‘Showgirl of the Year’ får premiere på Godsbanen i Aarhus

0
128
Foto: Showgirl of the Year / Facebook

Et flot, nytænkende og underholdende show med glitter, glimmer og store kostumer!

Det er hvad, arrangørerne af “Showgirl of the Year” lover, når første udgave af showet løber af stablen på lørdag den 25. maj på Godsbanen i Aarhus.
– Vi er en gruppe på 5 personer fra Aarhus, som har startet foreningen Showgirl of The Year, fortæller Thomas Herman Søgaard, som er blandt stifterne af Aarhus’ nye mangfoldighedsshow og Drag Queen-konkurrence.

– Det eneste større Drag Queen-show i Danmark er ‘Nattens Dronning’ i Odense og det ville vi gerne lave om på, siger han med henvisning til at lokale drags- og performere længe har ønsket en jysk platform at vise sig frem på.

Øget fokus på at stå frem og være sig selv

Drag-kunstarten rører for alvor på sig i disse år, både herhjemme og i udlandet, hvor Youtube-kanaler, talentshows og tv-programmer som RuPauls Drag Race har bidraget til at sprede genren til et bredere publikum.

Ideen til ‘Showgirl of the Year’ er opstået med udgangspunkt i den opblomstring og udvikling, der er sket i dragmiljøet de senere år, hvor mange nye queens er kommet til, ligesom der har været øget fokus på køn og gender som helhed samt på at stå frem og være sig selv.

YouTube player
ASTA er blandt dommerne i ‘Showgirl of the Year’ og står deruden bag en gæsteoptræden ved showet.

Et bredt netværk i det århusianske kulturliv og LGBT+ miljø

Bag “Showgirl of The Year” står en flok erfarne og kompetente personer, som alle har rod i det århusianske og østjyske teatervækstlag samt et stort og bredt netværk i det århusianske kulturliv og lgbt+ miljø. De fem stiftere er:

  • Sune Søgård Mouritzen – 41 år, frisør/faglærer – skuespiller, musical-performer og sanger. Har medvirket i mange forestillinger i Danmark.
  • Susanne Nicoline Lund – 45 år, lærer- skuespiller, musical performer og sanger. Har medvirket i mange forestillinger i Danmark.
  • Thomas Herman Søgaard – 41 år, kunster, decoratør og Drag Queen ASTA. Har medvirket i og vundet Nattens Dronning flere gange.
  • Michael Kristen Kristensen – 38 år, bestyrelsesmedlem i Aarhus Pride, Teamleder ved Aarhus festuge. Instruktør og aktiv skuespiller i vækstlaget i Aarhus og omegn. Til dagligt arbejder han inden for web- og online kommunikation.
  • Lina Kofoed Romanini – 24 år, lærerstuderende og eventmanager. Har været på mange forestillinger som assisstent, bl.a. Bredgade-musical. Står for det administrative og praktiske.

Showet gennemføres med professionelle lyd- og lysfolk samt 60 frivillige, som enten optræder på scenen eller er en del af crewet backstage og foran scenen. Både sangere og dansere er fundet ved audition.

Pride warm-up: Lad dig underholde og vær den du er!

Som en del af Aarhus Pride 2019 vil arrangørerne af ‘Showgirl of the Year’ sætte Aarhus på landkortet på et område, hvor andre store byer i Danmark tidligere har haft førertrøjen.

– Vores mål er at skabe åbenhed i forhold til forskellighed. Vi vil inddrage et bredt spektrum af performere, specielt indenfor dragmiljøet, men også andre minoriteter og ”underverden”-performere, som alle er lokale og frivillige, fortæller Thomas og tilføjer:

– Vi kommer til at blive en del af Aarhus Pride 2019, som har et opfølgende program med forskellige arrangementer op til Priden, kaldet Pride Warm Up. Dette giver os en fantastisk mulighed for at blive en del af noget endnu større samt nå ud til endnu flere potentielle interesserede i det segment, vores primære målgruppe vil være.

– ‘Showgirl of the Year’ bliver show på alle Drag-universets præmisser: Der er glitter, glimmer og store kostumer, men først og fremmest er der budskabet: Lad dig underholde og vær den du er!

Mød deltagerne i Drag-konkurrencen

Drag Queen-konkurrencen i ‘Showgirl of The Year‘ byder på 4 Queens, som optræder i 2 kategorier: ALTEREGO og SHOWGIRL MANIA. Du kan læse mere om kategorier og kriterier i sidemenuen.

Trisanna Moonlight

Trisana er ny på Drag-scenen i Danmark og ikke mindst Aarhus, hvor hun vil dyste i konkurrencen om at blive årets Showgirl.
Trisanna er fra Aarhus og har trådt sine skridt på bl.a. Rosenteatret både som danser og skuespiller.

Miss Stella Starlight

Miss Stella Starlight er måske Jyllands mest aktive Drag Queen og Danmarks mindste Drag Queen. Hun har stået på de skrå brædder i snart 20 år og har optrådt på Smuk fest, CPH Pride og Aarhus Pride, har lavet tv og film samt reality som Drag Queen.
Derudover er hun prisvinder i Nattens dronning og ved GOA Awards.

Sascha Holiday

Sascha Holiday er 23 år og bor i København og har lavet drag i halvandet år.

Hun startede ud som vært til en månedlig Bingo aften på Generator Hostel i 2017. Efter deltagelse i Draghouse-eventet “Fresh Meat” blev hun udvalgt til at være en del teamet og optræder snart til sit tredje store Draghouse-show.
Sascha optræder desuden i musikvideoer, til firma- og privatarrangementer samt på G.A.Y. Copenhagen.

Ficx Mephiésto

Ficx Mephiésto har optrådt i halvandet år i København, Odense og Horsens og er alter ego af Mads Jens Bro fra Horsens.
Hun har været længe undervejs og gennemgået mange timer foran et spejl.

Kvoté der følger Ficx:
– At følge sine drømme og ambitioner og at udleve dem, gør dig ikke til en drømmer.
– Det gør dig til en fighter, der beviser overfor dig selv og alle andre, at du kan hvad du vil!

I dommerpanelet sidder bl.a. en mand, som mange Grand Prix-fans kender rigtig godt. Det er radiovært, kommentator og Melodi Grand Prix-eksport Ole Tøpholm, som netop er hjemvendt fra Eurovision Song Contest i Tel Aviv og i denne weekend altså skal dømme i en lidt anden type konkurrence.

Med sig i panelet får han Pernille Lund Olesen, som er dramaturg og producer samt de 2 tidligere vindere af ‘Nattens Dronning’ ASTA og Helena Heavensky.


‘Showgirl of The Year’ finder sted på lørdag den 25. maj kl. 20.00 i “Den Rå Hal” ved Godsbanen i Aarhus. Info om billetsalg osv. findes du i sidemenuen.