Årets reviews: Semifinale 2 – del 1

0
103

Så er det blevet tid til 3. del af vores anmeldelser af årets sange. I dag tager vi hul på semifinale 2.
Vi giver dig i lighed med tidligere år en opsummering på årets sange – Hvilke sange kommer til at blande sig i kampen om sejr og hvem kan lige så godt booke en returbillet på det tidlige fly? Hvilke lande er sikre på en finaleplads og hvem kommer til at kæmpe lige på grænsen af Top 10? Vi lover én ting: Det endelig resultat bliver med garanti ikke, som vi forudsiger og vi kommer helt sikkert til at krumme tæer over vores fejlagtige gæt og hullede forudsigelser, når Eurovision er slut.

Husk at vurderingerne udelukkende er baseret på vores subjektive mening om årets bidrag og valg af baggrunds-statistik, som er nærmere beskrevet nederst på siden. Du er naturligvis mere end velkommen til at levere dit alternative bud i Facebook-boksen nederst. I år er Team G.E.E.’s programmør og fotograf Michael kommet med på sidelinjen og leverer sit meget ærlige og til tider brutale alternative review af årets sange. Du finder “Michaels reality-check” nederst under hvert review.

 

LETLAND:

Efter at sidste års begrænsede succes med den søde Anmary og hendes ‘Beautiful song’, så er Letland i år tilbage i en helt ny boldgade. P.e.R. byder på up-tempo rap tilsat dubstep, trompeter og en forsanger iført en glitrende slimfit sølvdragt med udsyn til mere nøgenhed, end jeg kunne ønske mig på hans Yohio-lignende, afpillede krop. Jeg har svært ved at finde noget positivt at sige om bidraget. Det skulle da lige være gruppens energiske sceneshow, som dog hurtigt bliver “for meget” og som påvirker forsangerens vokal i alt for stor udstrækning.’Here we go’ er MEGET ensformig, teksten er tom og sangen kommer ikke nogen vegne. Jeg kunne godt li Østrigs ‘Woki mit deim popo’ fra 2012 indenfor samme genre, men P.e.R. når ikke i næheden af Trackshittaz’ niveau, som FYI blev nummer belønnet med 8 points og en sidsteplads på trods af udsigten til masser af popo. ‘Here we go’ er nok en udemærket showstarter, men ikke en finalist. Dette er endnu en Top-3 fra bunden sang hos mig, som jeg desværre ikke kan give points.

Statistik: **

Bookmakers: *

Juryvote: **

G.E.E.: –

Kvalifikation: Nej

Placering: 13-17

 

Michaels reality-check:

Lyder som 80’ernes MC Einar (undskyld MC Einar), der synger fodboldsang. De skal vist hjem og øve sig. 0 points!

—-

SAN MARINO:

Årets mest positive overraskelse er for mig den smukke Valentina Monetta. Fra sidste år at synge Facebook-sangen, som alle elskede at hade, så er hun i år tilbage som en potentiel dark horse med den storslåede ‘Crisalide’. Som vi har set hende i videoen og til EiC, så har hun i år fået en styling, der passer til en kvinde i hendes alder og til hendes musikstil. Sidste år så vi en 37-årig sangerinde klædt ud som teenager, hvilket var med til at trække helhedsindtrykket af bidraget yderligere ned.Den flotte melodi, der bygger op til et festfyrværkeri af en afslutning, sætter fokus på Valentinas store stemme og ‘Crisalide’ vidner om at Ralph Siegel efter sidste års bommert er tilbage i topform. Hvis man skal pege på noget negativt, må det blive temposkiftet. Bidraget starter ud som en dramatisk og flot ballade, men skifter efter de første par minutter stil i retning af mere moderne europop. Det er som om de 2 dele ikke hænger 100% sammen og jeg sidder tilbage med en følelse af at den storladne, klassiske ballade bliver trukket ned i det generiske pop-søle. Omvendt er det også popdelen, der giver bidraget den “ægte” Eurovision afslutning. San Marino har endnu ikke prøvet at kvalificere sig til finalen, men det bliver der lavet om på i 2013! Med en sang, som lige så godt kunne være taget ud af den prestigefyldte, italienske San Remo-festival, vil Valentina appellere til både jury og tv-seere. Sangen er taget rigtig godt imod af både fans og bookmakere og ligger i skrivende stunde på en 2. plads i OGAEs årlige fan-afstemning.

Statistik: –

Bookmakers: ****

Juryvote: ****

G.E.E.: ****

Kvalifikation: Ja

Placering: 5-8

 

Michaels reality-check

Det lyder godt. Kan ikke forstå hvad hun synger, men det betyder ikke noget i en sang som denne. Hun synger godt.

****

—-

FYR Makedonien:

Fra den klassiske ballade skifter vi stil og lander i FYR Makedonien hos den 69-årige sigøjner-mama og makedonske superstjerne Esma Redzepova, som sammen med den 27-årige popsanger Vlatko Lozanoski giver os årets eneste ægte etniske bidrag og samtidig en af mine store favoritter.Indledningsvist var jeg som en masse andre fans rundt omkring i Europa knust, da FYR Makedonien valgte at droppe den fantastiske ‘Imperija’. Jeg er dog blevet mere og mere varm på det nye bidrag ‘Pred Da Se Razdeni’, som for nyligt har fået den engelske titel ‘If I could change the world’. Vlatkos del af sangen er flot og iørefaldende r&b med et af årets mest iørefaldende omkvæd. Nogen vil måske kigge en ekstra gang, når den frodige Esma entrer og starter sit Lay-lay-lay. Men personligt er jeg vild med den rytmiske, sigøjnerinspirerede del af bidraget, som virkelig sætter gang i festen. Esma ER en stjerne og årets ukronede Eurovision-dronning. Hun er blandt de af årets artister, som jeg ser allermest frem til at følge i Malmø. Jeg synes sammensætningen af duoen er et genialt påfund og håber at Europa får øjnene op for bidragets kvaliteter og ikke stemmer alt for mainstream. Problemet kan være at de 2 sangere og 2 dele af sangen er så langt fra hinanden, så de ikke smelter sammen og bliver til ét. Desuden er Esma måske mere et feat. end en egentlig del af duoen, hvilket måske er værdigt for en så stor stjerne. Resultatmæssigt er jeg bange for at den lidt alternative stil sender Makedonien ud af Top 10, men jeg tror bestemt en finaleplads er indenfor rækkevidde.

Statistik: ***

Bookmakers: *

Juryvote: ***

G.E.E.: ****

Kvalifikation: Ja

Placering: 5-8

 

Michaels reality-check:

Den starter meget godt ud. Meget moderne beat, genkendelig stemme, men for meget zigeuner-tra la la la. Meget af sangen går med hendes del, som mest består af forskellige versioner af le-le-le. Ganske udmærket sang.

****

—-

AZERBAIJAN:

Azerbaijan er vel nok den mest succesrige Eurovision-nation pt. Landet har kun deltaget siden 2008, har aldrig fået en ringere placering end en 8. plads og har allerede prøvet at finde konkurrencen. Sidste år sang Sabina Babayeva sig ind på en lidt overraskende flot 4. plads med balladen ‘When the music dies’. Man skal aldrig sige aldrig med Azerbaijan og jeg skal også straks indrømme, at jeg allerede har oddset på Faird Mammadov som vinder….Bare for at være på den sikre side 🙂 Når det er sagt, så synes jeg ikke ‘Hold me’ er en oplagt vindersang. IMO mangler den lidt af mystikken fra nogle af Azrbaijans øvrige topbidrag, ex. 2012, 2010 og 2009. Men det gjorde ‘Running scared’ jo også…?Med ‘Hold me’ leverer Azerbaijan en dejlig r&b ballade med et flot arrangement og et af årets bedste og mest sing-along venlige omkvæd. I bedste Schlagerstil stiger tonen til sidst, hvilket lægger op til et festfyrværkeri af en afslutning. Farid er en attraktiv sanger og han leverer en både emotionel og indlevende performance. Når det gælder Azerbaijan, så ved vi også, at sceneshowet bliver spektakulært! I konkurrence med en række topkandidater, som måske kan dele vandene lidt, så giver Farid en ukompliceret popsang, der ligesom ‘Running scared’ har potentialet til at overraske og snige sig forbi favoritterne på finaleaftenen. En moderne Johnny Logan? Personligt så håber jeg ikke, at det bliver Baku 2014 og jeg synes ikke ‘Hold me’ er unik nok til sejr.

Statistik: *****

Bookmakers: ****

Juryvote: ***

G.E.E.: ****

Kvalifikation: Ja

Placering: 1-4

 

Michaels reality-check:

Klassisk Grand Prix ballade, går videre, men ikke noget specielt.

***

—-

FINLAND:

Den 27-årige, finske Voice-deltager Krista Siegfrids repræsenterer i år Finland med den glade popsang ‘Marry me’. Selvom jeg personligt var skuffet over Finlands valg, så kan jeg godt forstå, hvorfor bidraget er populært hos nogle fans. Sangen er catchy, sød, sjov og samtidigt et uptempo-bidrag, som kan få folk op af stolene efter den romantiske ballade fra Azerbaijan. Alle kan synge med på “oh-oh-ding-dong”-delen og den marcherende koreografi giver bidraget en vis genkendelse. ‘Marry me’ er langt fra et musikalsk mesterværk, hvis man kigger på melodi og tekst isoleret, men tilsat Kristas stærke vokal, smittende glæde og selvsikre performance, så er vi måske ikke så langt fra en finaleplads, som først antaget.’Marry me’ ligger i samme genre som moderne pophits fra f.eks. Kary Perry. Selvom titlen og budskabet måske er en del mere cheesy, så minder bidraget mig lidt om ‘Last friday night’. På den front, kunne Finland godt få en del stemmer fra den yngre del af tv-seerne. Det var så den positive del 🙂 På den mere negative side, så er der ikke meget tilbage af ‘Marry me’, når man skræller de store lag af gimmicks væk. Min første indskydelse var, at Krista var årets Silvia Night, men SÅ irriterende er hverken Krista eller ‘Marry me’ altså, trods alt. Ser man på den humoristiske video, så får man en helt ny forståelse af teksten. I en semifinale, hvor der er langt mellem uptempo feel-good sange, så har Krista en okay chance for at kvalificere sig. Vinderchancer er til gengæld helt udenfor rækkevidde.

Statistik: ***

Bookmakers: ***

Juryvote: **

G.E.E.: **

Kvalifikation: Måske

Placering: 9-12

 

Michaels reality-check:

Plat! Misbrug af en ellers udmærket sanger og melodi. Hvis man ikke lyttede til teksten, kunne det være en standard popsang

**

—-

MALTA:

Fra masser af finske gimmicks, kan overgangen næsten ikke være større til næste nation på scenen. Malta, som er repræsenteret af den 23-årige praktiserende læge og deltids-sanger Gianluca Bezzina. Her er vi igen ved en af af de sange, som har været i min Top-10, helt fra den blev valgt.’Tomorrow’ er for mig årets ‘Me and my guitar’ (Tom Dice, 2010) eller en forbedret ‘Da da dam’ (Paradise Oscar, 2011). Det er den enkle og overbevisende “Brødrene Olsen”-performance, som flytter fokus til musikken, teksten og Gianlucas stemme, som fuldender helhedsindtrykket. Sangen, der handler om Jeremy “working in IT – An extra careful guy, sensitive and shy. Risk assessment is his investment in a life of no surprise”, som falder for sin dimentrale modsætning, går rent ind hos mig. Sangens indhold understøttes på en elegant måde af den søde video og af Gianlucas indlevende levering. Og så kunne Gianluca godt være virkelighedens generte, følsomme og lidt kejtede Jeremy. Malta lever efter tesen “Less is more” og skiller sig på den måde ud i årets konkurrencen. Nogen gange skal der bare ikke mere til end en sød, ukompliceret popsang og en charmerende, smilende levering. Hermed kan bidraget også fange stemmer, fra tv-seere som ikke er til dance, folk, gimmicks, østeuropæisk eller storladne ballader og leder efter en simpel sang at stemme på. Der er pluspoints til Malta for bidragets instrumentale brug og for at give os en moderne anvendelse af ukulelen. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg ser den sympatiske Gianluca, der som en lille maltesisk sol spreder glæde og god musik til Eurovision-folket. Det belønner jeg med et 5-tal.

Statistik: ***

Bookmakers: **

Juryvote: **

G.E.E.: *****

Kvalifikation: Ja

Placering: 5-8

 

Michaels reality-check

Glad sang med velkomponeret melodi og en sød historie

****

—-

BULGARIEN:

Bulgarien har kun kvalificeret sig til finalen en gang i 8 forsøg. I år genbruger man landets eneste opskrift på succes, nemlig duoen som i 2007 gav Bulgarien deres 5. plads og hidtil bedste resultat.Jeg har det lidt svært med ‘Samo Shampioni’. Indledningsvist så var en klog beslutning af skifte det oprindelige bidrag – uanset årsagerne til denne beslutning, for ‘Samo Shampioni’ er et klart stærkere bidrag. Men når det er sagt, så lever årets bidrag på ingen måde op til ‘Voda’ fra 2007. Den etniske folk-lyd, trommerne og Elitsa & Stoyans helt specielle sound er ikke noget nyt og det virker som om duoen kører i præcis den samme rille, som i 2007. Men omvendt så er det nok primært Eurovision-fans og folk fra de tætteste nabolande, som husker Elitsa & Stoyan. Derfor så vil bidraget nok blive opfattet som nyt og anderledes af hovedparten af tv-seerne. Den karismatiske og energiske performance kombineret med en effektiv trommelyd giver ”Samo Shampioni’ et godt udgangspunkt til at skille sig ud – også når man kigger på de sange, som præsenteres før og efter. Men bidraget er også MEGET langt fra de mainstream-sange, som har vundet de senere år. Men bliver Elitsas folk-inspirerede stemme for meget for især de vestlige tv-seerne (Jeg går stadig og venter på Goat-edition)? Og er bidraget indeholdende bl.a. den traditionelle gaida-sækkepibe bare for anderledes? Det tror jeg umiddelbart er tilfældet. Derimod kunne det godt være en type bidrag, som påskønnes af juryen. Kigger man på Bulgariens “venner”, så stemmer bl.a. Grækenland, Spanien og Makedonien også i denne semifinale og denne type bidrag plejer at være populære i regionen omkring Bulgarien. Så stemmer fra f.eks. Albanien og Rumænien m.fl. er heller ikke urealistisk. Det bliver til én stjerne for at vælge at synge på modersmålet og én stjerne for Gaidaen. Bidraget kan overraske, men jeg tror bestemt ikke Elitsa & Stoyan skal satse på at blive årets ‘Shampioni’.

Statistik: *

Bookmakers: *

Juryvote: *

G.E.E.: **

Kvalifikation: Nej

Placering: 13-17

 

Michaels reality-check

Prøver at finde et diplomatisk ord for “pisse-irriterende”! Det lykkedes ikke…. 0 stjerner!

—-

ISLAND:


Efter at den populære ‘Never forget’ i fjor sluttede på en skuffende 20. plads, prøver Island i år at gå nye veje med en keltisk inspireret ballade på islandsk. Bidraget minder mig på mange måder om sidste års ‘Kuula’, som overraskede mange og sluttede på en 6. plads. En smuk, ægte og følsom ballade, som fremføres på en simpel og indlevende måde. Island sender en dygtig sanger, der med sit lidt grove ydre virker som en flot kontrast til den emotionelle ballade. Jeg er vild med det smukke islandske sprog og synes at Island har truffet det helt rigtige valg, ved at lade sangen være på islandsk.Jeg giver 4 stjerner for en meget iørefaldende sang, som – om man vil det eller ej – sætter sig fast. Jeg tror den kan samle stemmer i både Øst og Vest og især hos juryerne, som bør give Island flotte karakterer i år. Men så skal stemmen sidde lige i skabet og Eyþór skal give os en performance med masser af indlevelse og følelse.

Statistik: ***

Bookmakers: *

Juryvote: ***

G.E.E.: ****

Kvalifikation: Ja

Placering: 5-8

 

Michaels reality-check

Typisk ballade på lokalsproget. Går nok videre, men ikke min kop te.

 

Statistik: Med udgangspunkt i statistikker siden 2004, hvor semifinalerne blev indført i Eurovision, er hver nation blevet tildelt et antal stjerner fra 0 til 5, som angiver landets succes i Eurovision (hvor mange gange landet har kvalificeret sig til finalen). Statistikken kan sige noget om hvor stor en “støtte” landet typisk har. Årsagen til at år 2004 er valgt, er for at benytte en afgrænset årrække samt ud fra den betragtning, at der er sket voldsomme ændringer både på grund af semifinalernes indførelse men også mht. deltagerlande og deres placering i Europa i de senere år, hvorfor stemmestatistik flere årtier tilbage er ubrugelige til at forudsige årets udfald.

Bookmaker: Med udgangspunkt i www.oddschecker.com, er hvert land tildelt et antal stjerner, som angiver deres chancer bedømt ud fra landets odds. Da oddsene naturligvis hele tiden ændrer sig, har vi været nødt til at benytte et øjebliksbillede fra en bestemt dato (ultimo april 2013).

Juryvote: Med udgangspunkt i vores afstemning på Good Evening Europe, så har vi tildelt hver land et antal stjerner alt efter, hvor godt de har klaret sig i vores afstemning. Da en afstemning ligesom odds hele tiden ændrer sig, har vi været nødt til at benytte et øjebliksbillede fra en bestemt dato (ultimo april 2013).