DMGP 2014: Eksklusivt Interview med Glamboy P.

2
105

Glamboy P med det borgerlige navn Patrick Spiegelberg deltager i Dansk Melodi Grand Prix 2014 med sangen “Right by your side”. Han er (i skrivende stund) favoritten til at tage sejren, hvis man spørger vores læsere, som siden den 17. februar har kunnet stemme på deres Top 3 i Dansk Melodi Grand Prix 2014.

Vi vil derfor give jer chancen for lære Glamboy P lidt bedre at kende og heldigvis stillede den talentfulde sanger gladeligt op til et telefon-interview her til eftermiddag.

I interviewet fortæller Glamboy P bl.a. om sin rolle i årets X-Factor, om oplevelserne i Eurovision Dance Contest og sidst men ikke mindst fortæller han om sit bidrag og tankerne bag det sceneshow, som vi kommer til at opleve på næste lørdag.

Glamboy P, du er jo en alsidig herre og har optrådt som både sanger, danser, koreograf, stået bag eventet ”HEMMELIG” og meget andet. Hvad brænder du egentlig mest for?

 – Det er der ikke noget, der hedder. Nogle gange får jeg lyst til at bevæge mig, nogle gange får jeg lyst til at se andre bevæge sig, høre andre synge og nogle gange vil jeg gerne selv synge. Det er sådan lidt forskelligt. Nogle gange har man lyst til at at bukser på og andre gange har man lyst til at tage shorts på.

 Men jeg har altid sunget. Jeg tror bare ikke så meget, jeg har haft Nej-hatten på. Jeg har bare sagt ja til de opgaver, som jeg har været heldig at få.

På din dåbsattest står der Patrick Spiegelberg, men du kalder dig Glamboy P. Hvordan er dit kunstnernavn opstået og hvad betyder det for dig?

 – Det er faktisk noget, jeg er blevet mobbet med, inden jeg var klar til at ”embrace”, hvem jeg var 100% som menneske. Folk begyndte at kalde mig Glamboy og jeg tog det først  som noget negativt, fordi jeg ikke var klar til at stå ved, at det var det menneske, jeg var.

Jeg har bare lært at elske det navn og så syntes jeg, at det var meget sjovt. Det er ligesom en manifestering af alt, hvad jeg er som menneske, hvad jeg kan li’ og hvad jeg dyrker og hvordan jeg er.

Du er blevet et kendt ansigt i Danmark, efter du var med i årets X-Factor, hvor du var Lina Rafn’s hjælpedommer. Hvordan er det at være tilbage i et talentprogram? Kan du genkende noget af det, som årets deltagere går igennem, fra din tid i Popstars?

 – Det er jo vildt! Jeg har jo (tror jeg) en helt anderledes connection med deltagerne, i og med at jeg har stået på den anden side. Jeg ved, hvad de går igennem og tænker. Man er super sensitiv i den her proces. Man tænker, at hvis jeg siger blå, så kan det være udslagsgivende i forhold til om, jeg får lov til at fortsætte i det her.

Jeg synes jo, at det er nogle af de mest modige mennesker, der gør de her ting. De er klar til at lade sig dømme foran, jeg ved ikke, hvor mange seere.

Nu er det 10 år siden, at jeg var med i et talentshow, så jeg har oplevet og lært en masse siden. Så det er sjovt at kunne rådgive og have mit eget view på, hvad en artist skal indeholde.

Nogle ting kommer naturligt. Nogen har en fantastisk stemme, men mangler så noget i forhold til, hvordan man kommunikerer, altså så man ikke lyder arrogant. Nogle gange har man denne her følelse af, at man kan klare hele verden og 10 minutter efter tænker man. Jeg er bare det pureste l*rt og jeg skulle bare gemmes langt væk.

Så det gælder om at finde den gyldne middelvej, så man ikke får udstillet sig selv uheldigt. Det synes jeg er sjovt.

Du har jo også selv deltaget i en anden ”talentkonkurrence”, Eurovision Dance Contest i 2008. Hvordan kom du med i den konkurrence?

 – Jeg mener, DR ringede rundt og spurgte 15 forskellige dansere, om de ville sende en video ind. Jeg havde lige lavet et show med min veninde Katja (red. Svensson). Vi kunne da godt sende videoen, og så valgte de vores video og spurgte om vi ville til Skotland og repræsentere Danmark – og dét ville vi gerne.

Og det gik jo rigtig godt. I fik en flot 6. plads!

 – Ja det var en vild oplevelse! Det var vildt sjovt. Jeg har altid syntes, at det var sjovt at stå på en scene og har optrådt, siden jeg var 4-5 år i alle mulige sammenhænge. Jeg synes, det er sjovt at kunne levere noget til mennesker eller publikum. Jeg har en kæmpe selvtillid i den sammenhæng, måske lidt mindre selvværd, i alt fald dengang.

Det var et godt match at sætte mig på en scene og så kunne jeg få folk til at smile eller klappe og føle, at de havde haft en god dag og det gav mig selv en følelse tilbage af, at jeg var noget værd.

D. 8. marts skal du igen stå på scenen. Denne gang som én af de 10 deltagere ved Dansk Melodi Grand Prix 2014 med sangen ”Right by your side” skrevet af Mathias Kallenberger, Andreas Berlin og Jasmine Anderson. Hvordan blev det samarbejde til og hvad betyder sangen for dig?

 – DR havde lidt flere sange i spil, end de skulle bruge og så har de testet dem af på forskellige artister. Der var 3 sange, som jeg blev spurgt om og denne her kunne jeg godt li’. Da jeg hørte den, kunne jeg bare nikke genkendende til. Hvis bare nogen havde sagt sådan til mig for 10 år siden. På den måde, så connectede vi – det var bare naturligt. Det føltes rigtigt.

Jeg er blevet spurgt før, om jeg havde lyst til at lave Melodi Grand Prix og jeg følte ikke jeg var klar. Jeg synes ikke bare, at man skal stille sig op og synge en sang, det har jeg i alt fald ikke lyst til. Når jeg nu har den platform og jeg ved, at der er mange, der lytter, så vil jeg også gerne have noget at sige.

 – Jeg ved, at jeg har et dybere budskab, en ting at kæmpe for – udover bare at synge en sang. Det hele har bare passet sammen i denne her omgang. Jeg føler mig klar. Og jeg føler, at jeg er et helt menneske i dag.

Når jeg bliver spurgt, er det bedste råd jeg kan give, bare at omfavne dig selv – både på godt og ondt.

Jeg er ikke altid nem, jeg træffer også forkerte valg og gør dumme ting. Det, der er vigtigt, er bare at det kommer fra et rent hjerte, at man opfører sig pænt og at man er ærlig overfor sig selv. Det har været det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Før følte jeg, at jeg skulle kæmpe for alting, fordi at jeg ikke var ærlig overfor mig selv. Nu tør man at tage et “stand” for sig selv og sige ”det vil jeg ikke være med til” og ”det vil jeg gøre”. Førhen kunne jeg ikke lide at sige nej, fordi ingen måtte synes noget dårligt om mig. Det er da heller ikke sjovt i dag, hvis folk synes noget dårligt. Men jeg ved inde i mig selv, at det er den eneste chance, jeg har for at leve et rigtigt liv.

Du er i øjeblikket favoritten til at vinde Dansk Melodi Grand Prix 2014, hvis valget stod til vores læsere på Good-evening-europe.dk. Tillykke med det! Kan du afsløre lidt om, hvordan dit sceneshow vil blive i Odense og hvad vi kan forvente?

 – Tak for det! Jeg vil ikke fortælle så meget om mit sceneshow, men om mine tanker for sceneshowet. Hele tanken bag det er, at det kun er den, der har problemet, som kan løse problemet. Man er nødt til at gøre en aktiv handling. Hvis du f.eks. sidder i store økonomiske problemer, så er det dig selv, der bliver nødt til at gøre en aktiv handling for at komme ud af det. Derfor er det ligegyldigt, hvem der er omkring dig. Det er ingen andres skyld, kun dig selv.

I mit tilfælde sad jeg et sted, hvor jeg var  så meget ”in denial” på alle mulige områder i mit liv, at jeg fik skubbet alle væk fra mig. Til sidst var der ikke nogen, der kunne gøre noget. Folk havde prøvet ”har du ikke lyst til?…”, ”skal vi ikke prøve…?”, men er du ikke selv klar, så kunne de mennesker, der er omkring dig ligeså godt være statuer.

Det er hele ideen omkring min sceneoptræden. 


Vi vil sige mange tak til Glamboy P fordi han ville svare på vores spørgsmål og ønske ham alt mulig held og lykke i Dansk Melodi Grand Prix 2014 d. 8. marts! Hvis du gerne vil høre mere til Glamboy P, så kan du følge ham på Facebook på dette link.

I skrivende stund ligger Glamboy P nummer 1 i vores poll med godt 25 % af stemmerne. Lyt til en bid af alle årets bidrag og stem på din favorit her.

Facts om Glamboy P

Patrick Spiegelberg a.k.a. Glamboy P er født og opvokset i København. Han er 29 år og har levet af at optræde, siden han var 14 år.

I 2003 vandt han sammen med 4 andre drenge den 3. sæson af TV2’s Popstars og udgav som en del af boybandet FU:EL albummet ”Next please” med bl.a. hittet ”Please please”, som dog ikke blev nogen succes.

Glamboy P har i en årrække optrådt på klubber, i tv, til koncerter, i musicals og for forskellige artister og bands, bl.a. Infernal. Han har også stået bag eventet ”Hemmelig”.

Glamboy P repræsenterede i 2008 Danmark i Eurovision Dance Contest sammen med Katja Svensson og sluttede på en 6. plads. Du kan se deres optræden nederst i artiklen.

I 2014 tonede Glamboy P med den karakteristiske lyse fletning frem på skærmen i X-Factor, hvor han har fungeret som Lina Rafn’s hjælpedommer.

D. 8. marts står han på scenen i arena Fyn, hvor han skal synge sang nummer 6 “Right by your side” – skrevet af Mathias Kallenberger, Andreas Berlin, Jasmine Anderson.

Comments are closed.