DR afslører datoen for Dansk Melodi Grand Prix 2014

    1
    105

    Opdateret d. 25.09.2013

    I dag har DR offentliggjort værtsbyen for Dansk Melodi Grand Prix 2014. Som G.E.E. tidligere har skrevet, ja så faldt valget altså på Arena Fyn i Odense. Showet afholdes d. 8. marts 2014, mens børnenes udgave kommer til at løbe af stablen samme sted ugen efter, nemlig d. 15. marts. Så rygterne talte næsten sandt, dog med en uges fejlmargin.

    Ikke siden 1993, hvor Tommy Seebach sang “Under stjernerne på himlen”, har det danske Melodi Grand Prix været afholdt på fynsk grund. Det er 20 år siden og nu har Odense altså igen fornøjelsen af at samle Grand Prix fans fra det ganske, danske land og indtage værtsrollen for Dansk Melodi Grand Prix 2014.

    Arena Fyn har bl.a. huset Danmarks Indsamling 2013. Der er plads til ca. 5000 mennesker ved koncerter. Det er under halvt så mange som Boxen sidste år kunne huse. Hvor mange billetter, der bliver sat til salg til Dansk Melodi Grand Prix 2014, kan DR ikke sige noget om endnu.

    DR søger lige nu sange til konkurrencen og sidste frist for at indsende sit bud er mandag 7. oktober. Herefter vil en jury gå i gang med at udvælge seks sange. Derudover vil DR invitere fire danske kunstnere til at deltage på wildcards.

     

    Se eller gense Tommy Seebach Band og hans smukke “Under Stjernerne på Hilmen” fra Dansk Melodi Grand Prix 1993 i Odense, herunder:

     

    ————————————————————————————————————————————-

    D. 23. september 2013

    Ifølge rygter i og omkring det danske fanmiljø, ja så kommer Dansk Melodi Grand Prix 2014 i år til Fyn, nærmere betegnet Arena Fyn i Odense.

    Der er også spekuleret en del i tidspunktet for den danske finale. Idet der fra DRs side bruges meget tid på planlægningen af den internationale finale i København, ja så er deadline for indsendelse af sange til årets konkurrence også rykket. Sidste år var datoen d. 24. september, men i skrivende stund har man stadig et par uger til at fuldende den sang, som skal sende Danmark mod endnu en international sejr i 2014. Deadline for indsendelse af sange er d. 7. oktober 2013.

    Ved hjælp af udelukkelsesmetoden og Arena Fyns arrangementskalender, så er kloge hoveder kommet frem til at Dansk Melodi Grand Prix 2013 vil løbe over de danske tv-skærme lørdag d. 1. marts 2014.  Dvs. noget senere end, vi har været vant til de senere år. Senest blev Dansk Melodi Grand Prix 2013 afholdt d. 26. januar i år. Ugen efter formoder man, at Børnenes Grand Prix vil blive afholdt samme sted, ligesom det skete i Herning i år i Boxen.

    Arena Fyn eller Odense Congress Center har kapacitet til ca. 5000 publikummer dvs. under halv så mange, som Jyske Bank Boxen kan rumme.

    DR har dog endnu hverken sat officiel dato eller sted på, hvor det danske Grand Prix skal foregå. “Men det falder snart på plads”, udtalte Underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged for en måneds tid siden til DR.dk.

    Odense har som bekendt budt ind på Dansk Melodi Grand Prix og MGP i året, hvor flere danske byer har kæmpet om værtrollen for Eurovision Song Contest.

    “Det kan blive et rigtig godt sammenfald. Melodi Grand Prix og MGP er en national begivenhed, som kan samle det meste af nationen. Og da Danmark – som forsvarende mester – samtidig er årets europæiske Grand Prix Land, regner vi med, at der i 2014 vil være et ekstraordinært stort fokus på Dansk Melodi Grand Prix og MGP i Danmark. Det er jo ved Dansk Melodi Grand Prix 2014, at vi skal vælge den kunstner, som skal forsvare titlen på hjemmebane. Det er meget positivt for Odense”, siger Anker Boye, Odenses borgmester.

    Odense var ikke med i kapløbet om at få Eurovision til Odense. Det vil være for stor en mundfuld for Arena Fyn at skulle huse arrangementer i størrelse med det europæiske melodi grand prix, vurderes det. “Dog passer det danske arrangement fint til Arena Fyn”, mener udviklingschef hos Odense Sport & Event, Tue Kempf.

    Comments are closed.