Dansk ugeblad: Syvdobbelt Grand Prix-deltager vraget af DR

0
112

Hun debuterede i 1983 sammen med Sir Henry og har siden da deltaget 6 gange op igennem 80’erne. Kirsten Siggaard må siges at være en af de helt store Grand Prix-legender og hendes popularitet blev yderligere understreget, da den danske fanklub, melodigrandprixfans.dk, i november sidste år tildelte den nu 63-årige sangerinde årets “Mylle-pris”.

Prisen, som er opkaldt efter Mr. Grand Prix, Jørgen de Mylius, gives til en person, som har gjort noget ekstraordinært for Grand Prix’ets udbredelse i Danmark, og har tidligere været uddelt til ikoner som Emmelie de Forest, Birthe Kjær, Birthe Wilke og Keld Heick.

Læs også: Kirsten Siggaard vinder Mylleprisen 2017

I duoen Hot Eyes formåede Kirsten sammen med Søren Bundgaard at vinde Dansk Melodi Grand Prix 3 gange, i 1984 med ‘Det’ lige det’, i 1985 med ‘Sku’ du spørg’ fra no’en’ og i 1988 med ‘Ka’ du se hva’ jeg sa’.

En musical-inspireret sang

35 år efter hendes debut så var Kirsten Siggaard i år godt på vej til et comeback i Melodi Grand Prix. Det skriver ugebladet TÆT PÅ i dag. “Der var angiveligt tale om en musical-inspireret sang, og selv om den var med i den endelige pulje, vurderede DR ifølge TÆT PÅ‘s oplysninger alligevel, at den ville falde for meget udenfor de musikalske rammer, man har valgt i år”.

Derfor får vi altså ikke Kirsten på scenen i årets Melodi Grand Prix, som afvikles den 10. februar.

Pressemøde den 22. januar

Selvom Kirsten ikke er blandt årets deltagere, så får vi hende alligevel at se til pressemødet, som ifølge TÆT PÅ afvikles den 22. januar. Her skal hun og en række andre Grand Prix-legender introducere årets 10 deltagere.

Kirsten har ikke selv kommenteret på eller bekræftet nyheden overfor TÆT PÅ.

YouTube player