Vurdering af årets bidrag: Estland

0
104

På GEEs hjemmeside, kan du i de kommende uger læse en vurdering af årets bidrag. Da der endnu ikke er mulighed for at poste kommentarer på hjemmesiden, kan du også læse vurderingen her, kommentere og give din egen mening til kende.

GEEs vurderinger findes her: http://www.good-evening-europe.com/Vurdering_Estland.html


ESTLAND:

Estland har deltaget i ESC 15 gange tidligere og har vundet 1 gang. Efter semifinalernes indtog er det imidlertid gået meget skidt for landet, som kun har kvalificeret sig til finalen 1 gang i 6 forsøg. Det skete da Urban Symphony sidste år deltog med Rändajad.

Allerførst skal der lyde en ros til Estland for at stille med noget nyt og anderledes. I årets felt kan man kun glæde sig over bidrag, som ikke enten går ind under kategorien ballade eller “HELT ude i Hampen”, blot for at benytte et bynavn fra min hjemegn;-) Siren er et moderne og velproduceret nummer, sunget af en dygtig sanger, som ulig en del andre sangere i årets felt synger perfekt engelsk uden accent. Når det er sagt, så er jeg meget usikker på Estland skæbne i ESC 2010. Jeg var bestemt ikke begejstret over gruppens performance ved den nationale finale. Ser man bort fra den overbevisende perfekte vokal, var det øvrige setup helt skudt ved siden af. Den, i mine øjne, påtagede excentriske optræden klæder ikke sangen og virker som en meget tydelig efterligning af især Brainstorms My Star fra 2000 og Lakas Pokusaj fra 2008. Den lille håndbe-vægelse/vink og forsangerens ansigtsudtryk fjerner min opmærksomhed fra sangen. Det samme gør mandekoret, som jeg mener er alt for dominerende.

Ser man bort fra sceneshowet, som jo meget nemt kan ændres inden Oslo, så er Siren for mig et bidrag med flere modsætningsforhold. Jeg er vild med klaver-introen og med de stille iørefaldende vers, som på en perfekt måde bygger op til omkvædet, som så desværre ikke lever op til den øvrige del af sangen. Vokalen er for mig blandt årets stærkeste, men de mange gentagelser midt i bidraget gør at jeg bliver træt af den inden sangen er omme og dermed får ødelagt det ellers positive førstehåndsindtryk.

Estland er ikke blandt de oplagte finalesange, men kan overraske.

Kvalifikation: 40 %

Estland