Mød de 10 finalister i Dansk Melodi Grand Prix 2020

1
115
Melodi Grand Prix løber 2020 artister og sange er klar. Hør dem her og læs om årets DMGP deltagere
Foto: Agnethe Schlichtkrull, Petra Kleis, privat, Kristian Brasen, Kristian Holm, screenshots fra Youtube

Melodi Grand Prix 2020 løber af stablen 7. marts i Royal Arena med deltagelse af 10 sange. Ved midnat i dag fik vi sat navn på alle 10 deltagere.

I sidste uge sluttede den store landsdækkende afstemning, hvor ni sange kæmpede om tre finalepladser i Melodi Grand Prix 2020.

Vinderne blev ’Screens’ – Sander Sanchez, ‘Forget It All’  Kenny Duerlund og ’Yes’ – Ben & Tan, som overbeviste danskerne i hhv. NORD, SYD og ØST-distrikterne.
Efterfølgende har en musikkyndig jury fra P4’s ni distrikter taget stilling til, hvilke to af de seks sange, som danskerne ikke stemte videre, der skulle have et wildcard. Valget er faldet på ’Bye Bye Heaven’ – Jamie Talbot og ’Ville ønske jeg havde kendt dig’ – Emil.

De fem nykårede finalister får følgeskab af fem yderligere sange, som DR’s fagjury har udvalgt. Du kan læse mere om dem herunder.

Læs også: Alle nyheder om Melodi Grand Prix 2020 >>

Lyt til alle sangene på Spotify

Etablerede kunstnere, en Eurovision-artist og flere dansksprogede sange

Med de 5 finalister fik vi tilføjet flere etablerede artister til feltet, ligesom det også står klart, at Melodi Grand Prix 2020 får selskab af en belgisk Eurovision-deltager og så er der godt nyt til alle, der har savnet dansksprogede sange i Melodi Grand Prix.

Isam B er især kendt for sin tid i Outlandish, Sys Bjerre storhittede med ’Malene’Maja og de sarte sjæle brød igennem i Karrierekanonen, Benjamin Kissi havde ugens uundgåelige med Are We Brothers-nummeret ’Come Around’ og Jasmin Roses finalesang er bl.a. skrevet af Dansk Melodi Grand Prixets ukronede dronning Lise Cabble og har den belgiske beatboxer og tidligere Eurovision-deltager RoxorLoops med sig.

Én af de følgende 10 artister skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest 2020 i Rotterdam:

De 10 finalister i Melodi Grand Prix 2020

1. Jamie Talbot – Bye bye Heaven

Jamie Talbot, Foto: privat foto
Jamie Talbot, Foto: privat foto

(Tom Oehler, Hampus Eurenius og Aron Blom)

Jamie kommer fra en musikalsk familie, og hans far har spillet i coverbands i hele verden. Spillede trommer fra han var syv, begyndte at synge i 10. klasse og så har den stået på guitar og sang fra gymnasietiden og frem, hvor han både har sunget solo og i flere bands. I 2018 blev Jamie nummer to i X-Factor. Siden da har han udgivet to numre og han arbejder i øjeblikket på en soloplade.

Jamies sang i Melodi Grand Prix 2020 hedder“Bye Bye Heaven’ og er en meget ligetil popsang, der fungerer supergodt til radio. Den handler om kærlighed og om hvordan man nogle gange har livet planlagt, men må overgive sig til fristelsen, fordi man ikke kan lade være.”

Om sangskriverne:
Tom Oehler er sangskriver og producer med base i Zurich, Schweiz. Han har en Master of Arts fra Zurich Universitet og underviser i musikproduktion. Sidste år var han med til at skrive det tyske bidrag ‘Sister’ sunget af S!sters.

Hampus Eurenius er svensk sangskriver og står bl.a. bag ”We are One” i årets Melodifestivalen, som synges af Frida Öhrn.

Aron Blom er en del af Cosmos Music label og en etableret sangskriver med flere scandinaviske succeser bag sig.

2. Isam B – Bølger

Isam B, Foto: Lars Svankjær

(Babak Vakili, Isam Bachiri, Morten Woods)

Det er snart 13 år siden Isam B, kendt fra hiphop-trioen Outlandish, sprang ud som solokunstner med debutpladen Institution, der bl.a. indeholdt den smukke fortolkning af H.C. Andersens tekst ”I Danmark er jeg født”.

Efter 20 år valgte Outlandish i 2017 at stoppe og opløse sig selv, og medlemmerne fortsatte i stedet med diverse soloprojekter.

Isam B’s første store inspirationskilde i barndommen var Michael Jackson. Både p.g.a. musikken, men også fordi de havde ens krøller, og det var første gang, Isam kunne spejle sig i en artist fra popkulturen.

I teenageårene opdagede han den franske hiphop-gruppe ’Saïan Supa Crew’, der havde nordafrikanske rødder. Det var gennem dem, Isam fandt ud af, at det var okay at være stolt af og repræsentere sig selv og sin identitet, hvilket også blev fundamentet for ’Outlandish’, fem plader og verdensturnéer.

På det seneste har Isam B bl.a. gjort sig bemærket med sangen “Ramadan i København”, som blev skrevet som et muligt optagelsesemne i Højskolesangbogen.

Isam B har også tidligere haft en finger med Dansk Melodi Grand Prix. Tilbage i 2012 var han sammen med Remee og Chief 1 sangskriver på ‘Should’ve Known Better’, som Soluna Samay sang.

Isam B om ‘Bølger’:

“Jeg bruger meget mig selv og mit liv som drivkraft, når jeg skaber musik, og ’Bølger’ er en sang om at være stolt af det menneske man er – uanset farve, kultur, religion, seksualitet, alder og hvad vi ellers kan føle os hæmmede af p.g.a. omverdenens fordomme. Samtidig skal vi også være bedre til ikke at reducere andre mennesker til stereotyper, for det medfører, at vi ikke længere kan identificere os med hinanden. I en tid fyldt med angst er det to vigtige budskaber – både til mig selv, men også til alle der sidder og ser med i Royal Arena og hjemme foran skærmene.”

Om sangskriverne:
Isam B (Bachiri) har selv skrevet ‘Bølger’ sammen med rapper Babak Vakili og den dansk/engelske sanger, sangskriver og guitarist Morten Woods, som både selv har udgivet musik, skrevet til EyeQ og bl.a. spillet sammen med Alberte, Søren Sko, Love Shop, Nikolaj Steen, Julie og Sanne Salomonsen.

3. Maja og De Sarte Sjæle – Den eneste goth i Vejle

Maja og de sarte sjæle, Foto: Kristian Brasen

(Timo Mastrup-Andersen)

Sangerinden Maja Rudolph og tekstforfatter Timo Andersen står bag den dansksprogede duo ‘Maja og de sarte sjæle’.

Timo er formet af sin musikalske far, der havde en stor pladesamling, hvor især Bob Dylan fyldte meget i barndomshjemmet, og Maja Rudolph var kirkesanger i sine unge år, hvor hun lærte at forfine sin sangteknik.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at den klassiske sanger og den folk-inspirerede sangskriver skulle finde sammen, men de to modsætninger fandt hinanden for 10 år siden i Sønderjylland. Hverken Maja eller Timo havde spillet i et band, før de dannede duoen. De mødtes hos en fælles ven og pludselig opstod Maja og de Sarte Sjæle, som lavede demo-sange sammen i nogle år, før de blev kontaktet af et pladeselskab.

Duoen debuterede i april 2016 med albummet ’Maja og De Sarte Sjæle’ og sangen ”Uden Dig” blev et af de mest spillede numre i radioen. Albummet blev året efter nomineret til årets danske pop-udgivelse ved Gaffa-prisen 2017.

I 2019 var duoen tilbage med deres første udspil siden debutalbummet og sangene ”Christoffer” og ”Venter på dig”.

Maja og Timo om ‘Den eneste goth i Vejle’:

”’Den eneste goth i Vejle’ er en skilsmissesang set fra børnenes perspektiv. Når vi går fra hinanden handler det ofte meget om de voksne, og vi har en tendens til at glemme børnene, der får revet hele deres fundament itu, når forældrene bryder, hvilket senere kan skabe den identitetskrise, mange oplever i deres ungdomsår.

Det er måske lidt uvant at stille op med en skilsmissesang, men faktum er at 51 pct. af alle par bliver skilt, så det er i hvert fald noget, rigtig mange danskere kan relatere til.”

Om sangskriver
‘Den eneste goth i Vejle’ er skrevet af Timo fra Maja og de sarte sjæle. Læs mere herover.

4. Benjamin Kissi – Faith

Benjamin Kissi, Foto: Kristian Holm

(Benjamin Kissi, Frederik Tao Nordsøe Scholdan)

Benjamin Kissi har de sidste 12 år slået sine folder på den danske musikscene som sanger, sangskriver og guitarist og som backingmusiker for navne som EaggerStunn, The William Blakes, Jokeren, Outlandish og Medina.

Benjamin blev i sin barndom formet af sin mors forkærlighed for funk, afrobeat og reggae. Han brugte “nonfirmationspengene” på en guitar og på Guitar Academy mødte han Shaka Loveless og Lasse Boman og blev en del af deres band ’Electric Gypsies’ (senere ’Gypsies’). De fik en pladekontrakt efter at have varmet op for ’The Roots’, og har turneret verden rundt med ’Outlandish’, hvorfra Benjamin altså kommer til at stå overfor Isam B den 7. marts.
Benjamin fik som en del af bandet ’Are We Brothers’ en ‘Ugens uundgåelige’ på P3, og har siden udgivet to plader i eget navn.
I 2013 udgav han sin solo-debut med bla. singlen ‘Makeup Sex’, som er blevet spillet flittigt på P3 og i skrivende stund har 280.000 afspilninger på Spotify. I 2015 var han producer og medforfatter på Thøger Dixgaards single ‘Blød Indeni’, som bl.a. var P3’s uundgåelige.
Med inspiration fra kunstnere som M.I.A., Kid Cudi, MGMT og Azelia Banks blander Benjamin Kissi popmelodier med tunge beats, skæv electronica, ”rigtige” instrumenter og samples.

Sidste år udgav Benjamin singlen ‘Sing My Song’, som er et resultat af arbejdet i hans eget hjemmestudie, hvor han har dyrket sin lidenskab for old school gear; retro-samplere, synthesizere, forstærkere og mixere.

”Jeg har hele tiden musik i mit hoved, og er altid i gang med at producere noget. Jeg har prøvet at stoppe og finde en anden karrierevej, men jeg kan ikke lade være.

’Faith’ er et popnummer med en old school soul-følelse, og handler om troen på det bedste i mennesker, om at have tillid til hinanden og tillid til, at vi altid gør vores bedste. Jeg glæder mig afsindigt meget til at optræde med sangen for hele Danmark – især med et live-orkester i ryggen. Det bliver vildt!”

Om sangskriverne:
Benjamin Kissi har selv skrevet ‘Faith’ sammen med den danske guitarist og producer, Frederik Tao Nordsøe Scholdan. Ud over at være musiker i The William Blakes, hvorfra han kender Benjamin Kissi, og grupperne The Mountains og Choir of Young Believers, har Frederik produceret musik for bl.a. Outlandish, Burhan G og Christopher.

5. Kenny Duerlund – Forget it All

Kenny Duerlund, Foto: Agnete Schlichtkrull
Kenny Duerlund, Foto: Agnete Schlichtkrull

(Henrik Tala, Mila Falls, Patrick Jean og Kenny Elnergaard Duerlund)

Kenny fik smag for musikken, da han gik på efterskole, og medvirkede i en musical. Begyndte herefter at spille guitar og klaver og har knoklet for at lære det, da han ikke havde et medfødt talent. Udover musik har han en kæmpe passion for skuespil og har medvirket i mange musicals – bl.a. i en af de to hovedroller i ’Evita’ sammen med Anette Heick.

Kenny Duerlund om ‘Forget it All’:

“Vi har alle sammen noget i rygsækken som vi har slået os på. Noget der hæmmer og begrænser os. Nogle gange møder man et menneske der får en til at glemme alt og nulstille det hele, hvilket kan være meget sundt. Derfor er ’Forget It All’ en sang alle kan relatere til, og så er det en organisk og moderne popsang, der stiger i intensitet fra start til slut med masser af popelementer, som jeg synes fungerer virkelig godt”.

Om sangskriverne:
Henrik Tala er sangskriver og producer fra Helsinki, Finland. Her har han skrevet og produceret singler for adskilige Warner Music og Sony Music artists og har solgt til guld og platinum flere gange. Han står også bag en del udgivelser i Japan, Korea og Taiwan. Sidste år var han med til at skrive publikumsfavoritten ‘Spirit in the Sky’ til KEiiNO.
Mila Falls er amerikansk sangskriver, producer og selvlært musiker. Hun startede for alvor med sang og sangskrivning, da hun i fik en sync-rolle i filmen “Bring It On” og var i 2018 den officielle Fifa World Cup-stemme. Hun har deltaget i adskillige sangskrivercamps verden over og har skrevet til store internationale stjerner, tv-produktioner og Hollywood-film.
Patrick Jean er svensk sanger og sangskriver, som bl.a. har arbejdet sammen med Melanie Wehbe, der sidste år var en del af teamet bag ‘Love is Forever’.

6. Sys Bjerre – Honestly

Foto: Petra Kleis

(Lasse Lyngbo, Sys Bjerre)

34-årige Sys Bjerre slog igennem med hittet “Malene” i sommeren 2008. Forinden havde hun sunget duet og optrådt med Thomas Buttenschøn og været på turné med Tue West. Hun har også slået sine folder på TV som vært på Boogie sammen med Jeppe Voldum.

Sys begyndte til Suzuki-violin som tre-årig og skrev sine første sange på dansk under en rejse til Nepal. Hun har udgivet 4 albums: ‘Gør Det Selv’ (2008), ‘All In’ (2010), ‘Sys’ (2012) og ‘Alle Mine fejl’ (2015). Derudover har hun komponeret og skrevet sange til Kirkesangbogen, Musicalen “Efter Brylluppet”, Julekalenderen “Ludvig Og Julemanden”, Teaterforestillingen “Krop Amok”, Cirkus Summarum-sangen og meget andet.

I 2017 deltog hun i DR’s Karrierekanonen med bandet Duks.

Sys har flere gange været involveret i Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision som jury, men det er første gang hun optræder som solist.

Sys Bjerre om ‘Honestly’:

”Det er en sang der betyder meget for mig, og den kommer direkte fra mit hjerte. Jeg vil ikke bare underholde med min musik. Jeg vil skabe forbindelser, og for mig at se, står vi mennesker på tærsklen til en ny, kærlig verden, vi skal bare turde tage springet. Det er et bevidst valg vi må træffe hver især, men det er den indre aktion, som skaber den interaktion vi har med hinanden og verden omkring os. Jeg vågnede en morgen kl. 5 og havde hele sangen i hovedet – både tekst og musik – og indspillede den samme dag. Det er yderst sjældent, at det hele kommer på en gang, men når det gør, giver det en vidunderlig umiddelbarhed.”

Om sangskriverne:
Sys Bjerre har selv skevet ‘Honestly’ sammen med Lasse Lyngbo. Lasse er både sanger, sangskriver og forfatter. Han har sit eget studie, Bamboom studio, på Islands Brygge i København og har blandt andet produceret musik for Hjalmer og Vinnie Who.

7. Jasmin Rose ft. RoxerLoops – Human

Foto: Screenshot fra Youtube

(Erik Smaaland, Gavin Jones, Grace Risch, Lise Cabble)

Jasmin er født i London men er opvokset i Danmark. Da Jasmin var barn betød hendes forældre meget i hendes musikopdragelse, og et skelsættende øjeblik var, da de tog hende med ind og se Andrew Lloyd Webber-musicalen ’Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat’, da hun var fem år gammel. Herefter vidste hun, at musik skulle være en stor del af hendes liv.
Hun har siden sunget i Fredensborg Slotskirkes Pigekor, taget en musicaluddannelse på London School of Musical Theatre og medvirket i mange forestillinger. I øjeblikket er Jasmin i gang med at færdiggøre en solistuddannelse fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg, hvor hun også bor.

Jasmin kunne før jul opleves i en duet med vinderen af Dansk Pop Talent 2016 på DK4, Anders Hornshøj, i en duet af juleklassikeren ‘Let Love Be Love’.

Jasmin arbejder sammen med den verdenskendte beatboxer RoxorLoops, som hun også deltager i Melodi Grand Prix sammen med.

Roxorloops er en verdenskendt beatboxer og vocal artist, der ligesom Jasmin har gået på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Han har allerede selv deltaget i Eurovision. Det skete i 2011 som en del af vokalgruppen Witloof Bay.

Jasmin om ‘Human’:

”Jeg glæder mig utroligt meget til at være en del af en kæmpe begivenhed, som samler Danmark. Der er så meget i dag, hvor vi sidder i hver vores verden, og det er også det min sang Human handler om. Om vi er ved at miste det menneskelige? Miste kontakten til hinanden i en mere og mere teknologisk verden, både i et bredt perspektiv og på det personlige plan. Så det er en sang med meget hjerte, men også med meget knald på, en rigtig grand prix-basker.”

Om sangskriverne:
Erik Smaaland er norsk musikproducer, sangskriver og tidligere frontfigur i bandet Lucky Stroke. Han har arbejdet sammen med store navne som Ava Max, Alan Walker og Robin Schulz. I år står han bag én af årets norske favoritter Rein Alexanders ‘One Last Time’.

Gavin Jones er en britisk/svensk sangskriver bosiddende i Stockholm, som bl.a. har samarbejdet med Zara Larsson, Little Mix, Will Young, Pixie Lott, Alexandra Burke og Eurovision-vinder Måns Zelmerlöw.

Grace Risch er en tysk sanger, sangskriver og skuespiller med nigerianske rødder bosat i Berlin.

Lise Cabble kræver ingen yderlige præsentation. Hun er den ukronede Grand Prix-dronning og har bl.a. været med til at skrive Eurovision-vinderen ‘Only Teardrops’ til Emmelie de Forest, ligesom hun har deltaget med adskillige udødelige Grand Prix-klassikere, såsom ‘Fra Mols til Skagen’ (Aud Wilken) , ‘Uden Dig’ (Sanne Gottlieb), ‘New Tomorrow’ (A Friend in London), ‘Starlight’ (Anna Ritsmar) og ‘Love is Forever’ (Leonora).

8. Sander Sanchez – SCREENS

Sander Sanchez, Foto: Agnete Schlichtkrull
Sander Sanchez, Foto: Agnete Schlichtkrull

(Jonas Thander, Liam Craig og Christopher Wortley)

23-årige Sander har sunget og optrådt hele livet og ser ikke sig selv lave andet. Han har gået på Sankt Annæ Gymnasium, spiller både klaver og guitar, har medvirket i musicals, sunget for i et funkinspireret Big Band, optrådt flere gange til Aarhus festuge og performet et utal af gange i LGBTQ+-miljøet. Han er inspireret af de helt store divaer og elsker god lyrik præsenteret af en stærk vokal. I øjeblikket studerer Sander musikvidenskab på Københavns Universitet.

Sander Sanchez om SCREENS:

”Musik for mig er et frirum, hvor man stærkt og smukt kan udtrykke alle de følelser man ligger inde med, og udtryk af følelser man ligger inde med og ’Screens’ handler om den tendens vi alle har til at leve i vores egen lille boble med en skærm foran os. Vi isolerer os fra omverdenen, og med sangen vil jeg gerne sige: spræng boblen og se hinanden i øjnene. Lev ikke gennem skærmen.”

Om sangskriverne:
Sanger, sangskriver og musiker Jonas Thander var sidste år med til at skrive det britiske bidrag ‘Bigger Than Us’ sammen med bl.a. John Lundvik. I 2018 har han med til at skrive ‘My Turn’ til selvsamme Lundvik. Desuden har han skrevet ‘I’ve Been Waiting for This Night’ til Donny Montell i 2016. Udenfor Eurovision er det blevet til flere Billboard Top 10 hits med bl.a. Ariana Grande og Taylor Swift.
Jonas Thander har fået selskab af den nordirske producer Liam Craig og sangskriver Christopher Wortley, som bl.a. har skrevet popsange til japanske boybands samt musik til musicals og teatre.

9. Emil – Ville ønske jeg havde kendt dig

Emil, Foto: Agnete Schlichtkrull
Emil, Foto: Agnete Schlichtkrull

(Esben Svane, Emil Vestergaard Klausen, Gavyn Matthew Bailey og Tim Schou)

19-årige Emil Vestergaard Klausen begyndte at spille musik pga. sin far og har skrevet sange lige så længe han kan huske. Han tog musiklinjen på efterskolen, spillede musik i gymnasiet, har været på flere sangskrivercamps og meldte sig i 2013 til børnenes MGP, hvor han blev tildelt coachen Esben Svane, som han nu har lavet sangen til Melodi Grand Prix 2020 sammen med.

Emil om ‘Ville ønske jeg havde kendt dig’

Sangen handler om min farfar, som jeg aldrig har mødt, men har fået masser af historier om – især når vi har besøgt deres sommerhus i Thy, hvor vi også indspillede sangen. Det er dejligt, at deltage med meget personlig sang, og jeg er stolt af, at den er på dansk.

Om sangskriverne:
To af medlemmerne fra ‘A Friend in London’ har været med til at skrive ‘Ville ønske jeg havde kendt dig’. Det gælder Esben Svane og Tim Schou. Esben har tidligere bl.a. skrevet en sang til den britiske udvælgelse sammen med Lise Cabble, mens Tim sidste år havde en sang med i den tyske udvælgelse og i 2017 i Sverige’s Melodifestivalen.
Sangen er skrevet med Emil selv den amerikanske singer-songwriter Gavyn Matthew Bailey, som i 2013 udkom med debutalbummet Sickly in Love.
Gavyn kom i november 2013 til Danmark, hvor han deltog i det danske band Dúnés akustiske del af ‘Wild Hearts Tour’ og optrådte i GO’ Morgen Danmark i Tivoli sammen med Dúné.

10. BEN & TAN – Yes

Ben + Tan, Foto: Agnete Schlichtkrull
Ben + Tan, Foto: Agnete Schlichtkrull

(Emil Adler Lei, Jimmy Jansson og Linnea Deb)

17-årige Benny (eller Benjamin) Rosenbohm har haft en barndom fyldt med musik, der udviklede sig til en stor passion, men det var filmen ’School of Rock’ der inspirerede ham til at spille guitar. Han elsker at performe – både som vokalist og som musiker.

Han er født i Berlin men bosat i København. Benny deltog i sidste års X Factor, hvor han sluttede på 2. pladsen efter Kristian Kjærlund.

For 22-årige Tanne har det altid været en selvfølge at synge siden hun sang første gang offentligt i 6. klasse, og det gik det op for hende, at man kunne glæde andre ved at optræde for dem.

Tanne deltog ligesom Benjamin i X-Factor 2019. Tanne som en del af Oh Lands sammensatte pigeband ’Echo’, der nåede semifinalen.

Selvom de tidligere har kæmpet mod hinanden glæder de sig begge til at kæmpe sammen om at komme med i Melodi Grand Prix 2020.

BEN & TAN om ‘Yes’:

’Yes’ er en folk-pop sang, der giver en dejlig følelse af at løbe ned af en bakke med 100 km/t og skrige med en guitar i baggrunden. Den handler om at man skal være åben overfor kærligheden, og ikke afvise den fordi det ikke lige passer ind i livsplanerne, og at det måske kommer til at gøre ondt. For det kan man også lære noget af.

Om sangskriverne:
Linnea Deb er en svensk sanger og sangskriver, som i sine unge dage startede som korpige og bl.a. har bakket Carola og Ace Of Base op. Det er også Linnea, der synger kor på Måns Zelmerlows Mello-bidrag fa 2007 ‘Cara Mia’. Siden da har Linnea været en fast bestandel af Melodifestivalen som sangskriver og blandt de sangskrivere med flest sange i 10’erne.
Mello-eventyret startede i 2012 med en 3. plads til Ulrik Munther og hans “Soldiers” og siden da har Linnea leveret den ene succes efter den anden. Året efter vandt hun med “You” som deltog i Eurovision Song Contest i Malmø, i 2014 blev hun nummer 2 i Melodifestivalen med ‘Busy Doin Nothin’ og det hele kulminerede i 2015, da hun ikke blot vandt Melodifestivalen, men også Eurovision med ‘Heroes’, som blev sunget af førnævnte Måns.

Hun har desuden haft stor succes med sangen “Cool Me Down” til polske Margaret, og i 2018 stod hun bag ‘Monsters’ sunget af Saara Aalto.
Linnea Deb har i år teamet op med den unge men rutinerede svenske sanger og sangskriver Jimmy Jansson, som i år har fået hele 6 bidrag i Melodifestivalen. Jimmy har selv deltaget flere gange som solist i Melodifestivalen og bl.a. stået i en duel overfor Sanna Nilsson.

‘Yes’ er skrevet på The Arrangement’s sangskrivercamp på Mallorca sammen med den talentfulde danske sangskriver og producer Emil Lei, som sidste år var med til at skrive ‘Love is Forever’.

Comments are closed.