Glamboy P blandt arrangørerne af stort indsamlingsshow

0
110

If you’re cold and you’re hurt, I can feel it in my heart….“. Sådan lød starten på Glamboy P’s bidrag til Dansk Melodi Grand Prix 2014 ‘Right by your side’, som handlede om at være sin egen bedste ven. Nu får symbolikken imidlertid en ny betydning.
Den 30-årige sanger står i øjeblikket ved de hjemløses side som en del af drivkræfterne bag den store indsamling #AlleHarRetTilVarmtTøj.

Alle har ret til varmt tøj!

Vinteren er på vej og ikke alle i Danmark har tag over hovedet. Det er udgangspunktet for, at en række personer med forskellig baggrund har besluttet at gå sammen om at stable et velgørenhedsprojekt på benene.
Under titlen #AlleHarRetTilVarmtTøj inviterer de til indsamlingsfest og koncert med en række kendte kunstnere i Enghaveparken i københavn. Her kan folk donere deres gamle vintertøj, tæpper, soveposer, huer, handsker, sko osv. til de hjemløse.

Arrangementet løber af stablen d. 2. november 2014 fra kl. 12.00 til 16.00 og en lang række kunstnere har allerede givet tilsagn om at optræde ved arrangementet. Det gælder bl.a. Bo Evers, Cisilia, Freja Kirk, M.I.V., Michelle Evers, Martin Lewis og så Glamboy P, som både er vært ved eventet og har lovet at spille et par numre. Du kan se programmet her.

En rigtig god gerning

Initiativet til indsamlingen blev taget tilbage i september. “Miguel Perez kastede en bold op i luften, og det viste sig, at der var stor tilslutning og mange mennesker, som bekymrede sig om denne her sag” fortæller Glamboy P i et telefoninterview.

Jeg blev ringet op af Kristina (red: Kristina Ellemand Krisling), som spørger, om jeg vil være vært og spille til showet” svarer Glamboy P på spørgsmålet om, hvordan han selv blev involveret i projektet. Efter at have hørt mere om arrangementet og talt med Miguel, valgte han at sige ja.  “Jeg hører, at det er lige fra hjertet af. Der er ikke nogen spekulationer, der er ikke noget popularitets-barometer, der spiller ind.  Det er i virkeligheden bare en rigtig god gerning og det vil jeg gerne hjælpe til med og så involverer jeg mig.”

Du kan læse det fulde interview med Glamboy P her.

Morgenkys og musikønsker

Som en optakt til arrangementet valgte en lokal radiostation, Radio Rødovre, at afsætte 7 timer af deres sendetid til at gøre en forskel for de hjemløse, inden vinteren sætter ind. I søndags var der således åbnet op for køb af morgenkys og musikønsker, hvilket rigtig mange mennesker benyttede sig af.  Med en stor indsats fra både lyttere, medarbejdere, sponsorer og partnere lykkedes det at samle 9491 kr. samt rigtig mange poser varmt tøj ind til de hjemløse.

På Facebook har arrangørerne oprettet siden Alle har ret til varmt tøj, som på få dage har fået rigtig mange tilhængere. I skrivende stund har mere end 1300 personer været inde og like siden og interesseren for at hjælpe har været overvældende.

Det er helt vildt! Folk skriver til os om, at de har tøj eller f.eks. gerne vil bage kage eller boller og komme derind, så det er helt fantastisk“, fortæller en af initiativtagerne, Patrick Nielsen i et interview til Radio Rødovre.

Han forklarer endvidere, at de indsamlede penge går ubeskåret til de hjemløse og vil blive brugt til en langsigtet indsats. Det stopper ikke den 2. november og én af overvejelserne går bl.a. på at tage kontakt til forskellige køkkener i København og lave en klippekort-ordning, så de hjemløse kan komme ind og få et måltid varmt mad.

Finsk bidrag til indsamlingenRiikka_instagram

Det er ikke kun på Sjælland og resten af Danmark, at gavmilde mennesker sender bidrag til den gode sag. Ordet har spredt sig helt til Finland, hvor Eurovision-fan Riikka Jääskä‎ har fulgt indsamlingen og valgt at sende en pakke til Danmark.

“Da jeg ikke selv har mulighed for at deltage i arrangementet, besluttede jeg mig for at bidrage ved at sende vintertøj med posten og håber på den måde, at kunne gør en lille forskel i at hjælpe de hjemløse“, fortæller Riikka, og uddyber:

“Jeg har været Eurovision-fan siden 1998 og i de senere år har jeg også set de nationale finaler i flere lande, herunder Dansk Melodi Grand Prix. I år deltog en artist, der hurtigt blev min store favorit, Glamboy P, som er en fantastisk sanger, danser og person, og som jeg siden da har fulgt med stor interesse”.

Støt op og del!

For at sprede budskabet og dermed være i stand til at hjælpe så mange hjemløse som muligt, har arrangørerne brug for din hjælp.

Glamboy P opfordrer alle til at kigge forbi Facebook-siden Alle Har Ret Til Varmt Tøj, hvor man kan læse mere om eventet og meget gerne gå ind og tilmelde sig begivenheden, hvis man kan komme. “Folk må også meget gerne dele den video, der er lavet med Maj-britt (tidligere hjemløs) og selv se den, og se hvordan man kan være fanget i saksen”, lyder opfordringen fra Glamboy P.

Hvis man kommer den 2. november og har en instragram-profil, så kunne vi godt tænke os, at man tager billede af alt det tøj, man kommer med og lægger det på Instagram med #AlleHarRetTilVarmtTøj, dels for inspirere andre og dels for at vi har en idé om, hvor meget, der kommer. Vi er frivillige og alle, som er her, er hvervede mennesker. Vi vil helst ikke være for få og vi vil omvendt heller ikke spilde for mange menneskers søndag, hvis der ikke er brug for dem“.

Hvis du ikke kan være i Enghaveparken søndag d. 2. november, er der stadig en mulighed for at bidrage. “Vi har aftaler med nogle forskellige lagre, der kan tage imod tøj, hvis man ikke selv har mulighed for at komme den 2. november“, fortæller Glamboy P.

Du kan læse det fulde interview med Glamboy P her.

Vi på www.good-evening-europe.dk ønsker arrangørerne al mulig held og lykke med projektet og håber at rigtig mange vil deltage i indsamlingen!

Praktisk info

Har du varmt vintertøj, tæpper, soveposer, huer, handsker, sko osv., som du ikke bruger og som du har lyst til at donere til et godt formål, så kig forbi Enghaveparken søndag d. 2. november.

Bor du i den anden ende af landet eller har du af andre årsager ikke mulighed for at deltage d. 2. november, så er Lagerkompagniet gået med i hjælpen til denne indsamling. Du kan således sende dit bidrag til Lagerkompagniet, som så samler det hele sammen og afleverer på dagen. Mærk forsendelsen “varmt tøj”, og send til:

Lagerkompagniet Aps
Søllerupvej 21
4681 Herfølge

Du kan også aflevere tøjet i “Euromaster” i Herlev. Du kan afleverer dit tøj hos Nikolaj inden d. 2/11 på denne adresse:

Euromaster
Mileparken 37,
Herlev.

Gå ind på Facebook og like siden Alle har ret til varmt tøj, tilmeld dig begivenheden eller følg eventet på Instagram på profilen alleharret2014, hvor du også allerede nu kan poste et billede af dit bidrag til indsamlingen.