Et kig på aftenens finale…

1
100

Efter en uges tid i Oslo med masser af prøver, pressekonferencer og 2 flotte semifinaler i Telenor arena, så er det desværre snart slut på årets Eurovision Song Contest og tid til at vende næsen hjemad mod Danmark.
Der har både været skuffelser, positive overraskelser og så en nervepirrende afslutning på semifinale 2, som heldigvis gav os det vi ønskede så inderlig, nemlig en finaleplads til Danmark.

De 2 semifinaler gav os ligeledes 20 finalister, som sammen med de 5 sikre, udgør lørdagens finalefelt, som jeg herunder vil se nærmere på…

1. Azerbaijan
Årets mest hypede bidrag og nr. 1 hos bookmakerne inden sangvalget var endelig fastlagt. En flot og moderne ballade, men hverken koreografi eller scenevalg gør noget positivt for sangen.
Desuden har Safuras vokale præstation desværre ikke været helt i top.
11-15

2. Spanien
Et af årets mest iørefaldende og unikke bidrag, som også har den vigtige sing-along-del “oh oh oh”, som man lynhurtigt synger med på. Fantastisk vokal, karismatisk sanger og et sceneshow, som skiller sig ud.
6-10

3. Norge
Værtslandet stiller med en af de flotteste ballader i årets konkurrence – en sang, som ligeså godt kunne have været tema for OL. Skal nok blive løftet yderligere af hjemmepublikummet. Dog har startlodtrækningen nok desværre ødelagt Norges chancer for at tage sejren på hjemmebane. Didriks synger godt, men jeg mener desværre ikke at scenevalget er med til at løfte sangen.
11-15

4. Moldova
Up-tempo bidrag for første gang i finalen, skiller sig ud, men tror desværre ikke at bidraget er memorabelt nok med en start som nr. 4 ud af 25 og tipper derfor bidraget i den lave ende af finalen.
16-20

5. Cypern
En af overraskelserne fra Semifinale 2, men en iørefaldende sang med en simpel performance og fokus på sangen. Tror ikke den kan blande sig i topstriden, både pga. den tidlige start og pga. ligheden med Tom Dices Me and my guitar, hvor sidstnævnte med stor sandsynligvis vil indkassere hovedparten af stemmerne i den genre.
16-20

6. Bosnien & Herzegovina
En af mine sikre finalister fra Semi 1, men er i finalen oppe mod en lang række favoritter, deriblandt Tyrkiet, som nok stjæler de fleste stemmer i rockgenren. Med Bosniens sædvanlige stemmestøtte er en pæn placering omkring midten nok mit bedste bud
16-20

7. Belgien
Nr. 3 i rækken af mandlige kunstnere med guitar, men også den bedste og mest overbevisende performance. Tom er 100% sig selv, afslappet og giver følelserne frit spil i denne smukke sang, som er blandt årets oplagte kandidater til sejr.
1-5

8. Serbien
Et herligt genreskift fra guitar til farverig balkan-pop. En sang, som i lighed med Grækenland, virkelig får hele salen med og som enhver kan nynne med på et de første 30 sekunder. Vokal og koreografi i top og sædvanligvis masser af stemmer til Serbien, som ligesom Belgien er blandt vinderkandidaterne.
6-10

9. Hviderusland
En flot ballade, som i semifinalen havde en fordel ved at starte som nummer 16 ud af 17. Vokalerne lød ikke helt godt i semifinalen og jeg tror den vil lide samme skæbne som Letlands Bonaparti i 2007, som fik en flot placering i semifinalen, hvor de sang sidst, men med en start som nr. 14 måtte nøjes med 16. pladsen i finalen.
21-25

10.Irland
ESC-legenden Niamh er tilbage i ESC med en af årets flotteste ballader og en performance i særklasse. Kan nok desværre komme til at lide under lodtrækningen – efter en anden ballade og efterfulgt af Grækenlands ultra-populære OPA.
6-10

11. Grækenland
En af de allermest populære sange i Oslo, man kan nærmest ikke gå udenfor en dør uden at høre en eller anden råbe OPA. Effektiv koreografi, memorabelt show og et af årets mest catchy sange. En stor favorit til sejren.
1-5

12. Storbritannien
Endnu et dårligt bud på en vinder fra UK, som nok igen må være i risiko for en sidsteplads. Josh virker meget ung, nervøs og for uerfaren, men har heller ikke en chance med et meget neutralt bidrag.
21-25

13. Georgien
Placeringen efter UK er Sophos chance for at “shine”. En ok ballade og en powerfuld vokal, men en koreografi, som fjerner fokus fra sangen. Kommer til at stå i skyggen af Tyrkiets fremragende sceneshow og iørefaldende rockbidrag.
21-25

14. Tyrkiet
En sang, som er vokset utrolig meget hos mig. maNga har virkelig overrasket med et genialt sceneshow og en meget overbevisende performance, hvor det tydeligt skinner igennem at gruppen har langt mere live-erfaring end de fleste andre kunstnere. Tror den vandt semifinalen og er også blandt mine favoritter til titlen i aften.
1-5

15. Albanien
Bestemt ikke en af mine favoritter, og mener at Slovakiet var en langt mere værdig finalist fra Semifinale 1. Tror Albanien skal være heldig, hvis de ender i midten af feltet, både pga. lodtrækning og med Hera i samme genre lige efter.
21-25

16. Island
Hera er utrolig populær i Oslo, både i salen, hos fans og er i OGAE-afstemningen stemt ind som nr. 2, men jeg tror måske det mest er hos en bestemt gruppe, hun er SÅ populær hos. Jeg kan meget vel ta fejl, men tror det bedste Island kan hente er en placering omkring Top 10-15.
11-15

17.Ukraine
Jeg er stadig i chok over Ukraines finaleplads, og mener bestemt, at den skyldes juryens indflydelse, da jeg tvivler på tv-seernes støtte til en så dyster sang. Dermed vil landet igen være afhængig af juryen, som i finalen har 15 sange mere at vælge imellem.
21-25

18. Frankrig
En dejlig kontrast til den dystre Sweet people, og en energisk sang, som spreder glæde. En af de bedste fodboldsange jeg har hørt, men er lidt i tvivl om det også er en sang, som tv-seerne vil ta til sig og stemme på… Jeg er sikker på at min fodbold-mor i al fald vil sende Frankrig en kærlig sms…
16-20

19. Rumænien
En meget iørefaldende og gennemført popsang. Fantastisk vokal, især fra Paula, bliver gang på gang overrasket over hendes stemmes rækkevidde og den kontrol hun har over hendes stemme. Fedt setup med de klaveret imellem dem, pyrotechnics og “playing with fire”.
Tror ikke på sejr, men en Top 10-placering er bestemt muligt.
6-10

20. Rusland
Rusland er blandt de nationer, som har masser af venner rundt omkring, og som altid får mange stemmer. I år ingen undtagelse og mange her i Oslo mener ikke de har fortjent pladsen i finalen.
Jeg synes imidlertid ikke, det er nogen dårlig sang, men tror omvendt heller ikke på nogen topplacering. Dog kan den sene start nok hjælpe lidt på Peter og gruppens muligheder.
16-20

21. Armenien
En sang, som er rigtig populær i Oslo og som fik rigtig stort bifald i torsdags. Eva synger godt, ser blændende godt ud og så er apricot stone en utrolig iørefaldende blandring af det bedste fra Øst og Vest. Sceneshowet er perfekt og er virkelig med til at løfte sangen. Især blev jeg meget imponeret over aprikosstenen som vandes og begynder at gro i løbet af sangen
1-5

22. Tyskland
En anden af bookmakernes absolutte favoritter er Tyskland. Der er ingen tvivl om, at Satellite har hitpotentiale, men er ikke sikker på at Grand-prixet er den helt rigtige kulisse. ESC er blevet meget visuelt orienteret og fra det jeg har set under prøverne, så er Lena ikke så overbevisende på scenen og hele den tyske performance skiller sig måske ikke nok ud. Lena er dog godt hjulpet på vej af en heldig lodtrækning og skal nok ende i den pæne ende af skalaen.
11-15

23. Portugal
Portugal står for et af mine favorit-undertippede bidrag. Jeg var meget glad for at se Portugal få en af finalepladserne (meget fortjent) og tror på at Filipa nok skal imponere Europa endnu engang. Med en start som nr. 23 af 25 kan Portugal meget vel løbe med en stor del af “ballade-stemmerne” og virkelig overraske positivt. Spørgsmålet er om Israel, som kommer efter vil løbe med stemmerne.
11-15

24. Israel
En af både bookmakernes og fansenes store favoritter. Spørgsmålet er om Harel kan leve op til favoritværdigheden og om juryen er med Israel? Uden tvivl en af de smukkeste ballader, meget følelsesladet og hvis Harel får styr på vokalerne også en af de flotteste vokale præstationer.
6-10

25. Danmark
Som dansker er det naturligvis svært at bevare objektiviteten i forhold til vores eget bidrag.
Men jeg mener bestemt at In a moment like this er det bedste bidrag, vi har deltaget med siden Brdr. Olsen sejrede i 2000.
Heldigvis fik vi styr på teknikken, vokalerne og kemien imellem de 2 og med en start som nr. 25 har vi alle mulighederne for at sejre i Oslo. Jeg tror på det!!
1-5

Rigtig god grand-prix-aften til alle….

1 COMMENT

  1. Hey,

    I’m Manuel from The Eurovision Times and I have created a new Eurovision Top Site List (I think the first one for Eurovision sites):

    This is the URL: http://eurovision.top-site-list.com/ (You might have to copy/paste it to reach the site)

    If you want, you can register your site to promote it and drive new visitors (actual Eurovision fans) to your website!

    With a Vote button, you’ll have to add to your website your readers can vote for you and help you rank higher on the list.

    I started the list today so obviously you will be one of the first to join, but I’m sure it will grow fast and help all of us Eurovision Site makers.

    Any site connected to Eurovision can be added: Newssites, Online contests, forums e.t.c

    Maybe we could also exchange our site’s links

    Best wishes, Manuel
    http://eurovisiontimes.wordpress.com

Comments are closed.