G.E.E. Reviews 2012: Albanien

0
90

Albanien

Siden debuten i 2004, har Albanien kvalificeret sig til 4 ud af 7 finaler. Hidtil bedste placering er gået til Anjeza Shahini, som sang “The image of you” i debutåret.


Om årets repræsentant

Rona Nishliu blev født i Mitrovica, Kosovo i 1986. Allerede som student, blev hun kendt for sin optræden i talentshowet "Ethet & Krasta Show", som blev afholdt i Tirana i 2004. Hun deltog også i Festivali i Këngës 2004, som er Albaniens svar på den nationale udvælgelse til Eurovision Song Contest sammen med Teuta Kurti og Vesa Luma, og trioen blev tildelt 1. præmie i juniorkategorien.
Selvom Rona Nishliu er kendt som popsanger i Albanien, Kosovo, Makedonien og Montenegro, arbejder hun også indenfor andre musikgenrer. Hun er eksperimenterende jazzmusiker og hendes fortolkninger indeholder ofte elementer af soul.
Humanitært arbejde er et vigtigt indsatsområde for Rona Nishliu. Som studerende organiserede hun humanitære koncerter i Kosovo og i 2009 deltog hun som gæsteforelæser i UNDP. Hun støtter mennesker med autisme og er formand for “Institute for Sustainability and Development of Youth” i Kosovo.

Jeres dom

“Suus” er nok det bidrag, som afstedkommer størst uenighed i årets felt. Flere fans mener bidraget er helt fantastisk og i en klasse for sig, mens andre giver sangen dumpekarakterer og beskriver den som direkte smertefuld at lytte til. Der er dog ingen tvivl om at “Suus” er et bidrag, som ikke går ubemærket hen. På Good Evening Europes Facebook-side, gav I Rona et gennemsnit på 4,56 ud af 10 mulige og her blev der bået giver adskillige 10’ere og 0’ere.

Good Evening Europe’s anmeldelse

"Suus" er eksemplet på hvor vellykket en såkaldt "Eurovision-version" kan være. Albanien har på min personlige liste kæmpet om sidstepladsen side om side med Georgien og Montenegro og jeg har egentlig ikke skænket sangen ret mange tanker. Den særprægede finale-performance, som indeholdt 4 et halvt minutters langtrukken klagesang tiltalte mig på ingen måde. Heller ikke sangerinden, som ligner en yngre Barbra Streisand med dreadlocks i en blandring mellem en 80’er kjole, som burde være blevet i 80’erne og en kappe, som lige så godt kunne have siddet på klokkeren fra Notre Dame, gør heller ikke noget godt for helhedsindtrykket.

Med musikvideoen og den nye forkortede version, skete miraklet. Jeg er fuldstændig betaget af "Suus". Musikvideoen er smuk både visuelt og indholdsmæssig og Rona formidler på en helt unik måde det sørgelige buskab i sangen. Uden at forstå teksten, sidder jeg tilbage med tårer i øjnene, når Ronas stemme knækker over i slutningen af omkvædet. Når man så læser teksten bliver oplevelsen endnu stærkere. "Let me cry. cry. cry.Cause this is the best I can do now".

Ronas stemme er i en klasse helt for sig, og med "Suus" får vi nok præsenteret den største stemme i Eurovision Song Contest 2012. Hun leverer sangen med så meget power og følelse, at bidraget vil skille sig ud og blive husket – også selvom Albanien har trukket en tidlig start. Jeg tror på at juryen vil sende Rona godt på vej mod den finaleplads, som Albanien i høj grad har fortjent. Om tv-seerne er enige, er et rigtig godt spørgsmål. Nogle vil nok række efter fjernbetjeningens volume-down knap og jeg er ikke sikker på om 3 minutter er nok til at få det fulde udbytte af sangen. Men ingen tvivl om at sangen vil blive husket. Jeg håber blot at man vælger at bevare Ronas look og det stilfulde udtryk fra musikvideoen. Det andet vil med garanti koste stemmer.

"Suus" er et stykke musikkunst – som Italiens smukke "Madness of love" fra 2011. Den kan floppe fordi den er FOR unik eller den kan være en darkhorse som Italiens var det sidste år?


Jeg giver 8 ud af 10 stjerner til Rona og årets største og mest imponerende lunger.