LIVE fra Tel Aviv: Her er vores bud på finalisterne fra semifinale 1

0
99
Foto: Michael Thygesen

Efter halvanden uge med prøver her i Expo Tel Aviv, så er det alvor. Om en halv time går det løs i semifinale 2, hvor 17 lande skal blive til 10.

Mette og Michael fra Good Evening Europe har fulgt prøverne i pressecentret og i arenaen siden sidste weekend og vi giver her vores bud på hvem, der har den største chance for at klare sig videre.

De sikre finalister

Mette:

  • Australien
  • Grækenland
  • Tjekkiet

Australien, Grækenland og Tjekkiet skiller sig i mine øjne ud i forhold til resten af feltet og bør score højt hos både juryen og tv-seerne.

Michael:

  • Australien
  • Grækenland
  • Island

I modsætning til visse af mine kolleger mener jeg at Island er en helt klar finalist. Stagingen tror jeg ikke vil skræmme i helt så høj gård som der frygtes. Det hele passer sammen og giver mening.

Australien bør, efter min mening, have prisen for årets bedste show. De har formået at udnytte scenen til at formidle sangens budskab visuelt. En helt klar og sikker finalist i mine øjne.

Grækenland stiller med et lidt artsy show i år, med en sang sunget af en helt fabelagtigt dygtig sangeride med en meget genkendelig klang i stemmen. Når Grækenland stiller med noget godt, så går de videre.

De sandsynlige

Mette:

  • Island
  • Serbien
  • Ungarn

Tre stærke bidrag og samtidigt visuelt vellykkede shows, som alle med stor sandsynlighed sejler videre til finalen. For Islands vedkommende er jeg en smule i tvivl omkring juryens støtte, ligesom genren og den seksuelle/BDSM-“vibe” måske kan afholde nogen fra at stemme på Island.

Serbien og Ungarn synger (primært) på modersmålet og repræsenterer genrer, som måske appellerer til en mindre målgruppe, end de mainstream pop-sange. Dog er begge artister stærke formidlere og bliver hjulpet godt på vej af shows, som virkelig løfter bidragene.

Michael:

  • Tjekkiet
  • Serbien
  • Ungarn
  • Cypern

Jeg tror det er sandsynligt at Cypern går videre, og mindre sandsynligt at Hviderusland gør. Det er egentlig en kæmpe uretfærdighed, idet Zena fra Hviderusland gør det væsentligt bedre end Cyperns Tamta på alle parametre. Serbien har et fantastisk show og er årets eneste Balkan-ballade, derfor er den nok også ret sikker på en finaleplads. Tjekkiet er med på listen da Lake Malawi stiller med noget vi ikke har set før, og showet fungerer ret godt på skærmen. Ungarn er med på denne side af sikker/usikker stregen men mens Georgien ligger på den anden side. Det kunne lige så godt være omvendt. Jeg mener Oto i år stiller med et helt fantastisk indlevende show og det er primært fordi det er Georgien at han lander på den anden side af stregen.

De usikre

Mette

  • Belgien
  • Georgien
  • Slovenien
  • Hviderusland
  • Cypern
  • Portugal
  • Estland

Uha, der samlede sig mange lande på denne her liste, hvilket også siger lidt om, hvor åben en semifinale, det her er.

Belgien lå på forhånd helt i top på min Eurovision-hitliste, men desværre lader live-versionen noget tilbage at ønske, ligesom sceneshowet i mine øjne ikke supplerer sangens budskab.

Georgien var på forhånd min nr. 40, men Oto har virkelig imponeret både vokalt og visuelt, og jeg håber helt ind i hjertet, at Europa tager godt imod det stærke budskab.

Slovenien var på forhånd (også jf. bookmakerne) blandt de relativt sikre bud på en finalist, men startrækkefølgen, det ret anonyme show og introverte optræden har i mine øjne sendt dem noget længere ned på listen. Juryen kan blive deres redning?

Hviderusland og Cypern kæmper om de samme stemmer og på forhånd ville jeg uden at blinke have sendt Tamta sikkert videre og Zena direkte hjem. Men situationen er nu den, at jeg uden skelen til “friends and frenemies” i denne semifinale, tror mere på Hviderusland, som med et ungt og friskt show godt kan overraske. Men Cypern har nok de sædvanlige 12 point fra Grækenland og sandsynligvis også stemmer fra hjemlandet Georgien.

Portugal leverer et skævt og unikt bidrag, som vil dele vandene i seer-afstemningen. Jeg kender ikke nok til musikkomposition til at vurdere, hvorvidt det er helt hen i vejret eller et bidrag, som juryen evt. vil vægte højt.

Estland er for mig semifinalens skuffelse, men et middelmådigt show, der falder til jorden og taber terræn på at starte efter Island, som kræver noget tid at “fordøje”. Omvendt så skal vi ikke forvente, at der kun går “skæve” bidrag videre og derfor vil jeg ikke udelukke denne her iørefaldende, meget svenske produktion.

Michael

  • Georgien
  • Hviderusland
  • Belgien
  • Polen

Hviderusland er på mange måder et bedre bidrag en Cyperns. Jeg tror bare Cypern kan trække flere stemmer med den type show og Hviderusland skal nok være heldige hvis der er plads til to af den slags show videre fra semifinale 1.

Belgiens Eliot har lydt usikker i sin vokal siden første prøve. Showet giver ikke rigtigt mening sammen med sangen, som i forvejen kan være lidt kringlet at fordøje.

Polen er en af mine absolutte favoritter i år. Normalt ryger min favorit ud i en eller anden national finale, så det er da et kæmpe skridt frem for mig. Jeg ved ikke rigtigt om white voice og en sang på polsk bliver lige snævert nok i forhold til publikum. Den kunne både ende i top 3 i denne semifinale eller tage sidstepladsen.

De usandsynlige

Mette:

  • Montenegro
  • Finland
  • San Marino
  • Polen

Montenegro fra position nr. 2 med en sang, som kommer 15 år for sent og hvis bedste visuelle effekter er et par lamper… nej, bare nej.

Finland er svær at forudsige, for det er trods alt verdensstjernen Darude, vi har at gøre med. Men Sebastian leverer en noget usikker vokal og med start nr. 3, så tror jeg ikke ‘Look Away’ har nok at byde på til at blive husket.

Polen henvender sig til en relativt begrænset målgruppe og jeg tror ikke, at “White voice” vil blive specielt godt modtaget i især de vestlige lande. Men showet virker og sangen skiller sig ud.

Serhat slutter af som nr. 17 af 17, hvilket i sig selv burde sende ham godt på vej mod finalen. Dog tror jeg, at juryen vil rangere Serhat så lavt, at det vil kræve for mange seer-stemmer til at gøre finalepladsen realistisk.

Michael:

  • Portugal
  • Montenegro
  • Finland
  • Slovenien
  • Estland
  • San Marino

Portugal er simpelthen for mærkelig. Den tror jeg ikke på går videre. Montenegro ligner et halvhjertet forsøg på… et eller andet. Det er klodset og ser billigt ud. Finland formår ikke rigtigt at fange med det show de har stillet på benene. Sebastian er lidt for meget på og danseren og Darude er lidt for lidt på. Sangen er for så vidt OK men showet lader den lidt i stikken.

Estland tror jeg ligger det helt forkerte sted i semifinalen for at have så kedelig en sang. San Marino forsøger sig med noget lidt dated disko og jeg tror ikke på Serhats chance, heller ikke denn gang. Slovenien er meget indelukket og hverken hun eller han bruger så meget som et sekund på at inddrage seerne. Jeg tvivler på at den intense tone på slovensk er nok til en finaleplads.

Mette’s 10 finalister

  • Australien
  • Grækenland
  • Tjekkiet
  • Island
  • Serbien
  • Ungarn
  • Georgien
  • Belgien
  • Cypern
  • Slovenien

Michael’s 10 finalister

  • Cypern
  • Polen
  • Tjekkiet
  • Ungarn
  • Hviderusland
  • Serbien
  • Georgien
  • Australien
  • Island
  • Grækenland