SEEBACH: Et rørende og ærligt billede af Seebach-familien i forrygende flot musical

0
156
Pelle Emil Hebsgaard som Tommy Seebach - Foto: Søren Malmose

Uovertruffent skuespil, innovativ scenografi og en nyskabende fortælleteknik er virkemidlerne bag Fredericia Teaters forrygende flotte og velspillede musical, der leverer et rørende og ærligt billede af Seeback-familien.

De fleste kender historien om Tommy Seebach. Om  succesen, der blev afløst af skuffelse og et massivt alkoholmisbrug.  Om Grand Prix-kongens eventyr, der sluttede i fiasko og førte til hans alt for tidlige død.

Men historien om familien Seebach indeholder så mange andre ting. Det er historien om sammenhold, om kærlighed og tilgivelse, om hårdt arbejde og viljestyrke, om talent og om at acceptere og stå ved sin arv.

Det er historien om en familefar, der trods sin store kærlighed og gode hensigter, ender med at svigte både sig selv og sin familie, og om sønnen, der på trods af sin frygt for at gå i farens fodspor, ender med at blive én nutidens aller største popstjerner.

Respektfuldt, ærligt og troværdigt portræt af Tommy Seebach

SEEBACH-musicalen er primært båret af en lang række uovertrufne skuespilpræstationer.

Pelle Emil Hebsgaard formår på en både respektfuld, ærlig og troværdig måde at portrættere Tommy og formidle både for- og bagsiden af den folkekære sanger. Han rammer plet som den glade og charmerende Tommy, vi kender fra Melodi Grand Prix, men også som den temperamentsfulde musiker, som konstant plages af, hvad andre tænker og mener om ham.

Pelle spiller ikke bare rollen som Tommy. Han ER Tommy, og med yderst overbevisende mimik, gestik og kropsprog, holder han publikum fanget gennem hele forestillingen.

Fra første møde genkender vi alle sammen Tommy’s lidt hæse stemme, hans livlige latter og charmerende smil samt den lidt kejtede måde han sidder bag klaveret og vipper med hovedet for at nå mikrofonen.

Kemien med Nina Marie Schödt Lybæk-Hansen (Karen) er perfekt. Man gribes af den stærke kærlighed, Tommy og Karen har for hinanden, ligesom samspillet med og mellem de 3 Seebach-børn rammer dybt.

Den tidligere Melodi Grand Prix-deltager Joakim Lind Tranberg (All about a Girl, 2010), der spiller rollen som Rasmus, er ikke blot en dygtig sanger, hvis stemme ligger tæt op ad originalen, men Joakim rammer også med stor overbevisning “Ralle”’s umiddelbare og lidt naive drengerøvs-attitude.

Med både humor og respekt portrætteres en lang række personer i Tommy’s liv. Martin Skriver er fremragende i rollen som Keld Heick og leverer desuden et spot-on portræt som den noget stive ”Krøller eller ej”-korsanger Michael Elo.

Patricia Tjørnelund, som bl.a. har været danser ved Eurovision Song Contest 2014 i København, stråler i rollen som den smukke og karismatiske Debbie Cameron.

Nytænkende sammenfletning af nutid og datid

Man gør i manuskriptet op med den klassiske kronoligiske fortælling, og benytter sig i stedet af en nytænkende og yderst effektfuld sammenfletning af nutid og datid. Selvom en stor del af forestillingen foregår tilbage i tiden, så bevares tilknytningen til nutiden alligevel hele vejen igennem.

Det sker både ved hjælp af Fredericia teaters moderne drejescene og via Seebach-børnene, der fortæller og kommenterer på historien fra sidelinjen.

Opbygningen af historien er med til at binde Tommy og Rasmus’ musikalske karrierer sammen og tydeliggør en række paraleller mellem deres liv, f.eks. kampen for at slå igennem og modstanden mod at stå i rampelyset.

Springene mellem fortid og nutid gør samtidigt forestillingen både dynamisk og levende, og bidrager til at kæde begivenhederne sammen. Vi oplever Tommy’s første kolaps og indlæggelse i en scene, der både viser familiens stærke bånd, men også hvordan farens liv har efterladt dybe ar i børnene.

Herefter springer vi igen tilbage i tiden og følger begivenhederne, der fører til Tommy’s nedtur, som på den måde kommer til at fremstå endnu mere gribende. Man sidder som publikum med Tommy’s definitive skæbne i frisk erindring, mens man følger de begivenheder og handlinger, der henover de næste 30 år sender ham direkte mod afgrunden.

Selve opbygningen af forestillingen er sket med udgangspunkt i de mange Seebach-hits, og primært Rasmus’ sange benyttes til at fortælle historierne om de to Seebach-generationer, både i sang og dialog. Som når en ung Tommy synger ”Øde ø” til Karen eller når familien synger den smukke “Flyv fugl” som duet, mens de magtesløse er vidner til Tommy’s alkoholmisbrug og hans personlige nedtur.

YouTube player

Dynamisk forestilling takket være moderne scenografi

Den vellykkede make-up, de let genkendelige frisurer og autentiske kostumer er, sammen med Fredericia Teaters imponerende scenografi, med til skabe en så overbevisende illusion, at man som publikum flere gange tager sig selv i at flyde helt ind i SEEBACH-universet.

Et afgørende element i den flotte forestilling, er Fredericia teaters moderne scenografi. En imponerende lyssætning og et LED-bagtæppe, som leder tankerne i retning af de senere års flotte Eurovision-shows, forvandler lynhurtigt omgivelserne: fra Tommy og Karens dagligstue til Tommy’s stambodega, til Melodi Grand Prix og nytår med rådhustårnet og fyrværkeri i baggrunden.

Ved hjælp af en drejescene flettes fortiden på en elegant måde ind i nutiden, f.eks. når scenen med den unge Tommy’s første møde med Karen skifter direkte til Seebach-brødrenes arbejde i studiet og kamp for at slå igennem på trods af deres navn.

Plateauer, der hæves og sænkes, bidrager sammen med drejescenen til at give showet dynamik og gør det samtidigt lettere for publikum at holde fokus på personerne i centrum, da det er omgivelserne og ikke personerne, der bevæger sig.

Med få simple virkemidler skaber man let-genkendelige scener, som med få rekvisitter tillader hurtige og smidige sceneskift: Med et keyboard og en mixerpult på LED-bagtæppet forstår publikum straks, at vi er med Nico og Rasmus i studiet og et par stole tegner nemt dagligstuen i Tommy og Karens hus.

Også på lydsiden imponerer Fredericia Teater os med effekter, der lever op til moderne biografers suveræne lydoplevelser, f.eks. i en meget stærk scene, hvor flyet fra Irland symboliserer Tommy’s kurs mod afgrunden efter hans sidste og skæbnesvangre deltagelse i Eurovision Song Contest.

Generelt byder forestillingen på mange velgennemtænkte symbolikker, som løfter handlingen og giver publikum noget at tænke over, f.eks. illustreres pressens noget overfladiske interesse i Tommy efter første Grand Prix-sejr med en række journalister, som kortvarigt danser med Tommy. Ligeledes symboliserer  Seebach-børnenes placering på sidelinjen meget fint den magtesløse tilskuer-rolle, de oplever i deres fars nedtur.

Hele følelsesregistret igennem!

Historien om Seebach-familien sender pulikum igennem hele følelses-registret flere gange i løbet af forestillingen, som på trods af historiens tragiske omstændigheder også formår at skildre de smukke, varme, sjove og festlige dele af Tommy’s liv.

De 3 manuskriptforfattere Mads Æbeløe Nielsen, Søren Møller  og Thomas Agerhold byder på masser af humoristiske indslag, som løfter stemningen. Især Nico og Rasmus giver publikum anledning til at få rørt lattermusklerne, som f.eks. i  et komisk øjeblik, hvor nutidens Nico og Rasmus bliver nusset om som babyer af datidens Tommy.

Som Grand Prix-fan var gensynsglæden med Tommy’s mange klassiske bidrag stor, ligesom det var en fornøjelse at se den autentiske og meget detaljeorientede fremstilling af  Tommy’s deltagelser i Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision Song Concert. Alt fra kostumer, karakterer, koreografi og til teknikken, der kokser, er genskabt, så man føler sig direkte hensat til 70’erne og 80’erne.

Joakim Lind Tranberg sørger, med den afsluttende Rasmus Seebach-koncert, for at publikum går fra Fredericia Teater med et smil på læben og en “Happy Ending-feeling”, mens de nynner én af de mange Rasmus Seebach-hits, der efter musicalen har fået en helt ny betydning.

Vi blev meget klogere på familien Seebach i en yderst ærlig, respektfuld, underholdende og ikke mindst rørende musical, som alle bør give sig selv den gave at se.

6 ud af 6 stjerner

“Du behøver ikke sige undskyld
For du har gjort mig til den jeg er
Lov mig du må ikke sige undskyld
For du har gjort mig til den jeg er”

SEEBACH spiller på Fredericia Teater indtil 14. januar 2018, for herefter at vende tilbage til Musikhuset Århus den 21. april og Det Kongelige Teater den 20. juni 2018. Du kan købe din billet på nedenstående links og læse mere om musicalen her.

Fredericia Teater
Musikhuset Århus
Det Kongelige Teater

YouTube player

https://www.facebook.com/pg/GoodEveningEurope/photos/?tab=album&album_id=1804926963130933