Good Evening Europe-panelet: Isam B – ‘Bølger’

0
94
Foto: Lars Svankær

Vi er glade og stolte over at kunne præsentere en ny omgang af ‘Good Evening Europe-panelet’, hvor vi i 10 artikler vil tælle ned til musikfesten i Royal Arena med reviews af årets finalesange. Vi fortsætter nedtællingen med Isam B og ‘Bølger’.

I Good Evening Europe-panelet sidder 8 personer med forskellig baggrund, som alle har det til fælles, at de elsker Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest og har fulgt konkurrencen tæt i flere år. Du kan læse mere om, hvad de 8 jurymedlemmer anser som den “perfekte vindersang” i sidemenuen til højre og få en introduktion til jurymedlemmerne her.

Vi har en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en tidligere radiovært, en finsk poptøs som elsker Chanée og N’Evergreen, en fodboldfan og tidligere komiker, en softwareudvikler og ikke mindst en fyr, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – rangeret hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 1 og 12.
Vi har lagt pointene sammen og du kan se både den samlede score, det gennemsnitlige pointantal samt evt. topkarakterer, der er uddelt. Under hhv. 8, 10 og 12 point er der billede af den eller de jurymedlem(mer), som har tildelt karakteren.

Læs ogsåMød medlemmerne i GEE-panelet – DMGP finalen 2020

Introduktion: Isam B – ‘Bølger’

Det er snart 13 år siden Isam B, kendt fra hiphop-trioen Outlandish, sprang ud som solokunstner med debutpladen Institution, der bl.a. indeholdt den smukke fortolkning af H.C. Andersens tekst ”I Danmark er jeg født”.

Efter 20 år valgte Outlandish i 2017 at stoppe og opløse sig selv, og medlemmerne fortsatte i stedet med diverse soloprojekter.

På det seneste har Isam B bl.a. gjort sig bemærket med sangen “Ramadan i København”, som blev skrevet som et muligt optagelsesemne i Højskolesangbogen.

Isam B har også tidligere haft en finger med Dansk Melodi Grand Prix. Tilbage i 2012 var han sammen med Remee og Chief 1 sangskriver på ‘Should’ve Known Better’, som Soluna Samay sang.

“Jeg bruger meget mig selv og mit liv som drivkraft, når jeg skaber musik, og ’Bølger’ er en sang om at være stolt af det menneske man er – uanset farve, kultur, religion, seksualitet, alder og hvad vi ellers kan føle os hæmmede af p.g.a. omverdenens fordomme. Samtidig skal vi også være bedre til ikke at reducere andre mennesker til stereotyper, for det medfører, at vi ikke længere kan identificere os med hinanden. I en tid fyldt med angst er det to vigtige budskaber – både til mig selv, men også til alle der sidder og ser med i Royal Arena og hjemme foran skærmene.”, Isam B.

Topkarakterer

YouTube player

Samlet score: 55 point / Gennemsnit: 6,88

Reviews

Åh hvor er den her sang bare fantastisk! For mig er dette den absolut bedste sang i årets felt. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at det er den bedste sang på dansk, der har været med i mange år. Både melodisk og lyrisk bygger den sig så smukt op, og den rører mig lige i hjertet. Isam har et så stærkt et budskab, som jeg tror også vil røre folk hjemme i stuerne og gøre at rigtig mange sender en stemme i hans retning. Jeg håber inderligt og tror at han kan overraske og ende rigtig højt, og måske endda kæmpe med om sejren

Mila

Jeg fik udtalt noget i retning af “Isam B vinder DMGP 2020”, samme nat som bidragene blev afsløret. Efter en del flere gennemlytninger er jeg ikke længere så skråsikker.
Sangen har dybde og er værd at sætte sig ned og lytte til, men om det er en sang, der kan tage titlen, ved jeg ikke helt. ‘Bølger’ er stadig et bidrag, som godt kunne ende i superfinalen. Både fordi det er en rigtig god sang, men også fordi det er Isam B.

Michael

Jeg tror ikke, denne sang vil klare sig særlig godt internationalt, men hvor er jeg glad for, at den er med i vores finale. En smuk sang med et smukt budskab, og så synger Isam B jo bare vidunderligt.

Daniel


Årets definitivt smukkeste tekst og et stærkt budskab, som ville gøre mig stolt at dele med Europa. Isam B blotter sig med en personlig sang, der går direkte under huden på én og giver stof til eftertanke.
Man kan fordybe sig i teksten i timevis og stadig støde på nye tankevækkende formuleringer og symbolikker.
Den smukke tekst leveres af Isam’s genkendelige vokal og understøttes på en effektiv måde af den blide, iørefaldende melodi, der bygger op til en stærk afslutning. Om det er nok til sejr er det helt store spørgsmål. Jeg ser umiddelbart minimum 2 sange med større chancer for sejr, men Isam B er bestemt en darkhorse.

Mette

Er du enig med panelet?

Er du enig med os eller skyder vi helt ved siden af? Husk at dele DIN mening i kommentarsporet på Facebook og stem i vores nye juryafstemning. hvor du kan rangere årets finalesange fra 1 til 12 point.

Stem her >>

YouTube player