G.E.E. Reviews 2012: San Marino

0
107

San Marino

2 gange har miniputstaten San Marino forsøgt sig i Eurovision Song Contest – 2 gange har landet måttet tage et tidligt fly hjemad, efter manglende succes i semifinalen. En sidsteplads i semifinale 1 i debutåret 2008 og en 3. sidsteplads i semifinale 1, da Senit i fjor repræsenterede landet i Düsseldorf.

I år tager San Marino nye midler i brug i kampen om en finaleplads med den meget omdiskuterede Facebook-sang, som på grund af regelbrud i sidste øjeblik måtte ændres til "The Social network song". Melodien er skrevet af Eurovision-legenden Ralph Siegal (Ein bischen Frieden, 1982), som med årets bidrag rammer 20 Eurovision-sange.

Om årets repræsentant

Valentina Monette er født i San Marino, og har i mange år været aktiv i på musikscenen i sit hjemland. Hun udgav sit første solo album i september 2011, men har tidligere udgivet et par singler. Hun bevæger sig normalt primært indenfor stilarterne jazz, funk og soul musik. I 2008 indsendte hun "Se non ci sei tui" til San Marinos preselection i håbet om at repræsentere San Marino i debutåret, men det blev som bekendt MiOdio, der blev valgt det år.

Den 14. marts i år blev det annonceret at Valentina vil repræsentere San Marino i Eurovision Song Contest 2012 med sangen "Facebook Uh, Oh, Oh". Men allerede dagen efter blev det meddelt, at både sangtekst og titel overtrådte regel 1.2.2. i EBU regelsæt, hvori det fremgår, at sange bl.a. ikke må indeholde kommercielle budskaber.

Som følge heraf blev der lavet få tekstændringer og bidraget fik ny titel, nemlig "The Social Network Song (oh oh uh oh oh)"

 

Jeres dom

Bidraget har fået en noget kølig modtagelse, og flere fans ønskede faktisk at give negativ karakter til San Marino. På Good Evening Europes Facebook-side, gav I bidraget et gennemsnit på 2,78 ud af 10 mulige.

Good Evening Europe’s anmeldelse

Det bliver en meget kort anmeldelse og jeg fortsætter i det kølige spor. Dette er simpelthen pinligt! Teksten kan jeg ikke beskrive som andet end direkte latterlig og tekstændringen fra Facebook til Social network sammen med et par beep-toner virker direkte frastøende og som en hån mod Eurovision og de regler konkurrencen bygger på. Det er bidrag som dette, der giver Eurovision sit plettede ry. Den hyppige brug af Uh og Ohs peger også i retning af den tarvelige produktion.

Sangerinden virker total utroværdig, kunstig og talentløs. Hvis man skal tro Wiki, så er Valentina 37!? og lytter man til noget af hendes tidligere materiale, forstår man på ingen måde, at hun har sagt ja-tak til denne parodi. I den forbindelse forstår jeg heller ikke at en Eurovision-legende som Ralph Siegal vil lægge melodi til en denne tekst.

Juryerne vil uden tvivl slagte bidraget og jeg kan ikke se hvordan San Marino skal få stemmer? Havde det været et land i Østeuropa med "venner", var det måske muligt at undgå 0-points, men jeg tror på en sidsteplads til Valentina og San Marino.

Jeg giver 1 ud af 10 stjerner for Ralph Siegals udemærkede melodi og håber at San Marino vender tilbage med andre toner i 2013.