Vi maler byen rød: The Musical 2 – Tilbage til 80’erne igen!

0
188

5. april 2018 har Musicalteatrets ”Vi maler byen rød: The Musical 2” urpremiere på Folketeatrets Store Turnéscene i København og er som den succesfulde 1’er fyldt til randen med hits fra Dansk Melodi Grand Prix.

I 2010 havde Musicalteatret premiere på den anmelderroste ”Vi maler byen rød: The Musical” på Folketeatrets Store Turnéscene i København. Siden da har forestillingen været opført mere end nogen anden ny dansk musical i dette årti – hele 40 selvstændige produktioner af forskellige teatre og teaterforeninger over hele landet (inklusive Musicalteatrets egen genopsætning i 2014) er det blevet til. Som en af de første danske jukebox-musicals (musicals med kendt/tidligere udgivet musik) bragede ”Vi maler byen rød: The Musical” ind på den danske teaterscene med en komedie om en gymnasieklasse, der i 1980’erne må igennem et væld af livs- og kærlighedsudfordringer lige op til den endelige studentereksamen. Forestillingen var spækket med 25 af de største hits fra Dansk Melodi Grand Prix gennem fem årtier.

Nu, otte år senere, er samme teater og forfatter klar med en selvstændig opfølger til musicalhittet, og denne gang er der hentet mere end 25 andre uforglemmelige danske Melodi Grand Prix-sange op af nostalgi-skattekisten. Hvor 1’eren lå i genre med ungdomsforestillinger som ”Grease”, byder 2’eren på helt nye karakterer i en ny historie, der denne gang henter inspiration fra de store, overdramatiske 1980’er-sæbeoperaer som bl.a. ”Dollars” og ”Dallas”. En dansk rigmandsfamilie rejser i 1980’erne af sted til ferieøen Mallorca for at restituere efter faderens pludselige død. De seks voksne børn og deres (sted)mor får sig dog en knap så afslappende ferie under de spanske palmer, da kærligheden begynder at blomstre for dem alle under de mest uventede omstændigheder – og da først hemmeligheder, løgne, afsløringer, afpresning, falske testamenter og chokerende sandheder ser dagens lys til den store grisefest, bliver alle familiemedlemmernes liv ændret for altid. Der er melodrama, humor, fest, farver, stort hår og skulderpuder for alle pengene i ”Vi maler byen rød: The Musical 2”!

Vi maler byen rød: The Musical 2” sættes op på Folketeatrets Store Turnéscene (Hvidkildevej 64, København NV) d. 5.-21. april 2018. Musicalen varer ca. 3 timer (inkl. pause) og er egnet fra 10 år og op.

Musicalen er skrevet af Rasmus Mansachs, der tidligere har stået bag en række af Musicalteatrets succeser, bl.a. “Vi maler byen rød: The Musical“, “1929 – En gangstermusical“, ”Tremmer”, ”Hotel”, “Showtime“ og “Der var engang?”. Der er 45 skuespillere, sangere og dansere (samt liveorkester) på scenen med instruktion af John Holmgren Brohammer Jensen, koreografier af Kenneth Parsberg og sanginstruktion/korledelse af Jakob Blegvad Stenz.

Billetter til Musicalteatrets ”Vi maler byen rød: The Musical 2” kan købes via Billetlugen her (pris 149-249 kr. eks. gebyr): bit.ly/2pccHub

Man kan desuden læse meget mere om forestillingen og Musicalteatret på deres hjemmeside og Facebook-side musicalteatret.dk/vmbr2