela og hendes mandlige dansere med hænderne i skridthøjde, hvilket en del fans på de sociale medier kalder censur.

Det forlyder, at det albanske team ikke vil ændre på koreografien.

Efter sagen blev omtalt på de sociale medier, delte Ronela et opslag med “grædende emojis”.