Video: Saara Aalto’s fem deltagelser i den finske udvælgelse – Fra korsanger til solist!

0
101

Finske Saara Aalto er mest kendt for sin deltagelse i X-factor UK og 2. pladsen i sidste års finske finale UMK. Men 2016 er langt fra den eneste gang, den smukke, finske sangerinde har forsøgt at komme med i Eurovision Song Contest. Vi har kigget nærmere på Saara’s fortid i den finske udvælgelse.

X Factor-stjernen debuterede på TV allerede som 1-årig, skrev sin første sang som 5-årig og vandt som 11-årig en sangkonkurrence med sin egen sang i den finske by Kotka i 1998. Herefter begyndte hun at tage undervisning i sang og musik.

Siden årtusindeskiftet har Saara deltaget i adskillige talentshows og sangkonkurrencer, bl.a. det finske svar på Talent og The Voice. Hun har deltaget i den finske udvælgelse ikke mindre end 5 gange, som både korsanger og solist.

Saara Aalto – den evige 2’er ? | Foto: Wiki Finland

Fra korsanger til solist

Første gang, Saara Aalto deltog i den finske udvælgelse, var i 2004 som del af Heidi Kyrö & Just group. Fire år senere forsøgte Saara sig som korsanger for Hanna Marsh og sangen ‘Broken Flower’, som imidlertid ikke nåede finalen. Det gjorde derimod bl.a. Cristal Snow, som Saara dystede mod i UMK 2016.

Saara måtte også sige farvel inden finalen, da hun i 2009 var korsanger for Riikka på sangen ‘Merin’.

Meget bedre gik det i 2011, hvor det endelig var Saara’s tur til at stå i front som solist. Hun sluttede på 2. pladsen i den finske finale med sangen ‘Blessed With Love’, kun slået af Paradise Oscar.

I 2016 var Saara tilbage i den finske finale UMK og videre fra semifinalerne med den største stemmeandel af alle deltagere (35% i sin semi). I finalen måtte hun dog endnu engang se sig slået. Sandhja vandt en overbevisende sejr hos juryen og Saara sluttede dermed, på trods af en sejr hos seerne, på endnu en 2. plads. Samme resultatet i øvrigt som i X Factor UK 2016.

Vi har lavet et lille video sammendrag af alle Saara’s deltager i den finske finale herunder.

YouTube player

Kilde: Yle.fi, wiki