Optakt: Nattens Dronning fejrer 25-års jubilæum – Tilbageblik på konkurrencens historie

0
127
Foto: Nattensdronning.dk

I morgen aften lægger Magasinet i Odense rammer til 25 års-jubilæums-udgaven af Danmarks største og ældste dragkonkurrence, Nattens Dronning. Som en optakt får du et unikt tilbageblik på konkurrencens historie set gennem medstifter Sonny Martin Hornhaver’s øjne.


MÆND I DAMETØJ! Tilbage i 1994 var det en overskrift, der skabte opmærksomhed, ikke blot hos de fynske medier, men også blandt fynboerne, som var vilde med det nye showkoncept.

– Det var nyt , “eksotisk” og spændende med drags på Fyn og i Odense. Folk stod i kø i flere timer og billetterne blev revet væk, fortæller Sonny om det allerførste billetsalg til Nattens Dronning.

Et halvt års tid forinden samledes 8 kreative fyre med en fælles idé om at starte et dragshow : Poul Sylvestersen, Henry Provstgaard, Øjvind Dahl, Robert, Jens Jacobsen, Thomas Andersen, Melvin Mortensen og Sonny Hornhaver.

Læs også: 25 års-jubilar i Danmarks største Drag Konkurrence: Conny har gjort mig mere sikker på mig selv!

Nattens Dronning var et kreativt fælles- og kammeratskab, hvor alt kunne lade sig gøre og hvor intet var umuligt. Konkurrencen var sekundær. Det var processen med at være kreative sammen, der gav Nattens Dronning liv.

Det, der skulle have været en engangsforestilling, blev en kæmpe succes. Alle var enige om at gentage succesen året efter og imorgen kan showet altså fejre sit 25 års-jubilæum.

Nattens Dronning 1994 har stadig rekorden for flest sejre

Poul Madsen, tidligere leder for Aids Info i Odense og medstifter af Nattens Dronning, var sammen med “Kategorina” (Øjvind Dahl) showets første vært.

– Vi lavede et fælles åbningsnummer, hvor alle var med, fortæller Sonny og husker med et smil tilbage på de udfordringer, som det gav for værterne:

Sonja Hernie i ND 2010 – Foto: ND

– Det tog en del tid for deltagerne at gøre sig klar til de 3 kategorier, så Poul Madsen og “Kategorina”  havde indimellem svært ved at træde vande, imens deltagerne blev klar. Der blev både solgt amerikansk lotteri og fortalt alle mulige og umulige historier undervejs.

I 1994 konkurrerede Sonja Hernie (Henry Provstgaard) og Minna Moore (Melvin Mortensen ) om 1. pladsen: – Vi andre var et pænt stykke fra deres kaliber. De var lige en tand mere kreative, og ikke mindst dygtigere, husker Sonny om resultatet i det første show, som havde 3 kategorier:

1. In studio 2. Queen goes shopping og 3. Queen at night, og hvor alle deltagere i øvrigt afleverede deres musik på tre forskellige kassettebånd med navn og kategori på.

Sonja Hernie, som vandt den allerførste udgave af Nattens Dronning, er stadig den hidtil mest vindende deltager med 6 sejre i konkurrencen.

Planlægningen af showet starter allerede året før

Efter at Poul Madsen og Kategorina stoppede som værter, overtog Poul Sylvestersen sammen med Kim Møller Nielsen. Senere har også Niels Martin Sand og Sonny taget del i værtsrollen, og efter 2015, hvor Poul Sylvestersen valgte at stoppe med Nattens Dronning, har der som noget nyt også været en gæsteværtinde, Miss Bonnie Honey:

– Da Polly og jeg var værter (og senere Martha) begyndte vi allerede i november at tale om næste års show, om f.eks. tema og deadlines, fortæller Sonny og afslører at man i januar for alvor går i gang med at planlægge showet.

– Vi får fastlagt tema, annonceret efter deltagere, talt om kostumer, dommere og shows, fordeler arbejdsopgaver og så går forberedelsen af værtsrollen i gang, fortæller Sonny som vurderer, at der ca. bruges et par aftener hver uge i de sidste 3-4 måneder op mod showet.

– De går med forberedelse, arbejde, sammenhold, en masse snak, ufatteligt meget kaffe, champagne og grin, kombineret med rigtig mange aftener hos gruppens kostumedesignere, hvor der naturligvis også skal hygges og snakkes, fortæller Sonny med et smil.

Nej tak til vandrende pinde og færdigkøbte designerkjoler

 – Når vi planlægger showet, prøver vi at fylde hele paletten af draggenren ud. Det er også vigtigt for os, at deltagerne når ud over rampen, og at vi ser nogle fede kostumer, hvor der er tænkt over materialevalg, forklarer Sonny og tilføjer:  – Alle kan få syet en KJOLE ved en designer. Det er ikke det, der rykker på Magasinets scene.

Mens vi taler om udvælgelsen af deltagere, får vi også introduceret et – for os – nyt begreb:

– “Vandrende pinde”, som vi så pænt kalder dem, er heller ikke velsete, siger Sonny med et slet skjult grin og forklarer: – Vandrende pinde er deltagere, der vandrer frem og tilbage på scenen uden, at der sker noget som helst.

– Jeg kan godt li’, at der sker noget uventet, at der er en overraskelse og at showet har en rød tråd. Men det kan være SÅ forskellige ting, der lige rammer publikum og dommerne. Det varierer også fra år til år, forklarer han.

De første år var det publikum, der afgjorde, hvem der skulle være det pågældende års Nattens Dronning vinder, men de sidste 20 år har et skiftende dommerpanel sammen med publikum udvalgt årets vinder.
I dommerpanelet har man bl.a. haft Sanne Salomonsen, Klaus Bondam, Kirsten Siigaard, Miss OTB og diverse andre dragkunstnere.

YouTube player
Video: Se eller gense højdepunkter fra Nattens Dronning 2017

Kostumekiks og improvation

Nattens Dronning er kendt for sit flotte show og de vilde kostumer, der over årene har fyldt rigtig meget hos deltagerne, både mentalt og rent fysisk.

– Vi hjalp hinanden med kostumerne, men gejlede også hinanden op ved at fortælle, hvor meget vi selv skulle. Vi overdrev helt vildt, griner Sonny og tilføjer:  – Modparten slugte alt råt og ville for alt i verden overgå det, de lige havde hørt.

Det resulterede i kæmpe kostumer, der var så store, at der måtte forstærkninger med for i det hele taget at få kostumet ind på scenen.  – De fyldte fra gulv til loft og fra den ene side af scenen til den anden, fortæller Sonny med et smil og tænker tilbage på ét af de shows, hvor de store kostumeplaner ikke helt lykkedes.

Kæmpe kostumer har altid været en del af Nattens Dronning, her Selina Sunshine i ND 2017. Foto: GEE

– Jeg havde et kæmpe, kæmpe kostume på, der lyste i mørket, og hvor der gradvist kom mere og mere lys på. Jeg skulle smide underdelen af kostumet og en kæmpe hovedbeklædning ville, HVIS DET HAVDE VIRKET, have foldet en kæmpe buket blomster ud ved hjælp af snoretræk. Snorene havde bare desværre fået viklet sig ind i hinanden og intet foldede sig ud på hovedet!

 – En trapez kom ned fra loftet og meningen var, at jeg skulle op på den og underdelen af mit kostume skulle blive på scenegulvet, mens jeg så blev løftet op og afslørede et nyt kostume.  Jeg kom dog aldrig rigtig op på trapezen, og kom ud af kostumet på en meget klodset måde.

– Et tredje kostume skulle så afsløres. Et blomsterengskostume. Men stropperne knækkede og der stod jeg med en blomstereng nede på maven og blottede patter! Jeg sagde ikke RET mange pæne ting da jeg kom ud af scenen. Men publikum klappede og klappede og synes det var fantastisk og troede vist det skulle være sådan, men det var SÅ forfærdeligt, fortæller Sonny med et smil.

– Vi ER amatører og indimellem går ting galt. Men vi har haft på fornemmelsen, at publikum nærmest ventede på de ting der gik galt, fortæller Sonny og peger på, at det også er de ting, som folk talte om længe efter.

– Tingene var velforberedte, men det var aldrig så stift, og der ikke var plads til improvisation, forklarer Sonny og tilføjer: – Jeg vil sige at 40% af det, Polly og jeg lavede, var improvisation. Det er det, der gør showet levende. Hvis det bliver alt for gennemprøvet og tjekket, mister man charmen.

Der må gerne være lidt kamp om billetterne

Med sit spektakulære show er Nattens Dronning igennem årene blevet en stor og efterspurgt kulturbegivenhed, der er med til at sætte fokus på bøssekulturen, og hvor en stor del af overskuddet går til initiativer i samarbejde med lokale foreninger og grupper. Blandt modtagerne har bl.a. været AIDS INFO Odense, Sex & Sundhed Odense og AIDS fondet.

– Vi har igennem årene fået flere forespørgsler og ønsker om at flytte til større steder for at kunne lukke flere publikummer ind. Men det har vi alle dage sagt nej til, forklarer Sonny og uddyber: – Der må gerne være lidt kamp om billetterne, og et show i f.eks. Odense Congress Center ville ødelægge intimiteten og hele tankegangen bag Nattens Dronning.

– Magasinet har alle dage været vores andet hjem, og vi elsker det sted, siger Sonny og tilføjer: 

– Det intime og smålumre er ideelt for et show som Nattens Dronning.

Conny Kansas (t.h.) og Matha Mundgodt under billetsalget i 2016 – Foto: Henrik Lunde

I år foregår billetsalget som noget helt nyt online, men tidligere har Nattens Dronning gjort et stort nummer ud af billetformidlingen.

– Billetterne skulle afhentes hos én af værterne, og det har givet en føling med hvem, vi havde inde til showet det pågældende år, fortæller Sonny og tilføjer med et smil:  – Publikum elskede at få et indblik i, hvad der skulle ske til årets show, få et smugkig på årets hovedbeklædninger eller kostumer, som vi ikke var sene til at få arrangeret strategisk rigtigt, når der skulle afhentes billetter eller når pressen kom forbi.

Nattens Dronning er båret af frivillige

Gennem alle årene har Nattens Dronning været båret af frivilligt arbejde, hvor frivillige i månedsvis arbejder med kulisser, scenografi og ikke mindst kostumer.

– Jeg kan ikke engang sy en knap i et kostume, griner Sonny og tilføjer:  – Men jeg har alle dage kunnet forklare mig ud af, hvordan kostumet skal se ud og så formidle det videre til dygtige og kyndige folk.

I de senere år har det dog været sværere og sværere at trække frivillige til Nattens Dronning: 

– Vi har selv måttet stå med mange praktiske ting i månederne op til showet, men på selve aftenen har vi aldrig problemer med at trække folk ind, siger Sonny og tilføjer:

– Men Nattens Dronning er meget mere end lige DEN aften, siger Sonny og henviser til det hårde arbejde, der ligger forud for showet. – Det trækker tænder ud indimellem, når vi alle samtidig har fuldtidsarbejde, måske kæreste og andre interesser samtidig.

Miss OTB i Nattens Dronning – Foto: GEE

Når tankerne går på fremtiden, så ser Sonny både udfordringer og muligheder:

– Intet er en selvfølge i forhold til udsolgte huse og mulighed for at trække frivillig arbejdskraft, men jeg tænker da, at Nattens Dronning har en fremtid, selvom der er rigtigt mange om buddet og shows alle steder, forklarer Sonny.

– Vi har et fedt koncept og et navn, folk kender og som repræsenterer noget af det bedste på den danske dragfront.

– Jeg håber at Nattens Dronning i fremtiden 100 % kan være på fynske hænder, siger Sonny og tilføjer med et smil:

 – Jeg ved, der er et par nye skøger, der kunne være mulige helt i front.

 – Jeg håber også, at vi igen vil appellere til det lidt mere modne homo-publikum, siger Sonny og henviser til at, at der mangler tilbud til den gruppe: – De unge har masser af muligheder, men er du +35 er det så som så.

Stjerneglad og stolt over at have været en del af Nattens Dronning

Sonny Hornhaver er den sidste af de oprindelige stiftere, som stadig er en del af Nattens Dronning, og efter 25 år overvejer den garvede drag-artist nu fremtiden:

 – Jeg har været med til at starte showet op, udforme det, udvikle det, været deltager, vundet, fået 2. pladser og 3. pladser, været vært i over 10 år og også været med i dommerpanelet. Nu er tiden kommet til at tænke på at stoppe. Jeg har lavet det samme i 25 år, og har lovet mig selv at stoppe, mens jeg stadig synes, det er sjovt, fortæller Sonny og tilføjer:

– Jeg har stadig masser af idéer til shownumre, og brænder også for at lave noget for det modne bøssepublikum.

 Sonny som Miss Conny Kansas i Nattens Dronning 2014

 – I og med at dragkulturen er blevet mainstream, undergrundsdelen er væk og du ser dragshows alle steder, så kunne tiden for mig være moden til at stoppe og lade nye kræfter komme til, siger Sonny og tilføjer:

 – Grundformen og rammerne til showet er der, men det kan altid udvikles, og der kan tænkes nyt.

Sonny beroliger os dog med, at han ikke har planer om at forlade Nattens Dronning helt:

 – Det bliver nok svært at slippe helt, men at sidde i dommerpanelet kunne være en mulighed i fremtiden.

– Jeg er stjerneglad og stolt over at have været en del af Nattens Dronning i et kvart århundrede, at have været med til at sætte Odense på kortet med Danmarks største dragkonkurrence og ikke mindst genereret overskud til AIDS-fondet og flere andre foreninger, siger Sonny om sit engagement i konkurrencen, som år efter år har tiltrukket masser af dygtige deltagere samt kendis-dommere.

Imorgen aften kl. 20.00 løber Nattens Droning af stablen for 25. gang i Magasinet  i Odsense.

Skal du opleve Nattens Dronning 2018 live?

KØB DIN BILLET HER

Deltagerne i Nattens Dronning 2018

  • Paige Noir
  • Duda Costa
  • AstA
  • Miss Koko
  • Lilly Von Strudel
  • Karli Kuff
  • Karen Durand
  • Brynhildr The ViQueen.

Se mere på Nattensdronningshow.dk