Review: Grækenland | Katerine Duska – Better Love

0
95
Foto: EBU

Den græsk/canadiske singer-songwriter Katerine Duska er valgt internt af den græske tv-station ERT. Hun er pt. bosat i Athen og udsendte i 2016 sit anmelderroste debutalbum ‘Embodiment’. I 2018 blev hendes single Fire Away’ udvalgt til en officiel tv-reklame på canadisk tv.

Katerine har optrådt på flere store festivaller i Europa og står bl.a. bag singlen ‘One in a Million’ samt et cover af Arctic Monkeys’ ‘Do I Wanna Know’, som hun har haft stor succes med på Youtube.

GEE-panelets dom

YouTube player
Panelets stemmer

Simon: Jeg bliver altid så ærgerlig, når Grækenland ikke deltager med noget, der lyder græsk. Ret skal dog være ret, det her er en rigtig god popsang med inspiration fra Sia og den lyd hun står for, og det rammer bredt som det skal med et genkendeligt omkvæd. Den her sang skal nok ryge sikkert i finalen og formentlig også i den endelige top 10.

Silje: Forestil jer Ole Henriksen, der står og klapper i hænderne og siger “I LOOOVE IT!” – opsummeret er det sådan, jeg har det med årets græske bidrag. Katerine Duska’s stemme er så kraftfuld og yndefuld på samme tid, hvilket i sig selv er en stor kunst at mestre. At hendes sang så er præcis det samme, får det hele til at gå op i en højere enhed – en højere enhed, der hedder finaleplads!! Jeg er ikke i tvivl!

Michael: Et moderne pift til den klassiske ballade. Jeg er glad for at se Grækenland vende tilbage med et lidt mere inklusivt bidrag i forhold til sidste års noget introverte forsøg

Sonny: Lyserødt tyl har været på tilbud i Athen, og Katerine Duska har slæbt tyl hjem til den store tylmedalje.
Nummeret er for mig en sammenblanding at pigebørn som Taylor Swift, Katy Perry, Ariana Grande og andre solister i den stil plus et levn af musik fra 90’erne og start 00’erne. Hendes vokal er egentlig okay, men jeg tænker nummeret er glemt hurtigere end du kan sige copycat.

Kevin: Rigtig god stemme, meget speciel! Insiterende musik, der er meget radiohit-agtig. En helstøbt sang, vi har en fest i hofterne.

Mette: Det er noget storladent og kraftfuldt over årets græske bidrag, som med sin moderne, radiohit-vibe står i skærende kontrast til sidste års introverte, folklore-bidrag.
Ligesom Schweiz i år ikke lyder som Schweiz, så lyder Grækenland bestemt heller ikke som Grækenland. Om det er en god eller dårlig ting er svær at forudsige. Diaspora/Balkan-stemmerne er måske mindre sikre i år med en sang, der i højere grad vil appellere til de vestlige lande. Omvendt så tror jeg generelt at sangen vil klare sig godt hos juryen.
Katerine leverer et af årets bedste vokale præstationer, som leder tankerne i retning af Sia eller Florence & The Machine og et bidrag/musikvideo, som lægger op til et spændende og iøjnefaldende show. Et godt bud på top 3 i semfinale 1 og efter min vurdering en ret sikker top 10’er i finalen.

Clara: Hvis Sia og Amy Winehouse fik en baby, ville den højst sandsynligt ende som Katerine Duska, årets græske deltager, både i udseende og lyd. Jeg synes at sounden i nummeret er så uinspirerende og overproduceret, at jeg har svært ved at høre hvad nummeret vil. Og med en relativt kedelig melodi, er jeg personligt ikke voldsomt imponeret over årets græske bidrag. Dog er jeg ikke i tvivl om, at nummeret kommer til at klare sig godt, og at der er mange der vil finde sangen god og let tilgængelig, hvilket utvivlsomt vil give Grækenland en finaleplads.

Mads: Grækerne skuffer heller ikke i år. Sidste år skulle de havde været i finalen. Det kommer de helt sikkert i år.