Chok for medier og fans: Slut med at filme prøver under Eurovision

0
86

I en mail udsendt til alle akkrediterede medier og fans, har EBU her til aften offentliggjort nye regler omkring rettigheder samt retningslinjer for bl.a. videomateriale fra prøverne.

De nye og skelsættende regler kommer således meget kort tid, før prøverne går i gang og efter at flere medier allerede er ankommet til Lissabon. Se en liste over de vigtigste ændringer nederst i artiklen.

Her på Good Evening Europe har vi i lighed mere flere andre medier de seneste år lavet videomateriale fra alle 2. prøverne, som er delt på vores Youtube-kanal. Hensigten med videoerne er selvfølgelig at give vores kære læsere muligheden for at følge med hjemme fra Danmark eller hvor de nu end måtte befinde sig.

Den mulighed har EBU, RTP og Accredion nu lukket for. Ifølge de nye regler kan medier nu dele max. 2-3 minutter pr. DAG under 2. prøverne. Vi prøver i de kommende dage at danne os det fulde overblik over reglerne.

En sidste øjebliks-ændring og dens konsekvenser

Vi har naturligvis forståelse for, at man laver nye regler, men stiller os temmelig uforstående overfor, at man vælger at oplyse medierne om de nye og omfattende regler med så kort varsel.

Nærmest alle fanmedier, såvel de danske som store internationale, betaler selv alle udgifter i forbindelse med dækning af Eurovision. Det omfatter flytransport, hotel, forplejning, udstyr osv. Udstyr er f.eks. DSLR-kamera, videokamera, mikrofoner og tilbehør såsom ekstern blitz, LED-lys, tripods samt ekstra zoom-objektiver.
På Good Evening Europe lejer vi f.eks. hvert år et professionelt zoom-objektiv med henblik på at kunne lave videoer i høj kvalitet. Udgiften blot for dette objektiv er +1500 kr. for 2 uger. En udgift, som nu viser sig at være, spildt.

Planlægningen af en Eurovision-dækning er også temmelig omfattende og der sidder masser af redaktører rundt omkring i Europa og planlægger hver eneste prøvedag (og relaterede events under Eurovision) ned til mindste detalje for at kunne give sine læsere det bedste og mest fyldestgørende materiale.

Dette arbejde har EBU ligeledes valgt at ignorere.

Når det er sagt, så vil vi naturligvis stadig yde den bedste dækning, vi kan, udfra de regler, der er stillet op. Blot med reduceret videomateriale og hovedvægten på pressekonferencer, interviews og begivenheder udenfor arenaen, f.eks. Eurovision Village og EuroClub. Vi blogger stadig fra prøverne og – i det omfang det er tilladt – vil vi også dele billedmateriale fra de åbne prøver.

Herunder følger en opsummering af de vigtigste ædringer:

  • Intet materiale – hverken billeder eller video – må deles fra pressens private SoMe-profiler
  • Materiale må deles på mediets SoMe-konti men i begrænset omfang, se herunder:
  • Medier, som er medlem af EBU, må dele op til 3 minutter fra 2. prøverne pr. dag (total)
  • Medier, som ikke er medlem af EBU må dele op til 2 minutter fra 2. prøverne pr. dag (total)

Der er lignende regler for de første dress rehearsals, som vi dog ikke er 100% sikre på endnu. Ligeledes er still fotos ikke beskrevet i reglerne.

Til hverken pressekonferencerne eller til Blue Carpet er der restriktioner.

Efter showet ser det ud til at videomateriale må deles uden restriktioner, men vi er ikke sikre på denne paragraf.

Vi opdaterer, når vi ved mere.

YouTube player