Fanø Pride inviterer hele Danmark til folkefest i mangfoldighedens tegn

0
131

København har i mange år haft én. Aarhus og Aalborg har også én, og sidste år kom den lille sønderjyske by Gesten på listen. Nu melder vadehavsøen Fanø sig ind i det fine, regnbuefarvede selskab og afholder på onsdag sin allerførste Pride. 

Det er regnbuemor Jeanett Exner, kreativ direktør i kulturhuset Realen og art manager for sanger Johnny Madsen, som har taget initiativ til at afholde Pride på Fanø. Baggrunden for initiativet var det overfald, som sidste sommer skete på en ung homoseksuel mand i Intercitytoget mod Jylland. 23-årige Simon Schelde var sammen med sin kæreste på vej til Fanø for at besøge deres veninde, Jeanett Exner’s datter Christina. I toget gav Simon sin kæreste et kindkys, hvilket i første omgang udløste en spytklat og senere et slag i ansigtet fra en albansk mand.

Albaneren blev efterfølgende idømt 80 dages fængsel samt udvisning fra Danmark på grund af sin hatecrime.

Rejste regnbueflaget i haven

Overfaldet satte imidlertid tanker i gang hos Jeanett Exner, hvis datter sidste år blev gift med sin kæreste Cecilie, i øvrigt ved et bryllup hjemme i Jeanett’s have.

“Skal jeg bede min datter og hendes kone om ikke at holde i hånd på gaden? Skal jeg frygte, at det en dag går ud over dem?”.

Det var nogle af de spørgsmål, der i første omgang fik gennem Jeanett’s hoved.

Jeanett’s første reaktion var at hejse regnbueflaget i flagstangen i haven, hvor det vajede resten af sommeren og i samarbejde med lokale ildsjæle samt kontakter fra Aarhus og Copenhagen Pride, så har Jeanett nu sørget for, at historiens første Fanø Pride bliver en realitet.

På Fanø er der plads til alle

Visionen for Fanø Pride er at bidrage til at skabe en verden, hvor enhver kan leve og elske i frihed og tryghed. Paraden er en del af en folkefest, til støtte og hyldest af mangfoldigheden på Fanø.

Jeanett  synes, det er vigtigt, at vi anerkender kærligheden anset hvilken form, den kommer i:

“Her på øen er der højt til loftet, og jeg tror, det er vigtigt, at vi lige taler om, at vi skal anerkende alle former for kærlighed”, siger Jeanett Exner til DR.

Jeanett’s succeskriterium er, at arrangementet bliver synligt for alle, og at der bliver taget godt imod det. Kommer der negative reaktioner har hun også en passende reaktion på det:

“Jeg ved, at der er blevet klaget over mit regnbueflag, uden at der dog er sket yderligere ved det. Men hvem pokker kan da have noget som helst i mod en hyldest til kærligheden og mangfoldigheden? Skulle der komme klager, vil min reaktion være, at vi så afholder to prides om året i stedet for en”, siger Jeanett til jv.dk.

“Hele Danmark er inviteret, og jeg vil allerede nu love, at det bliver en tilbagevendende årlig begivenhed, for på Fanø er der plads til alle”, siger Jeannet Exner.

Program for Fanø Pride

Forberedelserne til Fanø Pride har stået på i flere måneder og arrangørerne lægger med nedenstående program op til en fantastisk aften i mangfoldighedens tegn. Fanø Bryghus har lavet en speciel Pride-øl, der bliver arabisk tromme og mavedans, borgmester Sofie Valbjørn holder tale, og så er der er indgået et samarbejde med foreningen bag Late Night.

– Kl. 17.30: Alle der ønsker at gå med i Fanø Pride Paraden 2018 mødes ved færgelejet i Nordby.
– Kl. 18.00: Åbningstale v/ Borgmester Sofie Valbjørn herefter nedtælling til Fanø Pride Parade 2018, start på arabisk tromme med den lokale mavedanser Ragnhild Kallehauge.
– Kl. ca. 18.15: Fanø Pride Parade 2018 starter (se ruten på kortet herunder)
– Kl. ca. 19.30: Fanø Pride Parade 2018 slutter på pladsen ved Realen – Fanøs Kulturhjerte.
– Kl. ca. 19.30: Realen – Fanøs Kulturhjerte åbner.
– Kl. ca. 20.00: Pride fest på Realen. Party Planetspiller og sætter gang i festen. Fri entre – Alle er velkommen

Du skal med færgen for at komme til Fanø. Færgen afgår 2-3 gange i timen afhængigt at tidspunkt på dagen og det tager kun 12 minutter. Prisen for en returbillet med færgen (gående passagerer) er 45 kroner.  Se planen for færgeafgange her.

Følg Fanø Pride på Facebook.