Review: Bilal Hassani – Roi | Frankrig

0
105

Fransk-marokkanske Bilal Hassani er 19 år og har før Eurovision været et populært Youtube-fænomen. Han har sunget siden, han var 5 år og deltog i 2015 i The Voice Kids, hvor han ved blind audition sang ‘Rise Like a Phoenix’ af Conchita Wurst. Han fortsatte Eurovision-temaet, da han kom på Patrick Fiori’s (Eurovision 1993) hold i The Voice Kids.

Sangen ‘Roi’ handler om selvaccept. Den unge sanger har under sin karriere på Youtube både været udsat for chikane og modtaget adskillige hadefulde beskeder og dødstrusler i indbakken.

‘Roi’ er skrevet i samarbejde med sidste års franske vinder Madame Monsieur.

YouTube player

Clara

Jeg kan faktisk enormt godt lide årets franske bidrag, og de sidste par år har Frankrig været nogle af mine helt store favoritter. Jeg er dog lidt i tvivl om Bilals liveperformance der i min optik er en smule mangelfuld. Til trods for, at han er en super sej personlighed og meget tilstedeværende og god til at blive set, kunne man frygte at hans vokal ikke kan leve op til hans udstråling.

Kevin

Rigtig god, ærlig og stærk stemme! Fin melodi, der er helstøbt og ved hvor den vil hen. Sangen letter lidt, men flyver ikke hele tiden. Mulig vinder!

Silje

Jeg synes ikke, den slår helt igennem, det er som om, den ikke er stærk nok – i hvertfald hvis man skal tage i betragtning, at den i skrivende stund er nr. 3 i odds til at vinde hele molevitten. Rigtig fint budskab om at turde være den man er, men jeg synes, at Frankrig har sendt bedre sange

Mads

Blev meget overrasket over både Bilals stemme og sangen. Det er noget, jeg godt kan lide og høre mere af.

Simon

Vi så med Conchita i 2014, at en sanger med et stærkt budskab om at stå ved den, man er og turde være sig selv, kan fænge i hele Europa. Bilal har lidt af de samme kvaliteter – og kom frem offentligt første gang ved at synge ‘Rise Like A Phoenix’ i den franske Voice Junior – dog uden helt at have Conchitas vokale overskud. Jeg elsker Bilals fremtoning og ægte glæde ved at fremføre sangen og at være med i ESC, og jeg synes også sangen har mange kvaliteter. Min eneste tvivl går på om han kan klare det vokalt når han skal gøre det live. Jeg har hørt versioner hvor sangen er sat en tone ned, og det kan være det hjælper ham til også at have styr på det, når han står på scenen i Tel Aviv, for han har generelt meget af den pakke der skal til at skille sig ud i finalefeltet.

Mette

En af mine tidlige favoritter og stadig en sang, som jeg flittigt synger med på (på ikke særlig velklingende fransk).

Jeg er vild med Bilal Hassani’s udstråling, hans lidt flydende tilgang til køn, hans sårbarhed og den måde, han fortæller historie. Budskabet er SÅ vigtigt og det er tydeligt, at Bilal har mærket alle sangens følelser på egen krop.

I mine øjne ville Frankrig være en fortjent vinder af Eurovision Song Contest 2019, men det kræver, at han får styr på den til tider lidt usikre vokal.