Sverige: Optakt til delfinale 3 i Melodifestivalen 2019

0
119
Foto: SVT

Efter et brag af en Semifinale i Malmø, hvor favoritterne Liamoo og Hanna Ferm overraskende tog Malou Prydz med sig til finalen i Friends Arena, er det nu tid til 3. delfinale fra Leksand.

Lad os møde deltagerne…

1The Lovers Of Valdaro – Somebody Wants 
Sangskrivere: Peter Boström, Thomas G:son, Erik Høiby

Gruppen består af Erik Gabriel og Adam Warhester, der vandt deres plads i Melodifestivalen via konkurrencen p4 nästa. De er debutanter i Melodifestivalen, men Erik var én af de 3 dobbeltgængere, der dansede og sang kor for Moldova i 2018. Deres stil er 80’er pop, og deres sang er skrevet af de samme, som skrev Eurovision-vinderen fra 2012 “Euphoria”.

Hør 1 minut af sangen >

2Dolly Style – Habibi 
Sangskrivere: Jimmy Jansson, Palle Hammarlund, Robert Norberg 

Dolly Style er ved at være veteraner i Melodifestivalen, hvor Molly, Polly og Holly med deres tyggegummipop sætter gang i farverne. Det er 3. gang at de deltager i Melodifestivalen, men det er kun Mikaela Samuelsson (Molly), som er gennemganger, de 2 andre er kommet til sidste år. Sangen er b.la. skrevet af Palle Hammarlund, som også var idémanden bag gruppen.

Hør 1 minut af sangen >

3.  Martin Stenmarck – Låt skiten brinna 
Sangskrivere: Uno Svenningsson, Tim Larsson, Tobias Lundgren 

Vinderen fra 2005 Martin Stenmarck er tilbage i Melodifestivalen. Efter den (meget overraskende) sejr har han deltaget 2 gange mere. Bedste placering opnåede han i 2014 med sangen “När änglarna går hem”, der nåede til Andra Chancen.
Der bliver nok talt en del om Melodifesitvalen hjemme ved Martin, da hans kone Hanna er søster til næste artist Lina Hedlund.

Hør 1 minut af sangen >

4. Lina Hedlund – Victorious 
Sangskrivere: Melanie Wehbe, Richard Edwards, Dino Medanhodzic, Johanna Jansson 

Foruden at være svigerinde til Martin Stenmark må Lina Hedlund også siges at være en veteran i Mello-sammenhæng. Hun deltog for første gang i 2002 sammen med søster Hanna i “Big time party”, som fik en 9. plads i fnalen. Året efter var hun solo med “Nothing can stop me”, som blev nummer 4 i Andra Chancen. Mest kendt er hun nok som “hende den mørkhårede” fra gruppen Alcazar, som i 2018 gik i opløsning. Det startede med sangen “Stay the night”, som blev nummer 5 i finalen i 2009. Året efter deltog de med sangen “Headlines”, der blev slået ud i Andra Chancen, og sidst, de var med, var i 2014, da de blev 3’er med “Blame It on the disco”.
Sangen er skrevet af Johanna Jansson a.k.a. Dottor, som deltog i Melodifestivalen sidste år, plus Melanie Wehbe, der som solo artist har stor succes, og som både har deltaget som sangskriver Melodifestivalen og årets danske Melodi Grand Prix.

Hør 1 minut af sangen >

5. Omar Rudberg – Om om och om igen 
Sangskrivere: Omar Rudberg, Johan Lindbrandt, Robin Stjernberg, Jens Hult 

Omar var 7 år, da han kom til Sverige med sin mor fra Venezuela. Sammen med sidste års 2’er Felix Sandman, og Oscar Ernestad, som deltog i sidste uge, var han med i gruppen FO&O, som nok på det tidspunkt var nordens største boyband. De har bl.a. opvarmet for Justin Bieber og vundet en Grammis for årets nye navn. Gruppen deltog i Melodifestivalen 2017 med sangen “Gotta Thing about you” som blev nummer 8 i finalen. Nu er alle drengene gået solo og Omar er tilbage i eget navn med en sang han bl.a. har skrevet med vinderen fra 2013 og 2017 Robin Stjernberg.

Hør 1 minut af sangen >

6. Rebecka Karlsson – Who I Am 
Sangskrivere: Rebecka Karlsson, Anderz Wrethov, Henric Pierroff 

Rebecka er hendes unge alder til trods en erfaren dame i de svenske tv-stuer. Hun har deltaget i programmet Talang Sverige i 2014, hvor hun tabte finalen til hendes konkurent i denne uge Jon Henrik FJällgren Hun er desuden blevet nummer 2 i tv4-programmet Idol, hvor hun tabte til sidste uges finalist Liamoo. Hun har bl.a. sunget sange til Malmø Pride, og andre HBTQ (LGBTQ) festivaller, men hun er debutant i Melodifestivalen.

Hør 1 minut af sangen >

7. Jon Henrik Fjällgren – Norrsken 
Sangskrivere: Fredrik Kempe, David Kreuger, Niklas Carson Mattsson, Jon Henrik Fjällgren.

Hele Sveriges joiker Jon Henrik Fjällgren er tilbage. Jon Henrik har sunget siden han var 14 og har udgivet et par albums, der selvfølgelig bærer præg af hans opvækst som samer. Han blev for alvor landskendt, da han deltog i programmet Talang Sverige og vandt. Jon Henrik har deltaget 2 gange før i Melodifestivalen. Han blev nummer 2 i 2015 med “Jag är fri (Manne leam frije)” og i 2017 blev det til en 3. plads med sangen ”En värld full av strider (Eatneme gusnie jeenh dåaroeh)”, som han sang sammen med Aninia.
Når han ikke synget, er Jon Henrik rensdyrhyrde i Mittådalens samerby.

Hør 1 minut af sangen >

Som altid sendes programmet Lørdage kl 20.00 på SVT1.
NU KÖR VI!