Interview med Julie Bjerre: “Det bliver energisk, det bliver 80’er vibe, farver og kærlighed”

0
184
Julie Bjerre
Julie Bjerre

Julie Bjerre er året yngste deltager. Den 16-årige gymnasieelev vandt i 2013 DR1-programmet Mentor og fik efterfølgende en pladekontrakt med Warner. Vi talte med hende mellem dagens prøver.

Julie synger én af årets få dansksprogede sange “Tæt på mine drømme” skrevet af Maia Daniella Andersen, Jacob Schack Glæsner og Grand Prix-legenden Lise Cabble, som ifølge sangerinden selv passer rigtig godt til hende. “Den handler bare om at være ung og naiv og forelsket.”, fortæller hun.

Føler sig som en stjerne

Torsdag startede prøverne i Gigantium og her var Julie sammen med resten af årets deltagere på scenen for første gang.

“Det var for sindsygt. Det var vildt. Jeg ved ikke, men der sker et eller andet oppe i mit hoved, når jeg står på sådan en stor scene. Ok, så er vi i gang” fortæller sangerinden og tilføjer med et smil “Man føler sig som en stjerne”.

De første prøver er foregået for lukkede døre, og uden publikum i salen, derfor kan deltagerne se frem til, at fredagens generalprøve og lørdagens show bliver en helt anden oplevelse: “Det bliver for vildt, uh, det tør jeg slet ikke tænke på”, siger Julie om de tusindvis af publikummer, som kommer til at følge showet fra Gigantium og tv-seerne hjemme i stuerne.

80’er vibe, farver og kærlighed

Når Julie lørdag aften skal overbevise hele Danmark om, at hun skal repræsentere Danmark i Wien, så har hun, sin unge alder til trods, en god portion erfaring med i bagagen. I tv-programmet Mentor har hun lært flere ting, som hun efter eget udsagn kan bruge i sin performance:

“Det var et program der handlede om udvikling. Jeg tilbragte to måneder sammen med nogle folk, som har været i branchen i mange år.  Det fundament, jeg har fået, kan jeg helt klart bruge i den her “cirkus-branche” siger Julie med et smil og uddyber. “Jeg har også lært en del om kamerateknik. Det handler det jo også om, dem hjemme i stuerne skal også have en fest”.

Meget tilfreds med prøverne

Og netop en fest, er lige hvad seerne kan se frem til, når sang nummer 6 bliver fremført imorgen aften. “Det bliver et meget friskt sceneshow, jeg skal danse rigtigt meget og jeg har dansere med. Det bliver energisk, det bliver 80’er vibe, farver og  kærlighed. Lidt kærlighed kommer der også” fortæller Julie og tilføjer “Der var helt klart nogle ting, der skulle rettes lidt op på inden showet – i og med at det var første gang. Men jeg synes faktisk, jeg er glad, jeg er meget tilfreds”.

Vi vil ønske Julie held og lykke og sige mange tak fordi, hun havde tid til at tale med os.

Læs også: Ålborg bød velkommen i Das Bierbar