Hermed anden beretning i føljetonen, hvor vi følger de to jyder på eventyr i Kyiv. Du kan læse første del her.
“Det ved jeg ikke”
Hvis årets Eurovision har en overskrift, så tror jeg den lyder nogenlunde sådan her: “det ved jeg ikke”. Eurovision 2017 Kyiv – I don’t know.
I assorteret rækkefølge, hermed en ufuldstændig liste af ting, som ESC Kyiv ikke ved. Jeg har oversat spørgsmål og svar for læsbarhedens skyld. I realiteten foregår al kommunikation i en kombination af jysk-engelsk, fagter og grynt af frustration.
- Hvad er nummeret på mit dueslag? (den lille brevboks alle P-akkrediterede får, og som har et nummer man giver til pressechefer og andet godtfolk, i bytte for
julegaverpromotion CD’er)- Det ved jeg ikke, kom tilbage senere.
- Hvor er interviewbogen (den bog vi alle skriver os i for at få interviews med artisterne)
- Det ved jeg ikke, prøv at sende en mail?
- Hvor foregår pressekonferencerne?
- Det ved jeg ikke, måske rundt om hjørnet? (nej… nej, det gør de ikke – men point for forsøget)
- Hvornår begynder shuttle’n at køre? (de gratisbusser der fragter os rundt mellem officielle hoteller, Euroclub og venue).
- Det ved jeg ikke, måske i morgen?
- Kan jeg få en shuttle plan?
- Det ved jeg ikke – tjek hjemmesiden i morgen
Det er en smule nedslående at se en info-desk bemandet med 12 søde ukrainske piger, hvoraf ingen af dem kan ret meget engelsk, og slet ingen af dem kender svaret på dit spørgsmål – eller hvem der muligvis kunne tænkes at kende det.
Piotr og Pirattaxaen
På trods af udenrigsministeriets forsikring om at yngre mennesker i Ukraine nok taler en smule engelsk, har vi endnu ikke fundet mere end et par stykker af dem. Det gør selvfølgelig også, at det ikke kun er ude i arenaen, der er vanskeligheder med kommunikationen. Efter dagens arbejde valgte vi at handle en smule ind i det shoppingcenter, der ligger ved siden af arenaen. Det gjorde, at tiden blev en smule fremskreden, inden vi var helt klar til at komme tilbage til hotellet.
Indtil nu har vores insider trick været at ringe til receptionen på vores hotel, og få den altid søde Veronika til at ringe til en taxa for os. Det har virket perfekt, til fast pris og ingen problemer.
Men Veronika får fri klokken 20, og så er der kun Igor tilbage. Og Igor taler ikke engelsk. Og uden hotel-finten er vi lidt på bar bund. Men man er vel fra Jylland, og selvom alle bogstaverne ligner krimskrams fra en børnehave, så kan man vel godt finde en adresse og bestille en taxa selv? Ikke?
Nej. Det kan man ikke. For når man ringer til et taxaselskab og beder om en der kan engelsk, så taler den flinke dame videre på speed-ukrainsk indtil man lægger på igen. Men med en smule hjælp fra informationen i shoppingcentret, og delegation manager fra Ukraine, der tilfældigvis stod i ved siden af, lykkedes det os at få bestilt en taxa.
Når man bestiller en taxa i Kyiv, så gør folk et stort nummer ud af at fortælle dig, hvordan den taxa, der kommer, skal se ud. Farven på taxaskiltet, dens nummer og så videre. Det er mildest talt en smule underligt, indtil første gang man støder ind i en pirattaxa. Det er folk, formoder vi, der kaprer kunder fra de mere reelle selskaber ved simpelthen at komme først til en bestilling, de opfanger via radio eller lignende.
Sådan en fætter ankom der for at samle os op foran centret. Lettere beruset og en smule usoigneret at se på. Men efter at have åbnet sit bagagerum og konstateret at der lå et dæk, og at der nok ikke helt kunne blive plads til 2 tasker og 3 bæreposer, valgte Piotr (det kalder vi ham nu – red.) at ringe til sin ven Joshka. Enten var Piotr eller Joshka ikke tilfreds med mængden af bagage, eller også blev Pirat-Piotr en smule skræmt af vores meget officielt udseende P-akkreditation badges. Han valgte i hvert fald af sætte sig ind i sin taxa igen og køre væk. Uden os eller vores grej.
Receptionist to the rescue.
Plan B. Vi tog vores udstyr og indkøb med på McDonald’s, købte et par burgere og nassede på restaurantens wifi for at bestille en Uber. En Uber, der imidlertid valgte at aflyse turen 1 minut fra at være ankommet. Den næste Uber aflyste fem minutter efter at have accepteret turen.
Plan C. Sidste forsøg endte med at vi fulgtes med et par danske venner over på deres hotel og bad receptionisten om at ringe til en taxa for os (en variant af Veronika-finten). Det viste sig at være effektivt. Selvom han dog valgte at køre os ned til Maiden i stedet for vores hotel i første omgang. Det løste sig dog fint med lidt mere hjælp fra receptionisten på stedet, og vi endte vores aften foran det korrekte hotel, kun 2 timer efter at have ringet efter den første taxa.
