Årets helt store mysterium: Hvem er Subwoolfer?

0
112
Foto: NRK

For et par uger siden sad jeg sammen med min kone og så semifinale 4 ved det norske Melodi Grand Prix. Pludselig spørger hun mig: ”Jamen, hvem er de to?” Spørgsmålet var rettet mod Subwoolfer, og selvom vi begge er ret glade for dem, måtte vi erkende, at vi ikke havde den fjerneste idé.

Resten af den aften blev brugt på at nærstudere fanteorier, TikTok-videoer, Instagram-posts og interviews, for at vi sammen kunne finde svaret: Hvem er Subwoolfer?

Hvad ved vi?

Subwoolfer beskriver sig selv som et 4,5 millioner år gammelt band fra Månen, hvor de bor i det allerstørste krater. Faktisk er de galaksens største band nogensinde, og har bl.a. sunget duet med Elvis Presley.

De taler med forvrængede stemmer, og kalder sig Keith og Jim – men ingen fans er helt sikre på, hvem der egentlig er hvem. Den høje af ulvene synger linjen ”Not sure you have a name, so I will call you Keith”, mens den lave synger ”If you don’t like the name Keith, I will call you Jim”. Herfra i denne artikel går vi derfor ud fra, at de to navngiver hinanden, og at det derfor er Jim, som er den høje af de to.

Hvis vi skal brække det ned til, hvad vi går efter, når vi undersøger sagen, så ved vi, at der er en vis højdeforskel på de to – et sted mellem 5 og 10 centimeter, alt efter hvilken situation, man ser dem i. Vi ved også, at det er to tynde, forholdsvis ranglede, mænd, som gemmer sig i ulvekostumerne. Zoomer man helt ind på billederne, kan man også afkode lidt af deres ansigtstræk, så vi kan bl.a. se Keith have et meget kraftigt kæbeparti.

Subwoolfer er signet hos Universal Music. Det giver et godt pejlemærke, for flere af vores mistænkte er også på kontrakt hos netop Universal. Det ville kræve et meget velvilligt pladeselskab at lade sine artister udgive musik hos andre – specielt til et så stort event som Eurovision.

Derudover kender vi nu de to ulves sangstemmer. Jim har en forholdsvis lys stemme, mens Keith har en ret boybandet vibe over sin stemme. Det kan du selv bedømme her:

YouTube player

Husk lige at have denne video klar til senere. Vi skal nemlig også sammenligne stemmer.

DJ Astronaut

Bag de to Subwoolfer-ulve står DJ Astronaut, som også har været med til at skrive Give That Wolf A Banana. Der har været flere fanteorier fremme, bl.a. JOWST, som vandt Melodi Grand Prix sammen med Aleksander Walmann i 2017 med sangen Grab The Moment.

Subwoolfer har dog nu selv afsløret, at manden i det gyldne astronautkostume, er ingen ringere end Alan Walker, som de fleste nok kan huske for megahittet Faded. Som det galaktiske band de er, kalder de selvfølgelig deres DJ for Alan MoonWalker. Så skulle den være lukket, og vi kan gå i gang med at analysere de to ulve.

YouTube player

Hvis vi lige skal forbi nogle af de mere kuriøse fanteorier, så kan vi starte med at afvise, at sidste års vinder af Melodi Grand Prix, TIX, skulle være indblandet i Subwoolfer. Man kan godt forstå, hvor teorien kommer fra, idet TIX meget hurtigt var ude og bekendtgøre, at han ved hvem Subwoolfer er. Samtidig kan ingen nok afvise, at TIX var typen, som kunne finde på at lave en partysang baseret på et eventyr. Men stemmerne er langt fra hinanden, og som om det ikke var nok, så har man i Melodi Grand Prix kunne se TIX gå rundt backstage i sit eget tøj – samtidig med at Subwoolfer var til stede. Med mindre, han er voldsomt hurtig til at klæde om, kan vi vist godt afvise den teori.

YouTube player

Nico & Vinz er en anden teori, vi er stødt på et par gange. Dem husker du måske fra megahittet Am I Wrong? som var uundgåelig for godt og vel ti år siden. Højdemæssigt passer det meget godt, men hverken Keith eller Jim har den mørke, bløde stemme, som kendetegner Nico & Vinz. Samtidig kan vi heller ikke få kropstyperne til at passe ind i ulvekostumerne. Der er for mange ting, der peger i en anden retning. Nico & Vinz er udelukket.

YouTube player

Vi kan også hurtigt udelukke Norges svar på Nik & Jay, Erik & Kriss. De har udgivet musik i Norge – på norsk – siden 2002, men har ligget stille siden 2018. Måske de har brugt tiden på at genopfinde sig selv? Musikstilen er absolut et hint om, at de kunne have noget med det at gøre, men stemmerne er meget, meget langt fra Keith og Jim.

YouTube player

En af de mere vedholdende teorier, som vi også selv overvejede, er Marcus & Martinus. De to unge drenge, som vandt MGP i 2012 med To Dråper Vann, og efterfølgende fik en vanvittig karriere som teenageidoler verden over i en alder af bare 16 år. De to går meget gerne deres egne veje, hvilket taler godt ind i hele Subwoolfer-universet. De er også signet hos Universal, hvilket igen er et plus. Højdeforskellen er ikke specielt stor på de to, hvilket kan tale imod, og så er deres stemmer heller ikke lige så forskellige som Subwoolfers er. Både Marcus og Martinus har den boyband-vibe, som Keith har, men ingen af dem har Jims lyse stemme.

Du kan selv bedømme og sammenligne Marcus & Martinus’ stemmer i denne live-video, som er optaget for nyligt.

YouTube player

En af de mere ubekendte er Sirkus Eliassen. Brødrene Magnus og Erik Eliassen udgav en række singler i starten af 2010’erne, og blev nummer tre i Melodi Grand Prix 2013 med I Love You Te Quiero. De har dog ikke udgivet musik sammen siden dengang, og det var på Beyond Records. Ingen af de to har umiddelbart Subwoolfers stemmer, men Magnus har en fin falset, som sagtens kunne passe med Jims stemme. Eriks dybe rapper-stemme er let at dømme ude, men kan vi helt udelukke at Magnus er Jim? Døm selv:

YouTube player

Den absolut mest vedholdende teori i Norge, både blandt fans og medier, hedder Gaute Ormåsen. Gaute deltog i Norges udgave af Idol i 2003, og blev nummer to efter Kurt Nilssen. Gaute har siden haft flere hits, og har to gange tidligere deltaget i Melodi Grand Prix – mest succesfuldt, da han i 2013 nåede finalen med sangen Awake. Gaute Ormåsens stemme er åbenlyst tæt på Jims, og hvis man zoomer godt ind på Jims (altså, den høje af ulvene) kæbeparti, kan man se en meget kraftig kæbe, og en ansigtsform som godt kunne minde om Gaute Ormåsen. Han er i øvrigt 189 cm høj, hvilket jo igen går godt i spænd med, at han lyder som Jim. Det virker meget sandsynligt, at han er en af dem der står bag.

Der er bare ét enkelt problem. Gaute Ormåsen har længe udgivet sin musik hos Sony. Så sent som i maj 2021 udgav han sin nyeste single hos netop Sony, og da Subwoolfer jo som bekendt er signet hos Universal, vil det kræve en usædvanlig aftale mellem de to pladeselskabsgiganter, hvis det skulle blive til virkelighed. Dog er det bemærkelsesværdigt, at Alan Walker – som vi jo tidligere lærte, er DJ Astronaut – står signet hos Sony Music på deres officielle hjemmeside. Så måske den usandsynlige aftale alligevel er en realitet?

Et lille kuriosum omkring Gaute Ormåsen er, at da Subwoolfer fik konstateret corona, lagde han et billede ud på Instagram, hvor han spillede fodbold med bl.a. Jonas Thomassen, som vi kommer til om lidt. Flere detektiver spottede dog hurtigt, at vejret ikke passede med årstiden – og var der ikke også noget med en ven på billedet, som var blevet klippet? Måske var det et gammelt billede, som blev lagt ud for at sløre for, at Gaute måtte en tur i isolation?

YouTube player

En anden tidligere Melodi Grand Prix-deltager, der bliver spekuleret i, er Vidar Villa. Han har tidligere udgivet en sang om netop Rødhætte, og bevæger sig normalt i et grænseoverskridende tekstunivers, som ikke er bange for at tage pis på alt og alle. Så langt, så godt. Vidar Villa har lidt af det, der kendetegner Keith, og han er signet hos Universal, så alt skulle jo i virkeligheden ligge lige til højrebenet. Samtidig har Vidar Villa tidligere lagt billeder på Instagram, hvor han samarbejder med Gaute Ormåsen, så en duo med de to lyder måske ikke så usandsynlig?

Vidar Villas faste makker, Jonas Thomassen, er også blevet nævnt flere gange. Han er ikke kendt som soloartist, men som Vidar Villas guitarist, ven og sangskriver. Derfor har vi kun sparsomme informationer om Jonas Thomassen, men eftersom Vidar Villa er signet hos Universal, har han jo en åbenlys vej ind. I 2006 blev han nummer to i Norges Idol, så synge, det kan han godt. På videoen herunder, er det Jonas Thomassen som står med guitaren lige ved siden af Vidar.

YouTube player

Med i årets Melodi Grand Prix er et tidligere medlem fra boybandet A1. Det er Christian Ingebrigtsen, som synger Wonder Of The World, men skal man tro vedholdende rygter, så er Ingebrigtsen ikke det eneste A1-medlem, som deltager i årets Melodi Grand Prix.

Hans boyband-kammerat, Ben Adams, er nemlig stærkt rygtet til at være Keith. Ben Adams er gift med norske Sara Skjoldnes, og bor i Norge, hvis du undrer dig over hvad en englænder dog laver i Norsk Melodi Grand Prix. Siden 2004 har Ben Adams udgivet musik som soloartist, og de senere år har det været uden pladeselskab i ryggen, så han er helt fri til at signe Universal til et projekt som Subwoolfer. I Keith leder vi jo i øvrigt efter en stemme med boyband-vibe, så en tidligere boyband-stjerne ligger vel lige til højrebenet.

Ben Adams er 178 cm høj, så hvis vi leger med tanken om, at Gaute Ormåsen er den anden, passer højdeforskellen også ret godt. Kropsbygningen ligeså. Og så husker du nok, at Gaute Ormåsen på Instagram forsøgte at camouflere, at han skulle være i corona-isolation. Ben Adams tog den skridtet videre, da Subwoolfer optrådte i fjerde semifinale. Han lagde nemlig videoer ud af, at han så hver enkelt deltager, mens han skiftevis filmede sit tv og sig selv. På klippene af de andre deltagere, manglede dog et NRK-logo i toppen af skærmen, hvilket kunne indikere, at han ikke selv så showet live i tv. Da det blev Subwoolfers tur til at være på scenen, var NRK-logoet pludselig tilbage i toppen af skærmen. Til gengæld lød Bens stemme som noget, der var blevet optaget. Døm selv på klippet her.

Min teori er, at Ben Adams’ kone har lagt videoer op, som Ben selv har optaget hjemme, mens han har lyd-optaget sig selv reagere på Subwoolfer. Så det er altså ikke Ben Adams, som reagerer på Subwoolfers optræden – det er Sara Skjoldnes, der dels filmer tv’et, dels afspiller Bens reaktion fra en anden telefon. Smart, ikke?

Den oplagte

Den allermest oplagte teori er selvfølgelig Ylvis, som for knap ti år siden bragede igennem med den humoristiske sang The Fox. Brødrene Bård og Vegard Ylvisåker har længe udgivet sjove sange om forskellige emner, og det ville absolut ikke være fjernt for dem med en sang som Give That Wolf A Banana. På stemmerne kan man absolut heller ikke udelukke, at det kunne være dem. Ylvis er signet hos Universal, ligesom Subwoolfer.

I forskellige interviews er Subwoolfer da også kommet med små kommentarer, som for den store Ylvis-fan kan forstås som hints. F.eks. har de fortalt, at sidst de var på Jorden, tabte de et spil Klodsmajor, og brikkerne bliver i dag kaldt ”The Stone Henge or something”. Ylvis har lavet en sang, som handler om hvad meningen med Stonehenge er, og hvorfor den overhovedet blev lavet.

Hvis vi dømmer på udseendet, kunne de to da også sagtens passe ind. Med en højdeforskel på seks centimeter, og den ene med et kraftigere kæbeparti end den anden, er det ikke usandsynligt, at de to brødre kunne være inde i ulvekostumerne.

YouTube player

Men HVEM ER SUBWOOLFER?

Skal jeg lægge hovedet på blokken, så forestiller jeg mig, at Gaute Ormåsen har fået løst sine forpligtelser med Sony, og sammen med Alan Walker, har Sony-folkene allieret sig med Ben Adams og dannet Subwoolfer til det ene formål at vinde Eurovision for Norge.

Jeg bliver dog heller ikke overrasket, hvis det viser sig at være Ylvis – der er bare mere der taler for Gaute og Ben.

Har vi overset nogen? Hvem tror du, Subwoolfer er?