G.E.E. Reviews 2012: Letland

0
90

Letland

Letland har kvalificeret sig til finalen i 3 ud af 6 forsøg siden 2004, men vi skal tilbage til 2008, for at finde deres sidste finaleplads. Her var det Pirates of the Sea, der sang sig til en 12. plads med "Wolves of the Sea".


Om årets repræsentant

Anmary blev født i landsbyen Gulbene og musik har været en stor del af hendes verden siden barndommen. Faren sang vuggeviser og spillede guitar for hende, og det var pga. hendes mor opfordringer, at hun valgte at tilmelde sig musikskolen, hvor hun lærte at spille klaver. Hun startede sin karriere i tv-reality showet TheTalent Factory, hvor hun blev nummer 2.
Anmary har tidligere deltaget i en lang række musikalske projekter. Hun har optrådt i musicalen West Side Story, og været forsanger for grupperne Sunny Sense og Mash Mash. Hun har også demonstreret sine vokale færdigheder udenfor Letland. Dr. Christoph Schönherr, komponist og professor ved Hamburg College of Music and Theater valgte Anmary til at synge solo i hans projekt Magnificat, som turnerede med Hamburg Symphony Orchestra i Tyskland, Spanien, Frankrig og Belgien.

Anmary arbejder i dag som både vocal coach og sanger og er anerkendt af en række lettiske musikfagfolk for hendes vokal færdigheder. Om sin kærlighed til musikken, siger Anmary "Music is my oxygen. Singing is a delight, and I get that indescribable feeling of goosebumps before any stage performance. And then this overwhelming sense of satisfaction and pleasure that somebody may be enjoying those same goosebumps while listening to my songs.”

Årets bidrag er skrevet af Dimitri Stassos, Mikaela Stenstrøm og Dajana Lööf.

Jeres dom

Årets lettiske bidrag har fået en blandet modtagelse. Primært bidragets tekst har fået en hård medfart. På Good Evening Europes Facebook-side, gav I Anmary et gennemsnit på 6,84 ud af 10 mulige.

Good Evening Europe’s anmeldelse

“Beautiful song” er sjovt nok gået hen og blevet en “guilty conscience” for en del Eurovision-fans, herunder undertegnede. Melodien er utroligt iørefaldende og der går ikke ret lang tid, før man (u)frivilligt kommer til at nynne med. Teksten kommer nok desværre til at dele vandene. Jeg er ikke sikker på at tv-seerne vil forstå, at dette er et humoristisk bidrag og en velmenende parodi på Eurovision-genren. Teksten er cheesy, grænsende til det småtåbelige og lyden er meget irsk – faktisk langt fra det, jeg forventede at høre fra Letland anno 2012. Hvis det havde været Irlands bidrag, havde det været tilpas selvironisk og jeg tror flere havde forstået bidragets komiske indhold. Og det er netop her problemet ligger med "Beautiful song". Mange fans opfatter ikke parodien, og kritiserer teksten, der karakteriseres som direkte latterlig.

Personligt tror jeg bidraget skal opfattes som en velment parodi med de mange paralleller til Eurovision-historiens gimmicks og kitchede performances som f.eks. det berømte kjoleskifte, 80er/90er dansekoreografien, de dårlige engelske udtalelser og en tekst, som ikke helt passer til melodien. Jeg trækker hver gang på smilebåndet, når vi kommer til de steder i melodien, hvor teksten egentlig ikke passer, men blot er trukket ud, for ikke at skulle ændres. F.eks. "I couldn’t talk cause I was really busy (biiii-zeeeeee)".

I modsætning til mange andre bidrag i “Novelty”-genren, så synes jeg faktisk dette er en smagfuld parodi. Jeg er vild med de irske “knæk” i sangerindens stemme. Jeg kunne godt undvære cowgirl-kostumerne og dansen, som jeg har svært ved at sætte ord på. Men jeg er vild med historien, som faktisk virker meget selvbiografisk, når man læser om Anmarys liv og opvækst og med Anmarys drøm om at vinde Eurovision Song Contest. Melodien er blandt årets bedste og sangen er meget catchy

På den negative side, så kunne Letland nok ikke have trukket en mere uheldig startposition, end tilfældet er – efter Island og Grækenland og før Albanien og Rumænien, som alle 4 må formodes at trække stor opmærksomhed på den ene eller anden måde.  Jeg er ikke sikker på juryens reaktion, især på grund af teksten og frygter at Letland igen må tage hjem, inden festen rigtig er begyndt i Baku.

Meget afhænger af Letlands endelige performance, men jeg synes allerede Letland er nået et godt stykke af vejen med relanceringen og Eurovision-versionen af "Beautiful song". Men en finaleplads vil kræve at en af finale-favoritterne skuffer på aftenen.