Good Evening Europe-panelet: Sys Bjerre – ‘Honestly’

0
96
Foto: Petra Kleis

Vi er glade og stolte over at kunne præsentere en ny omgang af ‘Good Evening Europe-panelet’, hvor vi i 10 artikler vil tælle ned til musikfesten i Royal Arena med reviews af årets finalesange. Vi fortsætter nedtællingen med Sys Bjerre og sangen ‘Honestly’

I Good Evening Europe-panelet sidder 8 personer med forskellig baggrund, som alle har det til fælles, at de elsker Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest og har fulgt konkurrencen tæt i flere år. Du kan læse mere om, hvad de 8 jurymedlemmer anser som den “perfekte vindersang” i sidemenuen til højre og få en introduktion til jurymedlemmerne her.

Vi har en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en tidligere radiovært, en finsk poptøs som elsker Chanée og N’Evergreen, en fodboldfan og tidligere komiker, en softwareudvikler og ikke mindst en fyr, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – rangeret hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 1 og 12.
Vi har lagt pointene sammen og du kan se både den samlede score, det gennemsnitlige pointantal samt evt. topkarakterer, der er uddelt. Under hhv. 8, 10 og 12 point er der billede af den eller de jurymedlem(mer), som har tildelt karakteren.

Læs ogsåMød medlemmerne i GEE-panelet – DMGP finalen 2020

Sys Bjerre – Honestly

34-årige Sys Bjerre slog igennem med hittet “Malene” i sommeren 2008. Forinden havde hun sunget duet og optrådt med Thomas Buttenschøn og været på turné med Tue West. Hun har også slået sine folder på TV som vært på Boogie sammen med Jeppe Voldum.

Sys begyndte til Suzuki-violin som tre-årig og skrev sine første sange på dansk under en rejse til Nepal. Hun har udgivet 4 albums: ‘Gør Det Selv’ (2008), ‘All In’ (2010), ‘Sys’ (2012) og ‘Alle Mine fejl’ (2015). Derudover har hun komponeret og skrevet sange til Kirkesangbogen, Musicalen “Efter Brylluppet”, Julekalenderen “Ludvig Og Julemanden”, Teaterforestillingen “Krop Amok”, Cirkus Summarum-sangen og meget andet.

I 2017 deltog hun i DR’s Karrierekanonen med bandet Duks.

Sys har flere gange været involveret i Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision som jury, men det er første gang, hun optræder som solist.

”Det er en sang der betyder meget for mig, og den kommer direkte fra mit hjerte. Jeg vil ikke bare underholde med min musik. Jeg vil skabe forbindelser, og for mig at se, står vi mennesker på tærsklen til en ny, kærlig verden, vi skal bare turde tage springet. Det er et bevidst valg vi må træffe hver især, men det er den indre aktion, som skaber den interaktion vi har med hinanden og verden omkring os. Jeg vågnede en morgen kl. 5 og havde hele sangen i hovedet – både tekst og musik – og indspillede den samme dag. Det er yderst sjældent, at det hele kommer på en gang, men når det gør, giver det en vidunderlig umiddelbarhed.”

Topkarakterer

YouTube player

Samlet score: 28 point / Gennemsnit: 3,5

Reviews

Der er som sådan intet i vejen med Sys Bjerres fine sang. Det er bare den eneste af de ti sange, jeg ikke kan huske, selvom jeg har hørt dem alle igennem 10-20 gange. Ind af det ene øre, ud af det andet.

Daniel

Jeg er vild med Sys Bjerre og hendes finurlige tekster og unikke udtryk, som har haft en fast plads på mine playlister igennem årene. ‘Honestly’ er en sød og fin sang med et godt budskab. “I want there to be Polar bears when our kids grow up” er mit favorit-citat fra en sang, som nok skal gå en fin fremtid i møde på radiostationerne. Dog tror jeg konkurrencen i Royal Arena er for hård til, at Sys Bjerre kommer til at stå tilbage blandt de 3 sidste artister i superfinalen.

Mette

Jeg er en ret stor fan af Sys. Hendes musik og tekster er altid værd at lytte til. ‘Honestly’ en lidt dyster tekst til en up-beat nærmest glad melodi, og modsætningen synes jeg er fascinerende. Med det sagt så tror jeg ikke, at kombinationen kommer til at klare sig ret godt ved DMGP. Der mangler en eller anden form for klimaks eller noget man kan hæfte sig ved som seer.

Michael

Jeg synes Honestly er sød en sang, og den har et rigtig godt budskab. Jeg bliver i godt humør, når jeg hører den, og kan ikke lade være med at sidde og vugge med. Jeg synes sangens enkelthed og den fine instrumentale del fungerer rigtig godt. Den giver mig lidt Leonora-vibes, men i et stærkt år som dette, bliver det nok svært at klare sig lige så godt.

Mila