Dagen før….

0
113

Om godt et døgn har vi fundet en vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2011 og vores repræsentant til Eurovision Song Contest 2011 i Düsseldorf.
Torsdag blev årets generalprøve afholdt, hvor vi på Melodigrandprixfans blog kunne læse at den unge sangerinde Anna Noa, som skal synge sang nummer 1, lider af halsbetændelse.
Fredag var dagen, hvor vi fik lov til at høre de sidste 2 sange i sin fulde længde, nemlig Kat & Justin og A Friend in London.

Idet jeg ikke har haft adgang til at opdatere min hjemmeside, siden vi rejste mod København torsdag morgen, valgte jeg at lave en anmeldelse af årets sange baseret på de 30 sekunders klip samt de 6 fulde versioner, som var tilgængelige onsdag, men må konstatere at meget er forandret, efter at have hørt de sidste 4 fulde versioner, bl.a. må jeg nok æde mine ret negative ord om Christopher Brandt:-) Omvendt er jeg ikke længere så imponeret over Kat & Justins.
Alt i alt har gennemlytningen af de sidste 4 sange i feltet dog været en positiv oplevelse.

Mine tanker om de sidste 4 sange
Jeg var ikke den store fan af Lee Hutton efter 30 sekunder og 2,5 minut mere med ham, har desværre ikke ændret min opfattelse af at han sammen med Stine Kinck synger et af de svageste 2 bidrag i år. Men jeg kan bestemt se sangens eksistensberettigelse i finalen og er også sikker på at Lee som det boyband-ikon han er, vil tiltrække stemmer både på den drengede charme og på de smooth boyband-toner.
Men ingen semifinale til Lee, hvis du spørger mig.

Næste sanger på scenen er Christopher Brandt, som synger den MEGET Seebach-inspirerede “Emma”. Fra at høre et kort klip, som virkede en smule primitivt – med Emma, der rimer på Dilemma, og den glemte brunchaftale, så er helhedsindtrykket betydeligt bedre, når man får hele historien og melodien med. Jeg havde desværre ikke mulighed for at være til stede ved generalprøven, men bedømt ud fra billeder og Henriks exit poll, som giver Christopher 3. flest stemmer efter hans performance ved generalprøven, så har den unge ex-ishockeystjerne stadig en mulighed for at smutte igennem nøglehullet til semifinalen. Han ser godt ud og så kan den meget Seebach-inspirerede sang høste rigtig mange stemmer fra den yngre del af seerne.

En sang, som før lå lige på grænsen til en semifinaleplads ifølge undertegnede var Kat & Justin. Efter at have hørt hele sangen, er jeg mindre overbevist, da jeg ikke synes versene er så stærke som omkvædet. Det afspejles også i den føromtalte exit poll, hvor Kat & Justin ligger 2. sidst efter generalprøven. Duoen hænger stadig på og alt afhænger af deres og de tætteste konkurrenters endelige performance imorgen aften. De sange, som for mig ligger lige på grænsen er Jeffrey, Jenny, Christopher og altså Kat & Justin.

Aftenens indledende runde afsluttes af A friend in London, som virkelig stiller med et gennemført rocknummer. A new tomorrow lyder både moderne, professionelt produceret og meget catchy. De 4 drenge virker meget professionelle og skiller sig virkelig ud. Start nummer 10 og et virkelig godt nummer, efter min mening minimum Top 3, må resultere i en semifinaleplads og meget muligt også en plads i finalen.
Bookmakerne tror i øjeblikket mest på sang nummer 10, og Danmark kunne meget vel ende med at sende A Friend in London til Düsseldorf.

Gæt på aftenens semifinalister & vinder

Den endelige dom er virkelig svær, da et stort antal sange, har chancen for at gå videre.
Blandt de sikre vil jeg placere:
A Friend in London
Le Freak
Anna Noa – med forbehold for at hun bliver hendes halsbetændelse kvit til imorgen

Omvendt tror jeg ikke der bliver plads til:
Stine Kinck
Lee Hutton
Sine Vig

Det må betyde at disse 4 sange konkurrerer om den sidste semifinaleplads (rækkefølge efter deres chance, for at snuppe en semifinaleplads):
Jenny
Christopher Brandt
Kat & Justin
Jeffrey

Så mangler jeg jo blot at komme med at bud på aftenens vinder. Jeg tror stadig på at Danmark vil have ABBA-inspireret Disko-schlager og holder fast i Lefreak som mit bud på finalen, stærkt forfulgt af A Friend in London og Anna Noa.
Sidste år havde jeg Bryan Rice, som min vinder, så der er stor sandsynlighed for at tendensen fortsætter i år… Så måske bookmakernes dom ikke er helt hen i vejret 😉 ?

Jeg ønsker alle en supergod musikfest imorgen aften og glæder mig til at følge showet fra min plads i Ballerup Super Arena.

Ps. Har desværre ikke adgang til min facebookprofil fra hotellet, derfor den manglende aktivitet 🙁