Hermed tredje beretning i føljetonen, hvor vi følger de to jyder på eventyr i Kyiv. Du kan læse første del her, eller springe over og læse anden del her.
De spændte hjelme
En eller anden i kulissen ved Eurovision 2017 har tydeligvis været i gang med at spænde hjelme det seneste døgn. Det er i hvert fald vores teori, efter vi ved ankomsten til pressecentret tidligt i morges blev mødt af dusinvis af frivillige med stramt spændte hjelme (den metaforiske slags hjelme, red.).
I løbet af natten var der kommet nye ansigter til bag skranken, og iblandt dem de første ikke-ukrainske frivillige. Ikke fordi de nye var mere hjælpsomme eller vidste mere, men kommunikationen forgik nu lidt mindre med fagter og lidt mere med reelle ord. Der var nu svar på det fleste spørgsmål, eller i det mindste viden om, hvem bag skranken der kunne tænkes at vide noget om det, vi spurgte om. Der var sket en forvandling i Kyiv!
Nu kunne vi for eksempel få at vide at shuttlen ikke rigtigt kører nogen steder hen, der er relevant for os, og at den stopper med at køre en time før, pressecentret lukker. Vi kunne nu også få udleveret det korrekte nummer på vores dueslag, og ikke mindst få udleveret et kort over Kyiv hvor International Exhibition Centre ikke er med på. Den komplette mangel på information var blevet afløst af bunkevis af ubrugelig information, men vi ser det dog som et skridt i den rigtige retning.
I am reedi to hrelp
Men selvom der endnu ikke var ret meget information, vi kunne bruge til noget, så havde natten også bragt en håndfuld nye ukrainske piger til informationsskranken, lokalkendte og meget hjælpsomme. Da vi stod overfor at skulle begive os ind til Kyiv midtby ved middagstid for at mødes med Robin Bengtsson på hans hotel, og det stod klart at shuttlebussen ikke ville kunne hjælpe i den retning, så stod de fnrivillige klar.
Det viste sig at receptionist-finten, vi hidtil har benyttet os af også kan bruges i pressecentret med stor effekt. Disse nye frivillige vidste præcis, hvem der skulle ringes til for at komme frem, og til den billigste pris vi endnu har oplevet. Det var også i den anledning at en ekstremt begejstret infomedarbejder udtalte de famøse ord: “I am reedi to hrelp”. Hun skaffede en taxa og fulgte os hele vejen ud til fortovskanten og introducerede os overfor vores kommende chauffør. En sand heltinde.
Vi veksler fra bødekassen
Med interviewet med Robin vel overstået, og mange tak’er og “vi ses til Nordic night” bag os, skulle vi nu tilbage til pressecentret for at se dagens sidste prøver. Receptionisten på det meget luksuriøse hotel fik lov at hjælpe os med endnu en taxa, og efter ti minutter var vi igen på vej. Turen ville komme til at koste os omkring 170 ukrainske pap-penge, hvilket ikke er den store udgift og slet ikke set i lyset af at det er en ti kilometer lang køretur over relativt vanskeligt terræn.
Når man hæver penge i Ukraine så foregår det som alle andre steder: beløbet udbetales i det mindste antal sedler automaten kan slippe afsted med. Problemet med den strategi er dog, at der stort set ikke er nogen andre i Ukraine der har sedler på den størrelse som automaten spytter ud, og der er dermed heller ingen i landet der kan give tilbage på en 500 pap-penge seddel.
Det kunne vores chauffør heller ikke, hvilket han lod os forstå ved at sukke dybt, som kun folk i Ukraine kan, ved synet af vores splinternye gigantseddel. Så vidt vi kunne forstå på ham, da han trillede lidt rundt foran arenaen, så ledte han efter en anden taxa, så de to i fællesskab kunne slå deres formuer sammen og give tilbage på vores alt for store seddel (ca. 125 dkk.). Men taxaer var der dog ingen af. Vi forsøgte at foreslå, med fagter og gebrokne udtalelser af “Novus” (shopping centret ved siden af arenaen), at vi kunne gå over ved siden af og måske være heldige at nogen havde tjent nok i dag til at kunne veksle en plovmand.
Det forstod vores chauffør absolut ikke et hak af og ville heller ikke høre tale om bare at tage sedlen og lade os komme ud. Nej, vores chauffør viste sig at være en meget snu herre, han henvendte sig til den nærmeste politibetjent.
Vi nåede lige akkurat at at forlige os med tanken om at tilbringe de næste 12 år i et ukrainsk fængsel, da den ældre herre lynede sin lille bæltetaske op, placeret ca. 30 cm for højt på kroppen til rigtigt at se smart ud, og producerede 5 styks 100 sedler. Vi fik simpelthen lov til at veksle vores alt for store seddel i politiets bødekasse.
I am also reedi to hrelp
Vi sluttede dagen med endnu en succeshistorie for de søde ukrainske piger ved info-desk. Igen skaffede de os en taxa til spot-pris, og oveni det fik vi også en udførlig instruktion i brugen af det ukrainske svar på uber: Uklon. Og igen fulgte den søde pige os helt ud til den ventende bil for at sende os vel af sted.
Vi glæder os nu til at se hvad morgendagen bringer for os. Ukraine har i hvert fald vist sig at være et spændende bekendtskab indtil nu.
